I flere årtier har inflationen i Danmark og det meste af den vestlige verden ligget på et lavt niveau. Nu er den pludselig taget til i fart. Det stiller politikerne over for nye problemer, som de ikke havde tidligere.
Inflation er et andet ord for prisstigninger, Den betyder, at man kan købe mindre for 100 kroner i dag, end man kunne for et år siden. Inflationen mindsker kronens værdi over tid. Normalt beregnes inflationen som et vægtet gennemsnit af alle de udgifter, borgerne har, når de køber ind i supermarkedet, af rejser, til benzin, til ture i biografen og af varige forbrugsgoder som opvaskemaskiner og fjernsynsapparater.
Over det sidste år er disse køb steget mere i pris end tidligere. I april 2022 steg de gennemsnitlige forbrugerpriser med 6,7 procent i forhold til samme måned i 2021. Det er den højeste stigning på et år siden juni 1984.
Ifølge Danmarks Statistik er det især priserne på boliger, elektricitet, opvarmning, transport og fødevarer, som er steget. Der er flere årsager til, at priserne er steget ekstra kraftigt i det seneste år. En af dem er genåbningen i mange lande efter måneders nedlukning som følge af coranapandemien. Pludselig bruger folk flere penge på for eksempel rejser og transport. Samtidig tager det ofte nogen tid, før udbuddet tilpasses den stigende efterspørgsel. Det er basalt set det, som presser priserne op.
Hertil kommer Ruslands krig mod Ukraine. Det har mindsket udbuddet af olie, gas og korn. Det skyldes, at en betydelig del af verdens forbrug af olie og gas kommer fra Rusland, og at Ukraine traditionelt er storeksportør af hvede. Mindre udbud af disse varer er som nævnt lig med højere priser, når forbruget er konstant eller stigende.
Den nuværende højinflation i Danmark og andre lande er blevet et politisk problem. Den er et overordnet problem for EU-landene, fordi man i EU’s økonomiske og monetære union – som kronen er bundet til via en fastkurspolitik over for euroen – opererer med et mål om, at inflationen skal holde sig på cirka to procent over en årrække. I EU kan man acceptere pludselige høje prisstigninger, men ikke over flere år.
Årsagen til ønsket om en konstant lav inflation i EU, er, at den skaber de bedste forudsætninger for stabil økonomisk vækst med investeringer og mange nye jobs. Høj og skiftende inflation er derimod gift for økonomien, fordi den hindrer den forudsigelighed, som er så vigtig for virksomhedernes villighed til at investere.
En god måde at bekæmpe inflationen på er ved, at nationalbankerne sætter renten på ind- og udlån op. Sådanne rentestigninger breder sig lynhurtigt til bankernes renter i forhold til virksomheder og privatkunder. Når renterne sættes op, er der færre, som låner, som optager lån i banken og flere, som sætter penge ind. Dermed kommer der færre penge i omløb, og efterspørgslen efter varer og oplevelser falder.
For Danmark er det i realiteten Den Europæiske Centralbank, som bestemmer Nationalbankens rentefastsættelse, fordi den danske krone er bundet til euroen. Den Europæiske Centralbank er imidlertid tøvende med at sætte renten op, selv om den sandsynligvis er tvunget til at gøre det senere på året. Når den er tøvende, skyldes det, at en renteforhøjelse nok ville passe på den økonomiske situation i Nordeuropa, men det ville omvendt ramme de sydeuropæiske EU-lande, som stadig oplever økonomisk lavkonjunktur, og som samtidig er langt mere gældsatte end EU-landene nordpå. Højere renter fra Den Europæiske Centralbanks side er for dem ensbetydende med en tungere gældsbyrde og færre nye jobs, som de ellers har brug for.
Der er imidlertid også en særlig dansk vinkel på inflationsspørgsmålet. Ifølge Nationalbanken har danske politikere også selv et ansvar for at undgå høj inflation. Signe Krogstrup, direktør i Nationalbanen, betonede således i et indlæg i Berlingske den 5. maj, at det er uheldigt og inflationsfremmende, hvis danske politikere vedtager kompensationsordninger på grund af stigende energipriser uden finansiering. ”Hvis der vedtages kompensationsordninger, som ikke modsvares af offentlige besparelser eller højere skatter, vil det forstærke presset på økonomien og dermed skubbe yderligere til lønstigninger og inflation,” understregede nationalbankdirektøren.
Indlægget var naturligvis en advarsel mod den omsiggribende kompensationsjulepakkeleg på Christiansborg. Virkningen er øget efterspørgsel i forhold til et konstant eller faldende udbud. Det vil sige inflation, som efterfølgende sætter sig i lønstigninger og dermed faldende konkurrenceevne. Det var netop det problem, som Poul Schlüter-regeringen løste i 1982, da han afskaffede den automatiske dyrtidsregulering. Ufinansierede kompensationspakker – især hvis de er brede – er lige så problematiske som den automatiske dyrtidsregulering.