”Forestil dig en kæmpe druktur, du står midt på dansegulvet klokken fem om morgenen og har drukket for meget, uden at have drukket. Bassen pumper, det hele flakker rundt, og tømmermændene er på vej.”
Det er sådan, 29-årige Camilla Nørgaard plejer at forklare folk, hvordan det føles at leve med langvarig hjernerystelse. Den ufrivillige bytur kan ramme hende når som helst og ofte uden varsel.
25 dage om måneden ligger hun med migræne. Derudover er de værste gener tinnitus, koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Det er efterhånden tre år siden, at Camilla Nørgaard fik en håndbold direkte i hovedet.
”Den ramte lige på højre øje, jeg tog mig til baghovedet med det samme og kunne bare mærke, at den var gal,” fortæller hun.
Samme dag skrev hun til sin chef, at hun ikke kunne møde ind på den folkeskole, hvor hun indtil da havde arbejdet som folkeskolelærer.
Camilla Nørgaard er en af de mange hjernerystelsesramte, for hvem symptomerne ikke er gået væk. Hun er også en af dem, der har følt, det var hendes eget ansvar at blive rask.
”Jeg har godt nok selv skullet ringe rundt for at sige, hvad der skulle ske. Jeg har virkelig været overladt til mig selv. Jeg forventer ikke fantastisk meget af min praktiserende læge,” fortæller Camilla Nørgaard, der til gengæld har været særligt skuffet over neurologerne, som ”burde være specialiseret i hjernen”.
I løbet af de tre år har hun konsulteret fem forskellige neurologer.
”Har du været besvimet?”, spørger Camilla Nørgaard og imiterer en af neurologerne.
”Hvis du ikke har været besvimet, så har du ikke haft hjernerystelse, så må det være noget psykisk,” fortsætter hun.
Spørgsmålet har hun fået igen og igen, men i hendes øjne er kravet om besvimelse en gammeldags forestilling, og nyere international forskning viser da også, at der i 9 ud af 10 tilfælde ikke vil være et tab af bevidsthed.
Ifølge Camilla Nørgaard er neurologernes eneste våben medicin. Hos en af de fem fik hun en beskrivelse af fem forskellige præparater, som oprindeligt er udviklet til epilepsi, migræne og depression.
”Gå hjem og læs om dem, og så kan du ringe og sige, om du vil have en af de fem,” lød beskeden ifølge Camilla Nørgaard.
Da Camilla Nørgaard protesterede med, at hun ikke selv var læge, var svaret nedslående:
”Neurologen sagde, at hun vidste lige så meget som mig, så det var bare at prøve sig frem,” fortæller hjernerystelsespatienten og fortsætter:
”Det der med at sidde overfor en fagperson, der åbenlyst ved så lidt om hjernerystelse, så kræver det en stor portion vilje at blive ved med at kæmpe. Jeg forstår godt, hvis mange ender med at kaste håndklædet i ringen, jeg har da selv overvejet at trække stikket flere gange.”
Camilla Nørgaard prøvede flere af præparaterne med blandet virkning, men bivirkningerne kunne ikke opveje den positive effekt. Da hun nægtede at afprøve mere medicin, var der ikke andet at gøre end at afslutte forløbet.
I håbet om at forbedre sin situation har den tidligere folkeskolelærer på eget initiativ opsøgt en bred palette af kiropraktik, kraniosakralterapi, reumatologi, akupunktur, synstræning og meget, meget mere.
”Jeg må tro på, at der findes en behandling derude, der virker,” siger hun.
Hun vurderer selv, at hun har været hos næsten 60 forskellige behandlere og brugt op mod 50.000-60.000 kroner.
I dag er Camilla Nørgaard stadig sygemeldt, men i optrappende praktik som skolesekretær.