Hos ”Sig det til nogen” fik Anne hjælp til at forstå, hvad hun har været udsat for

I 20 år troede Anne, at hun var skør. Indtil det fældende bevis kom en sensommerdag

I 20 år havde Anne det, som om hun gik på æggeskaller. Men alligevel havde hun svært ved at sætte en finger på, hvad der var galt. – Illustration: Rasmus Juul Pedersen.
I 20 år havde Anne det, som om hun gik på æggeskaller. Men alligevel havde hun svært ved at sætte en finger på, hvad der var galt. – Illustration: Rasmus Juul Pedersen.

Anne sidder i en stor, sort lænestol i et lille lyst rum på en hemmelig adresse på Sjælland. På en tavle bagved har hendes psykolog, Therese, tegnet en spiral med sort tusch. Voldsspiralen. Det er et psykologisk værktøj, der viser, hvordan et voldeligt forhold udvikler sig. Der er 10 punkter. Det første er ”forelskelse” og det sidste er ”tab af egne værdier”.

I dag sidder Anne roligt og ser på den, men første gang, en rådgiver fra ”Sig det til nogen” viste hende den for to år siden, brød hun sammen.

”Det var så utroligt forløsende at kunne forstå noget, jeg i 20 år ikke har kunnet sætte en finger på,” siger hun.

”Sig det til nogen” er et rådgivningstilbud for voldsramte kvinder og deres pårørende. Før det blev til i 2018, var det eneste, krisecentrene kunne tilbyde, at kvinderne rykkede rødderne op og flyttede fra deres hjem og hverdag. Men det ville Anne aldrig have gjort.

“Jeg så det slet ikke som en mulighed,” fortæller hun.

For da Anna søgte hjælp hos ”Sig det til nogen”, havde hun ikke en oplevelse af, at det, hun havde været udsat for, var slemt. Som hun siger:

“Jeg blev jo ikke slået.”

Men i dag har Anne PTSD-symptomer på grund af den psykiske vold, som hendes eksmand udsatte hende for. Hun har flashbacks, mareridt, søvnbesvær og kan ikke koncentrere sig, og så har hun svært ved at huske, præcist hvad der er sket.

Det er derfor, at Therese er med i dag. Hun skal hjælpe Anne med at huske alt det, Anne har fortalt til terapi.

For det vil Anne.

”Jeg vil fortælle min historie, med det håb at den kan hjælpe andre til at genkende tegnene,” siger hun.

Det hele begyndte med en forelskelse. Anne var 18 år, da hun mødte den jævnaldrende Kim. Fra starten var der en ubalance. Kim vidste lige, hvad han ville. Han ville have Anne, børn og et hus. Og så vidste han, hvad han ville arbejde med. Anne var mere i tvivl, men fik benene fejet væk under sig af den målrettede Kim, der gav hende røde roser og store kærlighedserklæringer.

Men allerede efter et år som kærester begyndte Anne at mistænke Kim for at skjule noget.

Hun fandt ud af, at han havde skrevet med et par på nettet.

”Der stod noget med, at de ledte efter en ’husven’, og han skrev og spurgte, hvornår han skulle komme forbi,” fortæller hun.

Der var et klart tillidsbrud. Men Kim nægtede, at han kunne finde på at gøre noget i virkeligheden. Det var bare for sjov. Og så vendte han det mod hende. Hun skulle ikke være så sensitiv.

Det var første gang, at Kim fik Anne til at føle, at det var hende, der var forkert, selvom Anne inderst inde vidste, det var ham.

De kommende år skete det igen og igen. Anne afslørede Kim i at skrive på nettet og på mobilen. Fandt kondomer i hans bil og sexlegetøj gemt i huset. Men hver gang vendte han det mod hende. Hun var oversensitiv, og desuden havde han det svært, sagde han. Han syntes, at livet var hårdt, og nogle gange talte han om, at han ikke ville leve længere. Selvom Anne ikke troede sådan rigtigt på, at han ville tage livet af sig, fik det hende til at tage ekstra hensyn til ham.

“Det var som at gå på æggeskaller,” fortæller hun.

Samtidig med at Anne indordnede sig efter Kim, blev hun til en ”detektiv”, som hun siger. Hun ledte efter det fældende bevis, der ville vise, at hun ikke var oversensitiv, men havde ret i sin fornemmelse af, at der var noget helt galt.

