I hvert fald to karakteristika går igen i de portrætter, der gennem årene er tegnet af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. At han er fantastisk humoristisk, og at han evner at forlige fløje.
For godt et år siden tabte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringsmagten til Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen. Selvom Venstre fik et flot valg, førte nederlaget efter sommerferien til det kaotiske formandsskifte, hvor der efterfølgende blev skabt store forventninger til, at netop Jakob Ellemann-Jensen var manden, der kunne bilægge fløjkrigene. Og til, at han med tiden også vil blive den leder af det borgerlige Danmark, der kan udfordre statsminister Mette Frederiksen.
Spørger man blandt venner, fjender og politiske kommentatorer på Christiansborg, har han fortsat lang vej hjem. En række kilder er enige om, at det, der er gået bedst for ham, er at få lagt låg på de interne fløjkrige i Venstre. I går fortalte han offentligheden, at han trækker sig som formand for Venstres folketingsgruppe, og på tirsdag skal gruppen vælge en ny, muligvis skal der endda rokeres på flere ordførerposter. Det signalerer bedre end meget andet, at der er kommet ro på. Formanden vil koncentrere sig om at være formand.
Politisk kommentator Hans Engell vurderer, at Jakob Ellemann-Jensen i udgangspunktet var udfordret af, at han nærmest blev kylet ind på formandsposten uden at have ønsket det eller kæmpet for det. Med en tynd ministererfaring og en tynd parlamentarisk erfaring i den politiske rygsæk.
”Men jeg synes, at han er lykkedes meget godt med at få Venstre til at hænge sammen. Der er kommet rimeligt ro i folketingsgruppen, selvom der bag kulisserne stadig har været mange brydninger. Udadtil har partiet ikke haft de store sammenstød som tidligere, og jeg synes, det er godt klaret, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har ladet sig provokere,” siger Hans Engell.
Særligt forgængeren Lars Løkke Rasmussens mange markeringer i corona-debatten er kommet til at skygge. Løkke skriver ugentlige klummer i dagbladet BT, hvor han kritiserer regeringen langt hårdere, end Venstres nuværende ledelse hidtil har villet eller haft mulighed for. Venstre har jo stået tæt sammen med regeringen om den nedlukning, landet har været igennem.
På det allerseneste har Ellemann-Jensen dog skruet op for konfliktniveauet. I EU-landenes forhandlinger om en gigantisk hjælpepakke efter coronakrisen vil han kun give et forhandlingsmandat til regeringen, hvis den på forhånd garanterer, at Danmark ikke kommer til at betale for pakken med skattestigninger. Det udspil har gjort regeringen rasende, fordi den mener, at det underminerer dens forsøg på at mindske regningen til Danmark.
Også en anden kender af Venstre, kommentatoren Jarl Cordua, der selv er partimedlem, mener, at formanden er sluppet bedst fra at skabe ro efter det store kaos ved Lars Løkke Rasmussens exit sidste efterår.
En ting er at skabe ro i en uroplaget folketingsgruppe. Noget helt andet at slå igennem som en oppositionsleder, der kan samle en gruppe dybt splittede og svækkede partier. Her er iagttagerne ikke imponerede.
”Man må selvfølgelig anerkende, at coronakrisen er en meget ekstraordinær situation, som gør det svært at være oppositionsleder, men jeg synes ikke, han har udnyttet de muligheder, der trods alt har været. Venstre har tabt omkring fire procent i meningsmålingerne siden valget, og det er ikke godt nok,” siger Jarl Cordua.
Det helt store problem er, at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen har gjort det til sit projekt at samle det blå Danmark, men det er i overskuelig fremtid dømt til at mislykkes, mener Cordua. Lige nu er der nemlig ingen af de borgerlige partier, som tror på, at det er muligt at fravriste Mette Frederiksen magten ved det førstkommende valg. Derfor er det alles kamp mod alle, præcis som det var op til folketingsvalget for et år siden. Det gælder for nabopartier, at det er nemmere at stjæle vælgere fra hinanden end fra partier på den anden side af den politiske midte.
Konkret har Nye Borgerliges leder Pernille Vermund eksempelvis i et interview i Berlingske rettet et voldsomt angreb på Jakob Ellemann-Jensen for at hykle i sin kritik af regeringens coronapolitik. Nye Borgerlige har også indrykket en støtteannonce for Venstres næstformand, Inger Støjberg, i hendes sag i Instrukskommissionen – ”barnebrudskommission”, som Støjberg selv og Venstre kalder den. Den sag er giftig for partiet, især hvis det ender med en rigsretssag mod Støjberg for at have givet ulovlige instrukser til embedsværket og have misinformeret Folketinget.
Nye Borgerliges støtte til Støjberg kan ses som selvpromovering og et tiltag, der svækker det borgerlige sammenhold eller chancen for et regeringsskifte, som Nye Borgerlige ellers i teorien bekender sig til.
