Prøv avisen

Hård kampagne får mange ofre frem

Offerrådgivningen kører for tiden en hård og kritiseret kampagne - som virker

Af Jens Lenler

På de første billeder ligger gråvejret tungt over en flisedækket indkørsel. En garage står gabende tom, bortset fra en barnevogn.

Så skifter scenen til køkkenet. En slank lyshåret kvinde står ved et bord. Hun smiler. Hun bukker sig og sætter noget i ovnen eller i et skab. Hun hører en bil, og hendes ansigt stivner.

Hun åbner gadedøren. Og mens skæbnemusikken buldrer, og to politibetjente går mod hende med triste ansigter, og hendes mund fortrækker sig i angst og smerte, toner en tekst frem på skærmen - et budskab af den slags, der springer i øjnene, til de løber i vand:

»Hvad gjorde du, sidste gang din familie blev dræbt i en ulykke«.

Den lille film ruller for tiden over danske fjernsynsskærme. Den reklamerer for Offerrådgivningen, og mange vil nok mene, at den balancerer på grænsen til, hvad man kan tillade sig etisk. Men den virker.

Knap 200 ofre har foreløbig ringet til det nye landsdækkende nummer, som Offerrådgivningen introducerede med sin kampagne i denne måned.

- Vi er meget tilfredse med den måde, det er startet på. Nogle ringer godt nok og skælder ud, fordi filmene minder dem om noget ubehageligt. Men så viser det sig, at de faktisk har behov for at snakke om deres egne oplevelser som ofre. Og det er meget ofte ting, der ligger langt tilbage i tiden, siger Inge Christensen, der er formand for sammenslutningen af offerrådgivninger i Danmark.

Selvmord

Offerrådgivningen åbnede i 1997, da Folketinget vedtog den såkaldte voldspakke - blandt andet for at bedre forholdene for ofre, der følte sig overladt til sig selv i retssystemet. De lokale offerrådgivninger bygger på frivillige, der holder telefonvagt på skift, og som politiet henviser til eller tilkalder.

Da psykologistuderende Henrik Lyng for fire år siden meldte sig som frivillig, holdt han telefonvagt hver femte uge i hovedstadsområdet sammen med en håndfuld andre rådgivere. Hans første opgave blev at rådgive mennesker, der havde mistet et familiemedlem ved et selvmord.

Rådgiverne tilbyder at tage ud til familier personligt - også om natten. Pludselig sad han hos endnu en selvmordsfamilie. Samme uge støttede han et barn, der var blevet forulempet på vej hjem fra skole.

- Det var meget forskellige opgaver. Nogle gange kommer man i tvivl, om man skulle have gjort noget anderledes. Så taler man det igennem på møder i gruppen og støtter hinanden, siger han.

Offerrådgivningens frivillige er typisk psykologer, sygeplejersker, jurister, lærere, socialrådgivere eller andre, der arbejder med mennesker. Alle lærer psykisk førstehjælp og får et firedages kursus, der ruster dem til arbejdet i rådgivningen. Dertil kommer videreuddannelse.

Ofrene har indtil nu ringet til lokale rådgivninger. Men den nye kampagne præsenterer et landsdækkende nummer og når ud til en bredere kreds.

- Det udløser noget i folk, når de ser reklamerne. Mennesker ser en vej ud af ulykker som vold i parforhold, seksuel udnyttelse, overfald, de aldrig har fået anmeldt og andre oplevelser, siger Winnie Walløe, der tager imod på det landsdækkende nummer.

Hun henviser til professionel hjælp, der passer til ofret. Eller også tilbyder hun hjælp fra lokale offerrådgivere som Henrik Lyng. Hun taler med mennesker i alt fra fem minutter til et par timer.

Knubs

Offerrådgivningen har fået nogle offentlige knubs for sin kampagne. I en af reklamerne står en kvinde og tager bad under bruseren med den tilhørende tekst:

»Hvad gjorde du sidste gang du blev voldtaget«.

Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet kritiserede reklamen, fordi man netop ikke skal tage bad, når man er blevet voldtaget - og i øvrigt melde sig straks.

- Vi ville altid opfordre et voldtægtsoffer til at melde sig på centret. Men nogle er utrygge ved at ringe først til politiet. Og mange henvendelser, vi får på grund af kampagnen, kommer fra folk, der har oplevet noget for et stykke tid siden, siger landsformand Inge Christensen.

Offerrådgivningens kampagne er støttet af Reklame for Alvor, der hvert år giver en kampagne til en velgørende organisation uden penge til at markedsføre sig. Inge Christensen har selv været med til at godkende reklamerne.

- Jeg forstår, hvis nogen synes, de virker voldsomme, men vi ser, at de kommer igennem med budskabet. Man ser langt værre billeder på tv og i formiddagsaviser, og der står ikke et nummer nedenunder, man kan ringe til, siger hun.

lenler@kristeligt-dagblad.dk

fakta

Offerrådgivningen har omkring 350 frivillige. Telefonnummeret er 72 21 72 21.