”Aldrig!”, svarer Peter Bavnshøj lidt bestyrtet til spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde har klasket en irriterende bi med avisen.
Måske var svaret også givet lidt på forhånd, for historiker og middelalderarkæolog Peter Bavnshøj har netop lagt sidste hånd på en diger kærlighedserklæring til det lille dyr med den store betydning.
Bogen ”Biavlens kulturhistorie i Danmark” handler om honningbien fra bronzealderen til i dag, hvor det tætte bånd mellem menneske og bi er ubrydeligt. Den glade side af det faktum er, at mennesker gennem årtusinder har behøvet bier og stadig gør det. Den triste er, at honningbier i 1980’erne blev angrebet af en parasit ved navn varroa, som de ikke selv kan bekæmpe.
Så ringen er sluttet, uden honningbier ingen biavlere, og uden biavlere ingen honningbier.
Selv holder Peter Bavnshøj ikke bier, men har altid været fascineret af samarbejdet mellem insekt og menneske – og han kunne godt finde på at blive ”en ældre herre med slør om hatten”, når han en dag går på pension fra sit arbejde som museumsinspektør ved Det Grønne Museum på Djursland.
”Hele honningbiens univers fascinerer mig, hvordan deres samfund er indrettet, og hvordan mennesker har arbejdet med dem gennem århundreder, og hvad deres honning har betydet for os som sødestof. Bare tænk på den lykke, honning har gjort i en husmandsfamilie, som ikke bare kunne købe et kilo stødt melis ved købmanden.”
Fremtidige skrækscenarier om, hvad der sker med kloden, hvis bierne dør, er biologerne bedre til at udtale sig om, og som historiker og middelalderarkæolog ser Peter Bavnshøj sig i stedet over skulderen og tilbage i tiden, når han skriver om bier.
I arbejdet med bogen, som har taget årevis, er det, der har overrasket ham mest, at biavl så længe har været så udbredt i Danmark. Men så kom sukkerroen.
”Op gennem 1800-tallet begynder sukkerroer at få udbredelse, kulminerende i 1870, hvor vi får de danske sukkerfabrikker. Sukker er pludselig noget, alle kan købe, og i nyere landbrugshistorien er biavl derfor ikke noget, man beskæftiger sig meget med,” fortæller Peter Bavnshøj.
Men så er det, at helt andre samfundsgrupper tager biavlen til sig som hobby: Skolelæreren, håndværkeren på landet – og præsten.
”I slutningen af 1800-tallet er præster meget interesserede i landbrugsforhold, nye afgrøder, frugtavl og bier. Et eksempel på det er Steen Steensen Blichers far Niels Blicher, som var præst i Vium i Midtjylland og en ivrig bi-mand. Bier var i det hele taget noget, der lå præster på sinde. De var belæste folk, som fulgte med i, hvad der skete i den store verden og kunne omsætte den viden til det, der skete uden for deres egne vinduer. Og så var de jo også afhængige af indtægter fra præstegården,” siger Peter Bavnshøj.
Måske kan det også være meget nyttigt at pusle om et bistade, mens man tænker over søndagens prædiken?
”Man skal i hvert fald være en tålmodig sjæl. Stress forplanter sig lynhurtigt til bier. Jeg tror, at hobbyen tiltaler mennesker, der har en eller anden grundro over sig. I Bibelen er bier og honning jo også nævnt flere steder, ligesom bier er en del af vores sagnstof og sangskat,” siger Peter Bavnshøj.
Også i dag er bier en del af tidsånden, og selv byboere er med på biavl. I baggårde og på tagterrasser sættes der stadigt flere bistader op.
”Bier signalerer, at vi vil gøre noget for naturen, og at vi gerne vil leve bæredygtigt og være mere selvforsynende. De værdier repræsenterer bier,” siger Peter Bavnshøj.
Set med den lille lodne fætters egne fem øjne, er det et slidsomt liv at være bi. For med mindre man er dronningen eller ansat ved hoffet som dronebi, er det et livsvilkår at slide sig selv op på fem uger – endda med et jobskifte undervejs: Man begynder som vagtbi, og derefter er det ud og samle nektar.
”Enkelte arbejdsbier overvintrer sammen med dronningen, så de er klar til arbejdet i foråret, men resten dør i tjenesten. Det er lidt barsk, de knokler løs,” siger Peter Bavnshøj med deltagelse i stemmen.
Det er sjældent, at bier ”går på mennesker”, siger han, men hvis man kommer til at klemme dem, kan de godt finde på at stikke. Så hvad gør han, når der slipper en honningbi ind i stuen om sommeren?
”Åbner døre og vinduer, og lemper den lige så forsigtigt ud igen. Men er det en hveps, klasker jeg den måske nok med avisen,” siger Peter Bavnshøj.
