Den typiske højskoleelev på de lange kurser er en ung kvinde, der lige er blevet student, har veluddannede, men ikke meget velhavende forældre, og som efter højskoleopholdet uddanner sig inden for social- og sundhedsområdet, samfundsvidenskab eller humaniora.
Men selvom højskolerne i en årrække har forsøgt at tiltrække flere kursister med etnisk minoritetsbaggrund, er denne gruppe stadig markant underrepræsenteret. 11 procent af alle 18-25-årige i Danmark har baggrund i ikke-vestlige lande, men gruppen udgør kun fire-fem procent af eleverne på lange højskolekurser og har tilmed været let faldende mellem 2016 og 2019.
Det viser en ny såkaldt mangfoldighedsanalyse, som analysefirmaet Moos-Bjerre har lavet for Folkehøjskolernes Forening op til højskolernes årsmøde i dag og i morgen. Konklusionen er, at højskolerne rekrutterer deres elever bredt fra den danske befolkning i både byer og på landet og blandt unge og ældre, men der er fortsat skævheder i elevsammensætningen, som højskolerne har svært ved at rette op på, især i forhold til etniske minoriteter, og det ærgrer Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole.
”Det kommer bag på mig, at andelen af elever med anden etnisk baggrund er faldende. Jeg troede faktisk, at vi trods alt fik flere, fordi det er tilfældet på min egen højskole. Det bør være et kraftigt opmærksomhedspunkt for højskolerne, at vi arbejder mere målrettet med at rekruttere unge fra denne gruppe,” siger hun.
Blandt årsagerne til, at unge fra indvandrerfamilier fravælger højskolerne, nævner Lisbeth Trinskjær, at hvis man ikke er bekendt med højskoletraditionen, kan det være svært at gennemskue ”den lidt diffuse nytte”, man får ud af et kursusforløb uden adgangsgivende eksamen.
En af de højskoler, som arbejder målrettet på at skabe større etnisk mangfoldighed, er Johan Borups Højskole i København, som de seneste år har arbejdet med en stipendieordning med netop dette formål.
”Grundlæggende synes vi, at et højskoleophold bør afspejle samfundet i al dets mangfoldighed. Derfor bør der også være unge med minoritetsetnisk baggrund,” siger højskolens forstander, Bjørn Bredal.
Stipendieordningen går ud på, at fonde eller andre bidragydere betaler for, at fem-seks unge med etnisk minoritetsbaggrund får støtte til at komme på højskole og arbejde med dokumentarfilm, scenekunst eller at skrive litteratur. Udover at disse unge selv får en chance, er højskolens erfaring, at de medvirker til at udbrede kendskabet til højskolen, hvilket får flere til at søge højskoleophold på ”normale” vilkår.
”Udfordringen er, at unge med minoritetsetnisk baggrund ikke kender højskolen i forvejen, og at de ofte ikke er så økonomisk stærke. Til gengæld kommer de tit med et engagement og en større horisont, som smitter af på de andre. De går på højskole ligesom bønderkarlene i gamle dage. Det er en chance, de griber, og dét har en positiv effekt på vores nordiske elever,” siger Bjørn Bredal.
Ud over de ikke-vestlige indvandrere er det de højeste og de laveste indkomster, der mangler på højskolerne. Hvis middelklassen er bred og omfatter langt hovedparten af befolkningen, så breder den sig endnu mere på højskolerne end i samfundet som helhed.
”Det er en myte, at et højskoleophold er for de særligt privilegerede. Der er faktisk en god bredde blandt vores kursister, og det vil måske overraske nogen, at de uddannelser, som flest fortsætter til efter højskoleopholdet, ikke er politologi, filosofi eller journalistik, men de uddannelser på social- og sundhedsområdet, som samfundet netop nu efterspørger flere studerende til,” siger Lisbeth Trinskjær.
Men samtidig må hun også aflive en anden myte om højskolernes sammensætning, nemlig at unge fra de laveste sociale lag får offentlig støtte til at blive sendt på højskole. Dette skete i stor stil i 1980’erne og 1990’erne, men den tid er for længst forbi, og nu er de mindrebemidlede underrepræsenterede, fordi de ikke har råd.
”Jeg bliver tit spurgt, hvor mange unge vi så får sendt på højskole af kommunen. Det får vi jo ikke mere, for det er i praksis umuligt. I nogle få tilfælde giver kommunerne støtte til højskoleophold, men det er meget sjældent, fordi de ikke alene skal betale egenbetalingen, men også statstilskuddet,” fortæller Lisbeth Trinskjær, som oplyser, at under 50 årselever kommer med et kommunalt tilskud i ryggen. Det samlede årselevtal er over 5000.
Højskolernes formand ser det derfor som en målsætning, at både højskolerne selv og samfundet bredt diskuterer, hvordan indvandrere, flygtninge og de laveste indkomstgrupper i højere grad kan blive en del af højskolernes mangfoldighed:
”Engang var der måske højskoler, der havde lige lovlig mange elever fra de svageste grupper, men nu er vi i den modsatte grøft. For øvrigt er det også en myte, at denne gruppe skulle være mindre motiveret for at gå på højskole, hvis de får chancen. Vi skal ikke åbne en ladeport for elever med kommunalt tilskud, men vi må gerne åbne døren lidt, så højskolerne i endnu højere grad bliver et sted, hvor man mødes på tværs af sociale skel og kan hjælpe med at give hinanden en hestesko over de mure, der viser sig.”