Hospicer vil styrke muligheden for at dø hjemme

Hospice Forum Danmark vil oprette daghospicer, hvor døende får hjælp et par gange om ugen, men samtidig lever den sidste tid hjemme blandt pårørende. Kræftens Bekæmpelse og ekspert i smertelindring er skeptiske

Der findes i dag 17 hospicer i Danmark og 26 palliative - smertelindrende - team, som kan tage ud til folks hjem, men der findes intet daghospice, hvor folk kan komme på dagsbasis.
Der findes i dag 17 hospicer i Danmark og 26 palliative - smertelindrende - team, som kan tage ud til folks hjem, men der findes intet daghospice, hvor folk kan komme på dagsbasis. Foto: Meier, C.

Når de fleste danskere helst vil dø i hjemmet, er det på høje tid at lave en hospiceordning, der giver de bedste muligheder for det ønske. Det mener landsorganisationen Hospice Forum Danmark, der i weekenden holdt generalforsamling og årsmøde i Odense. Organisationen arbejder på at forbedre vilkårene i Danmark for uhelbredeligt syge og døende mennesker samt deres pårørende.

LÆS OGSÅ: Døende rækker ud efter troen

En måde at gøre det på er at oprette såkaldte daghospicer eller ambulante hospicer, hvor alvorligt syge kan komme et par gange om ugen, men derudover leve den sidste tid i hjemmet, siger Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark.

Der findes i dag 17 hospicer i Danmark og 26 palliative smertelindrende team, som kan tage ud til folks hjem, men der findes intet daghospice, hvor folk kan komme på dagsbasis.

Vi ved fra flere undersøgelser, at de fleste danskere helst vil dø hjemme. Derfor er det på tide, at vi får oprettet ambulante hospicer, hvor folk kan komme to gange om ugen og få medicin, have socialt samvær og for eksempel tale med en psykolog eller præst, mens de pårørende får tid til at gøre noget andet. Det ville betyde, at flere pårørende ville kunne magte at have den døende derhjemme. Vi ville samtidig spare en hel masse indlæggelser på hospicer og hospitaler, fordi mange flere ville være trygge ved at være hjemme, siger Tove Videbæk.

Grunden til, at man ikke tidligere har lavet sådan en ordning, er ifølge Tove Videbæk, at hospicebevægelsen i Danmark er ret ny, det første hospice åbnede i 1992, og at der indtil for ikke længe siden herskede et enormt tabu omkring døden og dermed også omkring dødshospitalerne, hospicerne.

Derfor tror jeg, vi er kommet bagefter de andre lande. I England og andre lande fungerer det allerede i allerhøjeste grad. Nu skal vi først og fremmest kæmpe en politisk kamp for at få afsat ressourcer til daghospicer på finansloven, og jeg vil tage kontakt til de relevante politikere, siger hun.

Som Kristeligt Dagblad skrev for nylig, bliver døende kræftpatienter henvist meget sent til smertelindrende behandling. Et dagtilbud som det, Hospice Forum Danmark nu vil arbejde på, kunne muligvis være med til at styrke en tidligere behandling af de døende. Alligevel er direktør for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen skeptisk.

Det er et spændende forslag. Jeg kan godt forstå, at Hospice Forum Danmark er opmærksom på det her, fordi der er områder i landet, hvor der ikke er en organiseret palliativ indsats. Men det vigtigste er først og fremmest, at alle får adgang til en specialiseret palliativ indsats, hvor team kan tage hjem til folk eller vejlede de praktiserende læger. Det ville i langt de fleste tilfælde kunne løse opgaven. Men sådan er det desværre ikke i dag, og det skal vi først og fremmest bruge ressourcerne på, siger Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer:

Når jeg er en lille smule forbeholden, er det også fordi, vi har placeret de fleste hospicer der, hvor der ikke bor så mange. Bruger af daghospicetilbud risikerer derfor at skulle køre halve eller hele timer frem og tilbage. Så må man spørge, om man ikke kunne hjælpe de alvorligt syge og de pårørende bedre.

Samme forbehold lyder fra Tove Vejlgaard, overlæge, formand for dansk selskab for palliativ medicin og leder af palliativt team i Vejle:

Vi har ikke ubegrænsede ressourcer i dansk sundhedsvæsen, og vi ved, at patienter bliver henvist til palliative tilbud meget sent. Det vigtigste er derfor, at vi får en så tidlig palliativ indsats som mulig og til så mange som muligt. Hvis vi skal nå så mange som muligt, så skal hjælpen ligge nær sygehusene. Det er den vigtigste opgave i forhold til den palliative indsats i Danmark. Der tænker jeg nok, at man skal tænke sig ekstra om, hvis man vil bruge penge på at lave dagtilbud på de hospicer, der eksisterer i forvejen.