Prøv avisen

Holocaust-formidling møder nye udfordringer, efterhånden som vidner forsvinder

Et nyt Holocaust-museum er åbnet i Erfurt i Tyskland. Men Holocaust-formidlingens vigtige budskab møder i dag udfordringer. Foto: MARTIN SCHUTT.

Forskere har i disse år travlt med at indsamle og bevare de personlige beretninger fra holocaust. Det er mulighedens 11. time, vi befinder os i, og vidnesbyrd er essentielle for historieforståelsen, mener forskere

Det er langtfra tilfældigt, at årets tema for den danske Auschwitz-dag i morgen er "Kampen om erindringen". Antallet af nulevende øjenvidner fra Anden Verdenskrig svinder hastigt ind i disse år. Og det skaber nye udfordringer, når historien skal videreformidles til især de yngre generationer, der ikke længere har en bedste- eller oldeforælder til at fortælle.

Det mener blandt andre Tine Brøndum, der er cand.mag. i religionssociologi, ansat ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og en af arrangørerne af temadage for gymnasieelever op til Auschwitz-dagen.

Helt overordnet er eleverne mest interesserede i de personlige beretninger, fortæller hun. De er stille, lyttende og opmærksomme, men efterfølgende også fulde af konkrete spørgsmål som "hvordan har det påvirket dig gennem dit liv", og "hvordan klarede din mor at føde i en koncentrationslejr?".

"Men de, der fortæller deres personlige historier i dag, har i sagens natur været børn under holocaust, og der bliver færre og færre og ældre og ældre øjenvidner. Derfor er vi også opmærksomme på, at vi om ganske få år bliver nødt til at formidle historien om holocaust og dens vidnesbyrd på en anden måde," siger hun.

Et af de steder, hvor man i høj grad også tænker i ikke-direkte mundtlig indsamling og formidling af vidnesbyrd, eksempelvis gennem film og skrift, er på Dansk Jødisk Museum i København. Her har ph.d. i historie og projektleder Sofie Lene Bak blandt andet indsamlet beretninger fra danske jødiske børn, der blev efterladt på børnehjem, inden forældrene flygtede ud af landet.

Havde hun alene skullet gøre det ud fra eksisterende, skriftlige kilder, var antallet nok nået op på cirka 30. Hun endte gennem interview på 137.

"I dag haster det virkelig med at få indsamlet vidnesbyrd, inden vi mister vidnerne. Kloden over smider forskere i disse dage, hvad de har i hænderne, for at nå det i 11. time," siger hun og forklarer, at det store fokus på og bevillinger til forskning i holocaust først rigtig er slået igennem efter 2000.

Og vidnesbyrd er der stadig brug for, understreger Cecilie Felicia Stokholm Banke. Hun er ph.d. i historie på DIIS med ekspertise inden for erindringspolitik og mindekultur i Europa. Helt generelt mener hun, at vidnesbyrd fra enhver historisk begivenhed er vigtige i et dannelsesperspektiv, fordi fortiden hjælper mennesker til at forstå sig selv bedre i nutiden.

"Og de personlige beretninger skal inkluderes i historieformidlinger, fordi oplevelserne under eksempelvis folkedrab er så groteske, at de ellers kan virke uvirkelige, hvis de kun beskrives generelt," siger hun.

Inden for historievidenskab har man også gennem tiden fået et større fokus på og en mere liberal opfattelse af de såkaldte orale (mundtlige) fortællinger, hvilket har udbredt brugen af dem, fortæller Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Man anerkender i højere grad den store formidlingsværdi, der ligger i de fortællinger, man måske rent videnskabeligt ville tilgå med større skepsis. Og samtidig medtager man i dag ikke kun de såkaldte opbyggende for-tællinger.

"Også de negative personlige beretninger er vigtige, så vi lærer at forstå de mekanismer og processer, der ligger bag folkedrab og krige. Så vi undgår gentagelser," siger hun.

dalsgaard@k.dk