”Nye Borgerlige går efter de lavthængende frugter. Vermund kritiserer Ellemann med et ordvalg, man normalt ikke anvender i pæne, borgerlige partier,” siger Hans Engell.
”De Konservative går efter Venstres vælgere, fordi De Konservative leger med tanken om, at Søren Pape Poulsen ad åre kunne overtage positionen som de borgerliges leder,” supplerer Jarl Cordua.
På bundlinjen handler det om, at Jakob Ellemann-Jensen mangler de øvrige partiers respekt. Ikke et af dem har for eksempel endnu nævnt, at han er deres statsministerkandidat.
Politisk har stridighederne manifesteret sig i, at partierne i coronakrisen langtfra er enige om, hvad der skal ske. Venstre har spillet ud med et forslag om at halvere momsen i en periode for at sætte gang i hjulene, men det har de andre partier ikke støttet. De Konservative har slået sig op på at frigive opsparede feriepenge, og det forslag blev i går imødekommet af regeringen, der nu åbner for udbetaling af to ugers feriepenge.
I Venstre er tolkningen en noget anden. Partiets nestor, folketingsmedlem Bertel Haarder, mener eksempelvis, at de blå stridigheder var større op til den konservative Poul Schlüters magtovertagelse i 1982. Og også større end den var blandt de røde partier i sidste valgperiode, inden Mette Frederiksen (S) blev statsminister.
Han ser optimistisk på mulighederne for et comeback, blandt andet fordi Mette Frederiksen har ”toppet for tidligt”.
”Jeg synes, Jakob Ellemann-Jensen skal tage det med knusende ro. Det er flot, at Venstre stadig har 20 procent af stemmerne, når man ser på den massakre, de borgerlige har oplevet siden valget. Venstre har lige så mange stemmer som de andre blå partier tilsammen, og Jakob er den ubestridte statsministerkandidat. Historien har vist, at det går borgerlige partier ilde, hvis de ikke vil pege på en borgerlig statsministerkandidat,” siger Bertel Haarder.
”Han har fået en forsigtig start, men hans indsats skal også først belønnes ved valget om tre år. Han har brugt mange kræfter på at reparere på det dårlige forhold efter VLAK-tiden, og han har gjort rigtig meget ud af at tale med de andre partiledere,” siger han.
En anden Venstre-kilde peger på, at Jakob Ellemann-Jensen blandt andet har talt en del med Pernille Vermund, og at man i Nye Borgerlige nærmest har været benovet over at komme ind i varmen.
Bertel Haarder mener, at der skal være plads til, at borgerlige partier rivaliserer, men det afgørende bliver, om man kan hente stemmer over midten, og i dag er det kun Venstre, der magter det. Tidligere gjorde Dansk Folkeparti det også, men den tid er forbi, mener han.
Selvom Jakob Ellemann-Jensen blev kendt som en skarp politisk ordfører, ofte med en hurtig og sjov bemærkning, mangler han ifølge kommentatorerne stadig at få sit folkelige gennembrud. Og så mangler han en politisk idé, mener de. Noget, han vil arbejde for, ud over det indlysende i at gøre Danmark til et bedre og rigere land. Fogh havde værdipolitikken og skattestoppet, og for Løkke var det sundhedspolitikken.
Politikere i de andre borgerlige partier udtrykker heller ikke ligefrem næsegrus beundring over ham indtil videre. Dansk Folkeparti har fra begyndelsen været skeptisk over for Ellemann den yngre, ikke mindst fordi han har markeret sig som meget liberal og en overgang endda var medlem af Ny Alliance. I udlændingepolitikken er han tilhænger af en slappere linje end Inger Støjberg.
Et centralt medlem af Dansk Folkeparti har imidlertid noteret sig, at han på det seneste er blevet mere imødekommende.
”Jeg tror, han har forstået, at han ikke bliver statsminister uden Dansk Folkepartis støtte,” siger kilden.
Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, hæfter sig ligeledes ved, at de to partiers forhold er blevet bedre end før valget. Nu signalerer Dansk Folkeparti langt tydeligere, at det gerne vil opfattes som et borgerligt parti, og at flirten med at blive opfattet som et socialdemokratisk parti er slut.
”Jeg er jo vant til, at vi har været uenige med Dansk Folkeparti om EU, men i det daglige samarbejde om EU-spørgsmål har jeg fine samtaler med Morten Messerschmidt (DF’s EU-ordfører,red.),” siger han.
Udfordringen er, at Jakob Ellemann-Jensen under alle omstændigheder får meget svært ved at blive statsminister, uden at De Radikale skifter side. Det ville endda ikke engang være tilstrækkeligt, som meningsmålingerne ser ud for tiden.