I 2009 gik hun ned med stress. Dengang tæn kte Anne, at det var, fordi hendes arbejde var for krævende. Kim begyndte at bruge det mod hende.

Han fortalte hende, at hun ikke kunne finde ud af noget. Det var ham, der tjente pengene, og hun var bare hjemme hele dagen og lavede ingenting.

Men andre gange kunne han være sød og romantisk. Fortælle hende, at hun var hans livs lys.

Therese peger på det første punkt i voldsspiralen og siger:

”Ofte er man så påvirket af forelskelsesfasen, at man ikke kan stoppe forholdet, selvom det har udviklet sig til et forhold, hvor psykisk vold er normalt.”

Anne nikker. I alle årene fortalte hun ikke til nogen, hvad der virkelig skete derhjemme. Det var for svært at forklare, og hun var heller ikke sikker på, at det var hende, der havde ret. Måske var det bare noget, hun bildte sig ind. Måske var det virkelig hende, der var noget galt med.

Det bevis, Anne havde ledt efter i flere år, kom en sensommerdag, nogle år efter at hun var blevet sygemeldt.

Hun var højgravid med deres tredje barn.

”Jeg følte, at alt røg ud af mig,” siger Anne og fejer sine hænder fra brystet og ned mod gulvet.

”Min barn, alt. I mit hoved havde jeg et billede af, at min krop blev reduceret til en pøl af blod,” husker hun.

Da hun blinkede med øjnene, var hun overrasket over, at hun stadig fandtes. Stadig stod i stuen i deres fælles hjem.

Fra en tredjepart havde hun fået at vide, at Kim var far til et andet barn.

Da hun konfronterede ham med det, nægtede hans først.

“Jeg har bare været donor,” sagde han.

Anne blev desperat. Hvad hvis hans mærkelige forklaring ville ødelægge hendes bevis? Hun havde troet, at det endelig stod klart, at han havde gjort noget forkert, men nu blev hun i tvivl igen.

I dag kan hun godt høre, at det lyder skørt. For det havde også været et kæmpe tillidsbrud, hvis han havde været donor.

Men Kim indrømmede, at han havde haft en affære. Og han lovede ikke at se den anden kvinde igen. Endnu en løgn.

”Jeg blev ved med at kæmpe for, at forholdet skulle fungere. Vi gik i parterapi, hvor han talte om, hvor hårdt han syntes, det var, at ingen tog sig af ham eller spurgte ham, hvordan han havde det. Nu kan jeg godt se, hvor langt ude det var, at jeg ikke bare gik fra ham. Men dengang kunne jeg ikke mærke mig selv, efter alle de år hvor mine grænser langsomt var blevet rykket mere og mere,” fortæller Anne.

De blev først skilt et år efter. Kim fandt sammen med den anden kvinde.

”Jeg har ondt af hende. Jeg ved, at hun har mistet tætte venner, fordi de har sagt, at han ikke er en god mand.”

På tavlen under den tegnede spiral har Therese skrevet et ord, som betyder meget for Anne. Sorg.

Udover at hendes stress med stor sandsynlighed skyldes den psykiske vold, hendes mand udsatte hende for, og at hun lider af PTSD-symptomer, så er det sorg, der fylder meget for hende.

Sorg over at hendes eksmand ikke er sådan en, man kan ringe til, når deres fælles børn vil tale med deres far.

”Jeg kan ikke bare ringe, for jeg kan ikke vide, om der sker et eller andet ubehageligt.”

Sådan er det stadig. Anne bliver bange, bare hun skal skrive og spørge, om ungerne har brug for at få regntøj med. Bange, hvis hun har klippet deres hår. For hun ved ikke, hvordan han vil reagere. Sidst truede han med at klippe dem skaldede. Og det kan stadig give rysteture, når hun ser Kims bil.

Da interviewet er færdigt, bliver Therese og Anne tilbage i det lyse rum.

”Jeg skulle lige have en grædetur. Jeg har stadig meget at arbejde med. Men det hjælper at tale med nogen,” fortæller Anne et par dage efter.

Anne og Kim er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med deres virkelige identitet.