Når de kommende generationer skal lære om holocaust, spiller personlige beretninger, ekskursioner til koncentrationslejre og kunstværker, der vækker kvalmen over Andens Verdenskrigs folkemord, en langt vigtigere rolle end historiske fakta.
Sådan lyder budskabet fra to danske eksperter i anledning af Auschwitz-dagen i dag.
– I undervisningen skal Auschwitz behandles som noget, der opleves mere i maven end i hovedet. Det værste, der kan ske, er, hvis holocaust reduceres til en interessant historie, der kan slås efter i et leksikon på linje med det stockholmske blodbad. Det skal vække kvalme, siger Peter Buhrmann, forstander på Højskolen Østersøen i Aabenraa, som har skrevet ph.d.-afhandling om den jødiske digter Paul Celan og brugen af hans poesi i den tyske bearbejdning af holocaust.
Celans mest berømte digt, "Todesfuge" (dødsfuga) fra 1948, er i årtier blevet brugt i undervisningen i Tyskland. Peter Buhrmann påpeger dog, at tyske skoler først fra 1960'erne arbejdede med at tage skylden personligt til sig. Og han mener, at også undervisningen i Danmark bør fokusere på det budskab, at når holocaust kunne ske i Tyskland i 1940'erne, kan det ske hvorsomhelst for hvemsomhelst.
– Det er for primitivt, hvis holocaust ses som et isoleret tysk problem. For ethvert tænkende menneske rummer bevidstheden om holocaust en grundlæggende skam over at være menneske, siger Peter Buhrmann.
Han mener, at kunsteren Marco Evaristtis kontroversielle kunstværk "Rolexgate", fremstillet af guld fra kz-fangers guldtænder, kan have en gavnlig effekt, netop fordi det vækker kvalmen.
Andreas Rasch-Christensen er videncenterleder ved VIA University College og har skrevet ph.d.-afhandling om historieundervisning. Også han hæfter sig ved, at personlige og følelsesladede fortællinger er afgørende. Blandt andet fordi de ikke alene gør historien levende, men også får eleven til at tænke: "Det kunne være mig". Netop dette sigte med holocaust-undervisningen har altid været vanskeligt at opnå, påpeger Andreas Rasch-Christensen med henvisning til en tysk bog fra 2003, "Opa war kein Nazi" (Bedstefar var ikke nazist) af Harald Welzer. Bogen bygger på 40 familiesamtaler og 142 interviews og konkluderer, at nok anerkendes jødeudryddelsen i tyske familier, men børn og børnebørn anerkender ikke, at deres egen familie var involveret.
– Især i forhold til de små elever er det vigtigt, at undervisningen får fortællingens karakter. Derfor er det fornuftigt, når man i forbindelse med Auschwitz-dagen overlader ordet til Bent Mechior, Herbert Pundik eller andre, der kan fortælle personligt, siger Andreas Rasch-Christensen, som derimod ikke ser den store værdi i Evaristtis kunstværk.
– Hvis man udstillede guldtænderne, ville det tjene som vidnesbyrd. Men jeg har svært ved at se nytten af et kunstværk, der er skabt for at chokere. Det svarer til at udstille udstoppede hundehvalpe for at agitere for dyrevelfærd.
mikkelsen@kristeligt dagblad.dk
