At hoppe i bølgen blå er godt for krop og sjæl

2018 har hidtil budt på mange officielle sommerdage med temperaturer over 25 grader, og DMI lover, at endnu flere er på vej. Det trækker danskerne til stranden for at bade, og vi kan glæde os over, at et dyp i det saltede og kølende vand – hele året rundt – både tyder på at være godt for vores fysiske og psykiske helbred

 I Amager Strands lagune, ikke langt fra badeanstalten Helgoland, leger Nicholas og Jessica med deres mor, Maya Dyrvig Foder, i det lave vand. –
I Amager Strands lagune, ikke langt fra badeanstalten Helgoland, leger Nicholas og Jessica med deres mor, Maya Dyrvig Foder, i det lave vand. – . Foto: Leif Tuxen.

I en alt for stor, gul institutionsvest hopper en lille pige begejstret op og ned i Amager Strandparks varme, hvide sand. Hovedet virrer utålmodigt, fordi hun forsøger at få et glimt af det blå havvand bag sig, som hun tilsyneladende ikke kan vente med at få lov at pjaske rundt i sammen med de andre børnehavebørn – hvis ellers pædagogen, der forsøger at give hende badetøj på, kan få hende til at stå stille. Klokken er endnu ikke blevet 11 om formiddagen, men den varme sol bager allerede ned på børnehavebørnene og de mange andre københavnere, der fylder godt op ved det moderne strandanlæg på Københavns største strand. Det ser ud til at blive endnu en af de mere end 30 dage med 25 grader i 2018.

Med de historisk mange sommerdage er det danske sommervejr for en gangs skyld værd at skrive hjem om – eller rettere sagt; værd at blive hjemme i. Det er den type sommerdag, hvor selv den mest forsigtige sopper kan lokkes til dyppe hele kroppen i det kølige, saltede vand.

”Normalt bader jeg kun, når vi holder ferie i Grækenland, men i år synes jeg, det er varmt nok til at hoppe i herhjemme,” siger 63-årige Susanna Dyrvig Foder, der er på stranden sammen med sine børnebørn, Nicholas og Jessica, som har fundet en lille bugt med vand i børnehøjde.

Deres mor, 37-årige Maya Dyrvig Foder, er på vej op ad vandet, hvor hun tager plads på tæppet ved siden af sin mor.

”Jeg må indrømme, at jeg også er lidt pivet, hvis vandet er for koldt. Da jeg var barn kunne jeg altid bade, men nu skal vandet helst være mindst et par og tyve grader varmt, før jeg hopper i. Så lige nu er det perfekt,” siger hun.

Også veninderne Esther Penthien og Natasha Beckerlee, der begge er 29 år, er taget til Amager Strandpark i dag, og de er ikke i tvivl om, at de skal mere end at solbade.

”Jeg skal bare i vandet, uanset hvor koldt det er. Jeg kan bade alle steder, næsten hele året rundt. Desuden er det den bedste kur mod tømmermænd, så det tip er hermed givet videre,” siger Esther Penthien.

Natasha Beckerlee er lidt mere forbeholden.

”Jeg bader ikke så tit, men jeg har da været i vandet et par gange i år. Det skal helst være ret varmt, hvis jeg skal have lyst til at gå i. Men jeg giver Esther ret i det med tømmermændene. Vi har da også været ud at bade 1. januar et år, og det var fedt,” siger hun.

Og selvom nogle er mere forsigtige end andre, så er det ikke overraskende, at mange kan lide at gå i vandet. Der er nemlig videnskabelige indikationer på, at en tur i bølgen blå har en god virkning på vores fysiske og mentale helbred, mener Jørgen Serup, der er overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i København.

Videnskaben kender ikke præcise svar på, hvorfor mange af os godt kan lide at bade, understreger Jørgen Serup, men der findes gode, kvalificerede gæt med biologiske afsæt.

”Der kan være god grund til at tro, at badning er afstressende. For det første af den simple grund, at vi glemmer alle de ting, der bekymrer os til daglig. Vi rykker ved grænserne for, hvad vi normalt foretager os, og derfor koncentrerer vi os kun om den opgave, det er at komme ned i vandet. De fleste vil nok også synes, det føles rart at blive omklamret af vandet og dets bløde bevægelser. Jeg vil mene, at det kan sammenlignes med den måde, man kæler for sin kæreste eller sine børn på.”

”Der kan også skyldes vores urinstinkter. Mennesket stammer oprindeligt fra havdyr, ligesom vi tilbringer de første ni måneder af vores tilværelse i vand i mors mave. Og vandet inde i vores kroppe består af 0,9 procent saltvand, så derfor er det faktisk også mere naturligt for kroppens celler at bade i saltvand end i ferskvand,” fortsætter Jørgen Serup.

Derudover er det helt sikkert, at motion i vand er meget sundt for det fysiske helbred. Svømning, vandgymnastik og anden fysisk udfoldelse i vand medfører bevægelser, som er skånsomme for kroppens muskler og led – men det kræver selvsagt mere end et hurtigt sommerdyp at opnå en effekt.

69-årige Dorrit Erlandsson, der også er taget til Amager Strandpark denne formiddag, er sådan en motionsbader, og dagen i dag står på 400 meters svømning.

Men faktisk foretrækker Dorrit Erlandsson at bade om vinteren, når der ligger is på badebroen. Hun er vinterbader og medlem af bestyrelsen i den over 100 år gamle badeanstalt Helgoland, hvis mintgrønne træbygninger stadig står i det moderne strandanlæg på Amager Strand.

”Jeg er vild med den måde, som blodet pisker rundt i kroppen på, når man kommer ned i det iskolde vand,” siger Dorrit Erlandsson.

Vinterbadning er da også blevet lidt af en trend blandt danskerne. Det kan mærkes i badeklubben på Helgoland, som har omkring 5000 medlemmer og lange ventelister.

Hvorfor så mange holder af at vinterbade er heller ikke entydigt videnskabeligt bevist, fortæller Bo Belhage, der er ekspert i vinterbadning og overlæge ved Bispebjerg Hospital. Men hans bedste bud, efter at have forsket omfattende i fænomenet, er indtil videre dette:

”Når vi hopper i iskoldt vand, skriger og hyler alle vores muskler, led og sener for at få det til at holde op med at gøre ondt. Kroppen tror faktisk, den er ved at dø. Og for at kunne holde det ud, så frigives der morfinlignende stoffer til hjernen, som giver os en slags rus. Derfor kan man godt tale om, at det til en vis grad er sundt for det mentale helbred, men det skyldes nok også, at der ofte er socialt samvær forbundet med vinterbadning.”

Og netop det sociale samvær er vigtigt for Dorrit Erlandsson.

”Det er næsten det bedste ved det. Vi har et skønt fællesskab, og det savner jeg virkelig, når det bliver sommer, og der er åbent for alle.”