Hospitaler presses af flere akut syge borgere

Afviklingen af venteliste efter coronapandemien og sygeplejerskestrejken rammes af akut pres på hospitalerne.

De danske hospitaler har haft en mere travl august og september end normalt med usædvanligt mange akut syge borgere.

Det viser nye tal fra Danske Regioner, skriver Politiken.

Eksempelvis har 43 procent flere ringet til 112 i Region Midtjylland i forhold til de samme to måneder for to år siden.

I Region Nordjylland har der været 15 procent flere ophold i akutmodtagelsen, mens Region Hovedstaden har haft 181 indlagte børn mod færre end fem i 2019.

- Vi er i en særlig og ekstraordinær situation. Det er over hele linjen, dog i varierende grad, at der er det her akutte pres, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner og formand for Region Syddanmark, til Politiken.

Hun fortæller videre, at det varierende pres ikke kan forklares, men "at vi har væsentlig flere akutte patienter i hele landet".

Det store pres på hospitalerne betyder, at de lange ventelister efter coronapandemien og sygeplejerskestrejken ikke er ved at blive afviklet på nuværende tidspunkt.

Stephanie Lose kan heller ikke garantere, at ventelisterne bliver kortere inden for få måneder, lyder det i avisen.

Det skyldes blandt andet også, at der ikke er stor lyst til overarbejde blandt primært sygeplejerskerne, uddyber hun.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyser til Politiken i et skriftligt svar, at regeringen har sikret, at regionerne "har midlerne" til at få nedbragt ventelisterne. Men anerkender, at det bliver "vanskeligt".

Tal fra Danske Regioner viser også, at der de sidste to måneder har været flere henvisninger til privathospitaler end for to år siden.

Er der eksempelvis ventetid på mere end en måned på behandling i det offentlige sundhedssystem, kan man blive henvist til det private.

Antal ansatte på hospitalerne er i den toårige periode steget i alle medarbejdergrupper, viser desuden tallene fra Danske Regioner.

/ritzau/