Prøv avisen

Hospitaler spillede nøglerolle ved jødernes redning i 1943

Selvom det store symbol på redningen er en fiskekutter fra Gilleleje, Helsingør eller Dragør, så spillede læger og andet personale omkring tre københavnske hospitaler en absolut nøglerolle i den omfattende og velgennemførte logistiske planlægning, som gjorde det muligt at redde så mange.

Ifølge historiker var redningen af de danske jøder for 75 år siden ikke kun udtryk for danskernes spontane hjælpsomhed. Der stod også et dygtigt planlægningsarbejde bag, centreret omkring ansatte ved tre hospitaler

Den 91-årige Anna Grüner husker, at hendes families liv blev reddet af, at en overlæge i 1943 tilfældigt så, at hendes lillebror var omskåret.

”Inden flugten til Sverige boede vi ved Søerne i København. Den dag havde nogle ældre børn smidt min lillebror Louis i vandet for at få et stykke legetøj, han havde. Han blev reddet af nogle forbipasserende og kom på børnehospitalet. Her så overlægen, at han var omskåret, og forstod, at det var et jødisk barn. Da min far nåede over på hospitalet, sagde lægen, at vi skulle væk øjeblikkeligt,” fortæller Anna Grüner, som husker, at overlægen lovede, at han nok skulle sørge for, at hele familien blev hjulpet over Øresund.

Hun husker også, at han gav hendes far flere tusinde kroner og telefonnummeret til den mand, der skulle stå for transporten:

”Jeg kan ikke huske, hvad overlægen hed, men jeg ved, at da vi kom hjem, gik min far op til ham og takkede. Det var mange penge, han lagde op, forstår du. Og vi havde ingen anelse om, at man skulle væk,” siger Anna Grüner, som i dag bor i Malmø og jævnligt holder foredrag om sine oplevelser.

For 75 år siden, i oktober 1943, lykkedes det cirka 7000 danske jøder at redde sig til Sverige i stedet for at blive arresteret af tyskerne og sendt til kz-lejren Theresienstadt. Mange danskere hjalp. Men selvom det store symbol på redningen er en fiskekutter fra Gilleleje, Helsingør eller Dragør, så spillede læger og andet personale omkring tre københavnske hospitaler en absolut nøglerolle i den omfattende og velgennemførte logistiske planlægning, som gjorde det muligt at redde så mange.

Det siger Magnus Panduro Juhl, historiker og tidligere museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum. Han arbejder på en bog, som giver den første samlede historiske fremstilling af Lægeorganisationen, som var navnet på dette samarbejde.

”I den brede offentlighed er de små fiskerlejer løbet med opmærksomheden omkring jødernes redning. Jeg beskæftiger mig med det omfattende arbejde, som hurtigt kom i stand på de københavnske hospitaler, hvor læger og sygeplejersker gik sammen om at skjule jøder, blandt andet ved at indlægge dem under ikke-jødiske navne,” fortæller Magnus Pan-duro Juhl.

Den tyske jødeaktion blev gennemført den 1. og 2. oktober 1943, men allerede den 28. september sivede et rygte derom fra den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best via hans medarbejder Georg Duckwitz til centrale medlemmer af Socialdemokratiet og videre til de danske jøder. Dette muliggjorde, at Lægeorganisationen på kort tid kunne etablere sig som et samarbejde mellem flere hundrede mennesker på særligt Bispebjerg Hospital, Kommunehospitalet og Blegdamshospitalet i København.

”Lægerne var tidligt aktive med at hjælpe jøder, og de første falske indlæggelser fandt sted allerede inden jødeaktionen. Men det var først i anden uge af oktober, at hjælpearbejdet for alvor blev sat i system, og nogle store flygtningetransporter blev arrangeret. Det var en vigtig faktor, at Lægeorganisationen fik forbindelse til Akademisk Skyttekorps, som stillede 200 mand til rådighed. En anden vigtig faktor var, at lægerne havde tæt kontakt til de andre hjælpegrupper, så oplysninger, penge og flygtninge frit udveksledes grupperne imellem. Denne organisatoriske side af hjælpearbejdet er en af de vigtigste grunde til, at redningsaktionen blev så stor en succes,” forklarer Magnus Panduro Juhl.

Han har i 2017 skrevet speciale på Københavns Universitet om jødernes hjælpere i den danske befolkning og konkluderer på den baggrund, at både høj og lav, unge og ældre, mænd og kvinder bidrog, og at selvom nogle fortsatte med at udføre illegalt arbejde, så vendte langt de fleste tilbage til hverdagen. Også Lægeorganisationen ophørte efter denne ene, veludførte aktion.