Prøv avisen

Hollandsk lov om dødshjælp har mere fokus på læger end patienter

I alt 6091 personer fik lægens hjælp til at dø i 2016. Men selvom kun en promille af sagerne forbrød sig mod loven, beviser det ikke, at den hollandske model er et sikkert værn mod forkerte beslutninger, mener Scott Kim, seniorforsker ved Afdeling for Bioetik ved den amerikanske forbundsstats forskningshospital National Institutes of Health Clinical Center. Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Som det første land i verden tillod Holland aktiv dødshjælp. Loven tager dog mere højde for lægers retssikkerhed end patienters tilstand, vurderer ekspert

I 2016 fik en ældre kvinde med demens aktiv dødshjælp i Holland, mens hun strittede imod, så hendes familie måtte holde hende nede. Lige nu undersøger anklagemyndigheden i Holland, om der for første gang nogensinde skal rejses tiltale mod lægen, som ikke udførte dødshjælpen i overensstemmelse med landets lov. Kvinden var én ud af 10 personer det år, hvor myndighederne efterfølgende vurderede, at dødshjælpen ikke levede op til loven.

I alt 6091 personer fik lægens hjælp til at dø i 2016. Men selvom kun en promille af sagerne forbrød sig mod loven, beviser det ikke, at den hollandske model er et sikkert værn mod forkerte beslutninger, mener Scott Kim, seniorforsker ved Afdeling for Bioetik ved den amerikanske forbundsstats forskningshospital National Institutes of Health Clinical Center.

Han har undersøgt 33 sager fra Holland mellem 2012 og 2016, hvor lovens kriterier ikke var opfyldt, og peger på flere årsager til, at ”systemet ikke er betryggende”:

”Det er primært bygget op omkring, hvad lægernes behov er, og ikke hvordan man bedst sikrer, at kun de virkeligt kvalificerede får dødshjælp,” skriver han i en e-mail og tilføjer:

”Folk uden for det hollandske system bør forstå, hvad dette præcis betyder. For jeg mener, at misforståelsen af deres system er udbredt.”

Holland fik i 2002 sin lov om Afslutning af Livet på Begæring og Assisteret Selvmord. Ifølge den er dødshjælp afkriminaliseret på den betingelse, at lægen kan redegøre for, at situationen opfyldte seks kriterier. Når dødshjælpen er udført, skal lægen skrive en rapport til en af fem regionale komitéer, som så afgør, om handlingen levede op til kriterierne.

Lovens hensigt, kriteriernes ordlyd samt modellen med en efterfølgende myndighedsvurdering er alt sammen svagheder, hvad angår patientsikkerhed, mener Scott Kim:

”Kriterierne for, hvem der kan få adgang, er vage. Hollandsk faglitteratur er fuld af udsagn om, at det for eksempel er svært at definere, hvornår en person lider ’ubærligt’, som er ét kriterie. Blandt de sager, vi undersøgte, var der desuden udbredt uenighed blandt forskellige læger, om en patient var kvalificeret eller ej. Det er svært at forestille sig, at det korrekte synspunkt vinder i hver eneste sag, hvor der er uenighed.”

Når først dødshjælpen er udført, er der ringe mulighed for at få feedback på det, der skete, skriver amerikaneren:

”Patienter kan sagsøge, hvis en kirurg amputerer det forkerte ben. En psykiatrisk patient kan appellere, hvis han tvangsindlægges på forkert grundlag. Men der er ikke mange muligheder for feedback til lægen, når en patient dør ved aktiv dødshjælp, og den eneste officielle beskrivelse af sagen kommer fra lægen selv.”

Han konkluderer:

”Alt det gør, at selv om 99,8 procent af alle tilfælde af dødshjælp mellem 2002 og 2016 er vurderet at leve op til loven, er det ikke et troværdigt udtryk for, at kun virkeligt kvalificerede patienter får dødshjælp.”

Men loven opfylder sin hensigt, som er at beskytte lægerne, for kun på den måde får patienterne adgang til en sundhedsydelse, de inderligt ønsker, siger René Héman, formand for Den Kongelige Hollandske Lægeforening.

”Dødshjælp blev også praktiseret i Holland, før vi fik loven. Det var læger og patienter, som ønskede denne lov, ikke politikerne. Og det var lægerne, som skubbede på for at få reguleret en praksis, der allerede eksisterede,” siger han.

Af samme grund afventer han med spænding, om anklagemyndigheden beslutter at rejse sag mod den læge, der gav dødshjælp til kvinden, som strittede imod:

”Jeg håber ikke, at den sag vil ende med en fængselsdom, for det vil begrænse, hvad læger tør gøre.”

Muligheden for fejl må ikke forhindre andre patienters ret til selvbestemmelse, siger han:

”Det er let at pege på de tvivlsomme tilfælde, for de er der jo. Men alternativet er værre: At folk ikke kan være selvbestemmende helt frem til livets afslutning og derfor tvinges til at lide.”

I Danmark er Lægeforeningen imod aktiv dødshjælp. Formanden for foreningens etiske udvalg, Lise Møller, siger:

”Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogle patienter i Danmark, der føler, at det er forkert, at de ikke må vælge den mulighed. Men vi har også eksempler på andre, der havde ønsket, ikke fik det opfyldt og senere er dybt taknemmelige. Vores synspunkt er, at skadevirkningerne ved at træffe forkerte beslutninger er større end fordelen ved at hjælpe de få, der virkelig vil.”

Foto: Anne-Sofie Christensen