Prøv avisen

Holger Danske blev en likvideringsgruppe

I tiden op til Befrielsen den 5. maj 1945 eskalerede antallet af stikker-likvideringer foretaget primært af modstandsgruppen Holger Danske. Dette foto stammer fra befrielsesdagen i København, hvor modstandsfolk har arresteret fem stikkere og stillet dem op på ladet af en lastbil. - Foto: Scanpix

Mens andre modstandsgrupper under Anden Verdenskrig primært arbejdede med sabotage, koncentrerede den største danske gruppe sig i de to sidste krigsår mest om at skyde landsforrædere, påpeger ny bog

Mens modstandsbevægelsens sprængninger af fabrikker og jernbaner samt udbredelse af illegale blade har været omgærdet af lutter positiv omtale lige siden Befrielsen den 5. maj 1945, så har de cirka 400 likvideringer af personer, modstandsbevægelsen så som landsforrædere været stærkt omdiskuterede. Og på grund af moralsk fordømmelse i efterkrigstiden blev det i mange år fortiet og underbelyst, at netop likvideringer i 1944 og 1945 var hovedbeskæftigelsen for landets mest talstærke sabotagegruppe, Holger Danske, som primært opererede i København.

Det fremgår af den nye bog ”Sabotør i Holger Danske”, skrevet af historikeren Peter Birkelund, som dels oplister samtlige aktioner udført af Holger Danske-folk fra begyndelsen den 7. maj 1943 og frem til 11. maj 1945, dels gengiver lange øjenvidneberetninger fra aktionerne.

”Mens nogle besættelsestidshistorikere direkte har erklæret, at der blev likvideret for mange, er min vurdering, at likvideringerne var krigens lod. Mit ærinde har ikke været at fælde en moralsk dom, men at lægge åbent og nuanceret frem, hvordan det var at være medlem af Holger Danske. Det er hverken en helteberetning eller et monument, men et forsøg på at give læseren mulighed for at gå med modstandsfolkene på arbejde,” siger Peter Birkelund.

Samtidig er det hans vurdering, at især to socialdemokratiske politikere fra hver deres position bærer en del af ansvaret for, at likvideringerne igennem årtier blev tabuiseret. Dels den senere undervisningsminister, professor Hartvig Frisch, som i august 1945 betegnede alle likvideringer som mord, dels Frode Jakobsen, der som en af modstandsbevægelsens øverste ledere under krigen og som minister uden portefølje med ansvar for afvikling af modstandsbevægelsen 1945-1947 sørgede for, at kun en mindre del af likvideringerne blev undersøgt nærmere.

”Før august 1945 havde debatten om likvideringer handlet mere teknisk om, under hvilke omstændigheder likvideringerne eventuelt skulle undersøges. Nu følte modstandsfolkene sig moralsk angrebet fra politisk side, og derfor lukkede de helt af over for, at det var muligt at tale om det. Frode Jakobsen erklærede, at samtlige likvideringer var i orden, fordi alle dræbte var stikkere. Det er synd, at der på den måde blev sat en stopper for en fornuftig debat,” siger Peter Birkelund.

Efter Frode Jakobsens død i 1997 er stikkerlikvideringerne kommet mere frem i lyset, ikke mindst med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet” i 2001, men der er stadig mange detaljer, som ikke er offentligt kendte. Peter Birkelund oplyser også, at han fra sine kilder har fået adskillige oplysninger, som han har lovet ikke at gengive til offentligheden.

”For de personer, der havde udført eller medvirket til likvideringer, ramte kritikken meget hårdt. Jeg ved, at i hvert fald et par selvmord blandt tidligere modstandsfolk er direkte relateret til Frischs udtalelse om mord,” siger historikeren.

Ud af de i alt cirka 400 likvideringer i Danmark stod Holger Danske for omkring en tredjedel, mellem 125 og 150. Og Peter Birkelund oplyser, at ni af likvideringerne blev erkendt som deciderede fejltagelser. Andre dræbte var ikke nødvendigvis totalt uskyldige. For eksempel kunne det være, at den dræbte var en anden, end Holger Danske-folkene troede, men dog en person, der arbejdede for tyskerne. Samtidig peger historikeren på, at cirka 10 procent af likvideringerne slet ikke var tænkt sådan.