Under coronakrisen har Jakob Ellemann-Jensen og Morten Østergaard talt en del sammen, ikke mindst om de økonomiske støttepakker til erhvervslivet og genåbningen af Danmark.
Men Morten Østergaard fremhæver, at en borgerlig regering ikke kan dannes uden støtte fra Dansk Folkeparti og næppe heller uden Nye Borgerlige. Derfor er det fortsat helt urealistisk at forestille sig radikal støtte til Jakob Ellemann-Jensen som statsminister. Ifølge Venstrekilder indgår det heller ikke i partiets langsigtede strategi om at genvinde magten.
At Ellemann-Jensen overhovedet er endt i politik som partileder, ville han i sine yngre dage have forsvoret. Med erfaringerne fra sin fars og sin farfars politiske karrierer in mente – hans far er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og hans farfar venstrepolitikeren Jens Peter Jensen, ”døgnbrænderen” fik han som tilnavn – var et liv i folketingspolitik ikke noget, han ville byde sin familie. Af et nyligt portræt i DSB-magasinet Ud&Se fremgår det, at han også var bange for, at han aldrig ville kunne nå lige så langt som sin far.
Som 19-årig var han kun medlem af Venstres Ungdom en måned, men det opgav han hurtigt, fordi hans far i ungdomsforeningen nærmest blev hyldet som en gud. Det var trods alt lidt for mærkeligt, fortalte han DSB-magasinet.
Efter gymnasiet tog han en militær uddannelse ved Livgarden og deltog i sidste halvdel af 1990’erne som officer af reserven i Den Internationale Brigade. Det var en fredsbevarende styrke, der blandt andet blev sat ind i Bosnien-Hercegovina efter borgerkrigen. Frem til 2002 uddannede han sig til cand.merc.jur. ved den daværende Handelshøjskolen i København (i dag Copenhagen Business School, CBS). De følgende år fik han en række ledende stillinger i store danske erhvervsvirksomheder som IBM Danmark og GN Store Nord.
Først som 37-årig blev han i 2011 valgt til Folketinget. Måske var politik alligevel det ”kald”, som han selv taler om i Ud&Se. Han er blevet udsat for et pres fra familie, venner og partifæller, og især efter at han i slutningen af 2000’erne begyndte at blande sig i den politiske debat, var der ingen vej tilbage.
Som mange andre nyvalgte var han i begyndelsen chokeret over spillet på Christiansborg, hvor det først og fremmest gjaldt om at få sin modstander til at ligne en idiot. Det vendte han sig stærkt imod, har hans far Uffe Ellemann-Jensen tidligere fortalt i et portræt i Altinget.dk. Det spil står han som formand for Venstre dog midt i, og i den rolle har han fra tid til anden skullet agere hård oppositionsleder over Mette Frederiksen i Folketingets spørgetime. Indimellem har konflikten virket påtaget, som da han i sin første spørgetime i folketingssalen i november forsøgte at angribe Mette Frederiksen (S) for at sylte sin egen politik. Det rejste indirekte spørgsmålet om, hvilken interesse Venstre egentlig havde i, at Socialdemokratiets politik skulle gennemføres hurtigere.
At fremstå ordentlig og regelret, både i det ydre og det indre, er stadig vigtigt for ham, og politiske kolleger sammenligner ham på det punkt med Venstres tidligere formand Anders Fogh Rasmussen. Fra tiden i forsvaret ligger det stadig dybt, at skoene skal være pudset spejlblanke, og man går ikke over for rødt, uanset om der ikke er en bil i sigte.
Politisk er hans hidtil største succes aftalen om en kommunal udligningsreform i regeringen. Den kom igennem uden om de andre borgerlige partier og var næppe befordrende for Venstres langsigtede mål om at samle det blå Danmark.
Hans Engell hæfter sig ved, at udligningsreformen i høj grad blev tegnet af politisk ordfører Sophie Løhde (V) og finansordfører Troels Lund Poulsen (V), mens formanden selv stod i baggrunden. Han undrer sig også over, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har gjort mere for at få en ”stejl indlæringskurve”, for eksempel ved selv at gå med i flere vigtige forhandlinger. Hans forgængere Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen kom også ind på lederposten med områder, de ikke på forhånd var godt inde i, men de arbejdede benhårdt for at udvikle sig hurtigt rent fagligt. Fogh havde for eksempel som tidligere skatteminister ikke det store indblik i EU og udenrigspolitik, da han blev partiformand, men det kom han hurtigt efter, fremhæver kommentatoren.
”Det er selvfølgelig en lidt subjektiv vurdering, men på mig virker Jakob Ellemann-Jensen ikke, som om han brænder rigtigt for politik. Hvis Karsten Dybvad (formand for Danske Bank, red.) ringede og tilbød ham posten som administrerende direktør, er jeg ikke helt sikker på, hvad han ville svare. Det virker ikke, som om politik er liv eller død for ham,” siger Hans Engell.