Statsminister Mette Frederiksen (S) har imponeret med sin ro og de velskrevne taler. Men ikke alle ministre, myndigheder, eksperter og medier bærer ansvaret så godt.
Fra begyndelsen af covid-19 krisen har der været uenigheder mellem regering og sundhedsmyndighederne og eksperter om strategien. Sundhedsmyndighederne anbefalede en mindre håndfast strategi end den, regeringen valgte ud fra et forsigtighedsprincip, fordi det var en ukendt virus, som sundhedseksperterne ikke kendte og var uenige om.
Mest slinger har der været i spørgsmålet om tests. Det har stået uklart, hvad disse tests skulle bruges til, hvor stor testkapaciteten var, og hvornår de skulle tages. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) undskyldte offentligt, at man ikke havde modtaget et tilbud fra Sydkorea om hjælp med testudstyr. Men Kåre Mølbak fra Seruminstituttet mente ikke, at der var tale om noget udstyr, som man manglede. Heunicke og Mølbak har åbenlyst haft svært ved at kommunikere med hinanden.
Til DR P1 Morgen udtalte Magnus Heunicke den 24. marts, at sundhedsmyndighederne burde have været bedre forberedt på epidemien. Han var ærgerlig over, at Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm den 12. marts havde valgt ”fortrinsvis” at teste alvorligt syge. WHO havde sagt: ”Test, test, test”, lød det. Men man glemte WHO’s fortsættelse, der lød: ”Test alle personer, der er mistænkt for at have coronavirus.”
Og faktisk havde Brostrøm udtalt til Berlingske den 18. marts: ”Selvfølgelig skal vi teste, og selvfølgelig skal vi teste mere. Vi kan sikkert gøre det bedre”. Heunicke havde overreageret, men Brostrøm havde måske heller ikke forklaret spørgsmålet om tests godt nok.
Søren Brostrøm talte i de følgende dage om 10.000 tests. Fra anden lægefaglig side blev det sagt, at der fortsat ikke var tilstrækkelig testkapacitet. Kåre Mølbak gik den 27. marts til angreb på WHO’s teststrategi. Teststrategien gik ud på at finde de syge og isolere dem for at bryde smittekæderne. Mølbaks budskab var, at befolkningen skulle smittes før eller siden, så der blev opnået ”flokimmunitet”. Bjørn Melgaard, tidligere medarbejder i WHO, kommenterede: ”Hvad i alverden skal vi så bruge de 10.000 tests til?”.
Aviserne fandt i hastig rækkefølge frem til forskellige andre ”eksperter”. Nogle anbefalede tests og isolation. En anden mente, at den danske isolationsstrategi var håbløst naiv, fordi den byggede på et håb om, at virus bare ville forsvinde af sig selv og aldrig komme igen. Endnu ”en førende virusekspert” sagde, at det slet ikke drejede sig om test for virus, man skulle teste for immunitet.
Fra udlandet gav andre deres besyv med i øst og vest. Det var en lise, da professor Allan Randrup Thomsen forklarede, at de divergerende ekspertudsagn skyldtes, at man ikke kendte nok til denne sygdom.
Eksperterne er som enøjede konger blandt blinde. Men både de og de sensationalistiske journalister bør få ro på og tage deres forbehold. Og Magnus Heunicke og sundhedsmyndighederne bør kommunikere bedre indbyrdes, inden de går i medierne. Alle har ansvar for, at der ikke skabes unødig utryghed.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.