”I nogle tilfælde var aktionen tænkt som et hold-up med den hensigt at skaffe sig våben. Men når de personer, som blev holdt op, satte sig til modværge, løb det løbsk, og personerne kunne blive dræbt. De pågældende kunne jo ikke vide, om de skulle dræbes og lige så godt kunne forsøge at kæmpe imod, eller blot afvæbnes,” forklarer Peter Birkelund.

I Holger Danskes første tid, fra stiftelsen i forretningen Stjerne Radio på Vesterbrogade i København i foråret 1943 og frem til årets slutning, bestod gruppens arbejde primært af sabotage mod virksomheder, der arbejdede for tyskerne og bygninger, som tyskerne havde gavn af, for eksempel den spektakulære sprængning af Forum den 24. august. Men efterhånden forskød Holger Danskes aktiviteter sig i retning af likvideringer - i modsætning til for eksempel den anden store københavnske modstandsgruppe, BOPA, som krigen ud fortsatte med at foretage de store sprængningsaktioner.

”Holger Danske udvikler sig hen imod at være en likvideringsorganisationen, mens BOPA foretager de store, krævende aktioner. Det kunne se ud, som om de to grupper har aftalt det indbyrdes. Flere af de kilder, jeg har talt med, nævner, at der var en slags aftale, men det har ikke været muligt at finde dokumentation for, hvor håndfast en samarbejdsaftale der var,” siger Peter Birkelund.

Ud over muligheden af, at Holger Danske havde aftalt med andre at påtage sig likvideringerne, forklarer han det store antal likvideringer med, at disse krævede mindre forberedelsesarbejde og koordination end de store sprængninger. Men dertil kommer, at man ikke kan afvise, at regulær hævntørst over kammerater, der blev stukket og dræbt eller deporteret af tyskerne, kan have drevet Holger Danske-folkene i retning af at dræbe stikkere og andre forrædere.

”Meget kan tyde på, at det er 'Flammen', som på baggrund af 'John's arrestation i december 1943 og efterfølgende henrettelse kommer til at føle et had til danskere i tysk tjeneste, som driver Holger Danske i den retning,” siger Peter Birkelund med henvisning til Holger Danske-folkene Bent Faurschou-Hviid og Svend Otto Nielsens dæknavne.

”Flammen” og hans makker ”Citronen” specialiserede sig i likvideringer, som det er gengivet i spillefilmen fra 2008 om de to modstandsfolk, der begge blev dræbt i oktober 1944. Også efter deres død var likvidering Holger Danskes hovedaktivitet, og i tiden lige op til Befrielsen eskalerede likvideringernes antal. Enkelte blev endda foretaget i dagene umiddelbart efter 5. maj 1945.

”Set i bagklogskabens lys kan likvideringernes omfang i april 1945 virke overgearet, Men det er vigtigt at huske, at ingen kunne vide, hvornår eller hvordan Befrielsen ville komme. I Holger Danske-folkenes optik var der al mulig grund til at gå efter stikkerne,” siger Peter Birkelund, som medgiver, at likvideringerne den 6. og 7. maj selvfølgelig er mere diskutable.

Han er selv søn af et Holger Danske-medlem, Hakon Birkelund, og var i mange år tilknyttet Frihedsmuseet, som nærmest pr. definition er positivt indstillet over for modstandsbevægelsen. I dag er han ansat på Rigsarkivet. Selvom han helt bogstaveligt er søn af modstandsbevægelsen, mener han ikke, at dette diskvalificerer ham som historiker:

”Den totalt objektive historiker findes ikke. Jeg er gået til opgaven med en iboende respekt og sympati for modstandsfolkene. Jeg ved, hvor høj en pris mange af dem har måttet betale i form af psykiske eftervirkninger, som vi i dag ville kalde posttraumatisk stresstilstand, alkoholisme og brudte familier. Men det forhindrer ikke, at jeg prøver at lægge det hele objektivt frem. Jeg har ikke fejet noget ind under gulvtæppet, som var mindre flatterende for Holger Danske.”