”Uvidenskabelig” og ”spild af penge”: Hjerteforeningens nye eksperiment møder massiv kritik

Et nyt projekt af Hjerteforeningen har de sidste dage fået en hård medfart og bliver kaldt for spild af patientforeningens penge

Projektet er ledet af Søren Bregendal, tidligere sanger i boybandet C21, vinder af dansk melodigrandprix og skuespiller i en lang række film og tv-serier.
Projektet er ledet af Søren Bregendal, tidligere sanger i boybandet C21, vinder af dansk melodigrandprix og skuespiller i en lang række film og tv-serier. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.

Et nyt kommunikationsprojekt rettet til unge om deres sundhed har været i luften i to måneder, men er allerede blevet genstand for massiv kritik.

Projektet er ledet af Søren Bregendal, tidligere sanger i boybandet C21, vinder af dansk melodigrandprix og skuespiller i en lang række film og tv-serier. Med navnet P.S. I Love You er projektets intention at nå målgruppen mellem 15 og 40 år og sætte fokus på forebyggelse af hjertesygdomme. Kampagnen har et treårigt budget på seks millioner kroner og arbejder med forskellige former for alternativ helbredelse og sundhedsopfattelse, fra holisme til såkaldt hesteassisteret terapi og healing.

Det har fået flere sundhedsfaglige eksperter til at kritisere projektet. Niels Holmark Andersen, der er overlæge på Odense Universitetshospitals kardiologiske afdeling, siger til Berlingske, at materialet på hjemmesiden giver et fejlagtigt indtryk af projektets videnskabelighed.

”Lægerne kalder man for ’spirituelle og holistiske læger’, og man sætter referenceliste på blogindlæggene ligesom i en videnskabelig artikel. På den måde får man lavet en branding af konceptet som værende videnskab og forskning, men efter min mening er der absolut ingen beviser for, at det har en effekt.”

Også i Lægeforeningen stiller man sig kritisk over for Hjerteforeningens nye linje, hvor man eksempelvis kan læse om ”Den holistiske doktor” Gry Jenstrup, som skriver om hjertets kraft og den energi, der gør det muligt at tale med andres hjerter.

Laura Kverneland, medstifter af foreningen Læger Formidler og læge på Herlev Hospitals hjerteafdeling, mener, at pengene kunne være brugt på vigtigere ting:

”De har sikkert tænkt sig godt og grundigt om, og det er næsten det mest skræmmende, for jeg kan simpelthen ikke forstå deres tankegang her. Jeg synes, at de penge kunne være blevet brugt på nogle meget vigtigere ting,” siger hun til Berlingske og mener, at det er bekymrende, at formidlingen ikke bygger på et videnskabeligt grundlag.

I Hjerteforeningen lytter man til kritikken, men står fast på, at projektet bør fortsætte, siger Anne Kaltoft, der er direktør i foreningen.

”Det gør indtryk på mig, at mange er bekymrede for, om det er spild af penge, og at vi lader alternative stemmer komme til orde. Vores ambition er at blive en relevant samtalepartner om forebyggelse af sygdom. Med dette eksperiment prøver vi at tale om andet end sygdom og fokuserer på sundhed, balancer i livet, at lytte til sit hjerte og sund kost,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror på, at hvis man er i balance med sig selv, er det nemmere at holde sig sund. Er det bevist? Nej. Men jeg tror på det alligevel, og jeg tror også, at det bliver bevist. Jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord og på en sammenhæng mellem psyke og krop. Selvom det ikke er bevist, og man vil kalde det alternativt, synes jeg sagtens, at man kan tale om det.”

Christian Hassager, der er formand for Hjerteforeningens bestyrelse, tror ikke, at foreningens troværdighed bliver sat over styr med den nye eksperimenterende hjemmeside.

”Nej, det frygter jeg ikke. Jeg tror, de fleste kan skelne mellem, hvad der er den traditionelle hjerteforening, der kommer med helt klare videnskabelige anbefalinger, over for et eksperimenterende samtalerum for unge mennesker om, hvad det gode liv er,” siger han og understreger, at den massive kritik ikke ændrer bestyrelsens beslutning om at bakke op om projektet:

”Vi støtter op om direktionens beslutning om at lave projektet. Det er en læringsproces, hvordan vi får unge i tale, og det kan godt være, at vi ikke har ramt plet, og at der skal justeres, men det er for tidligt at sige,” siger han og understreger, at Hjerteforeningens patienter stadig får den samme grad af videnskabelighed som altid:

”Jeg føler mig overbevist om, at vores stærke brand i Hjerteforeningen gør, at patienter ved, hvor de skal henvende sig. Den eksperimenterende linje er på psiloveyou.dk, og det er ikke noget, der vil blive en del af den traditionelle hjerteforening.”