I denne artikelserie opruller Kristeligt Dagblad historien om den syriske flygtnings liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Dette er første afsnit. Andet afsnit kan læses her og tredje afsnit her.
Det var, som om Huda Ali Ahmad trak sig, når veninderne spurgte ind til hendes afdøde mand.
De vidste, at han var faldet i den syriske borgerkrig. Og at det primært var derfor, Huda Ali Ahmad var flygtet til Danmark med deres lille søn og tvillingerne, som hun på det tidspunkt var gravid med. Men det var stort set også det eneste. Huda Ali Ahmad opførte sig ganske vist, som det forventes af en arabisk enke. Hun klædte sig ikke udfordrende, og hun forsøgte så vidt muligt at undgå at være alene i andre mænds selskab.
Intet tydede dog på, at hun ligefrem sørgede.
I lejligheden i Langeskov på Østfyn hang ingen billeder af den afdøde ægtemand, og når der en sjælden gang imellem blev spurgt ind til manden, omtalte hun ham aldrig ved navn. Det virkede snarere, som om Huda Ali Ahmad havde truffet et valg. Af de få ejendele, hun havde grebet i flugten fra Syrien, var mindet om ham og deres liv ikke et af dem. Han lå begravet et sted i borgerkrigens ruiner side om side med hendes fortid.
”Hvordan døde han egentlig, din mand?”, spurgte en god veninde alligevel en dag.
Huda Ali Ahmad førte sin pegefinger op til pandens midtpunkt.
”Han blev skudt… lige her.”
Det var sidste gang, de to veninder talte om manden.
Dette er historien om 26-årige Huda Ali Ahmads liv og død. Det er fortællingen om en herboende syrisk flygtning, der i løbet af sine fem år i Danmark arbejdede for at skabe en selvstændig fremtid for sig selv og sine tre børn på Fyn. Det lykkedes. I hvert fald udadtil, hvor Huda Ali Ahmad og børnene blev betragtet som en integrationssucces, mange i lokalmiljøet var på fornavn med. Men under dette gemte Huda Ali Ahmad på en fortid, der viste sig umulig at gøre sig fri af.
Hun levede et dobbeltliv, der endte med at koste hende livet.
Langeskov er en stille by, der ikke gør meget væsen af sig. Den ligger halvvejs mellem Odense og Nyborg og er vel mest kendt for den togstation, som IC3-togene et par gange i timen skærer gennem, fulde af pendlere på vej til og fra arbejde mellem landsdelene. Her kommer man hinanden ved – men uden at spørge for meget ind til privatsfæren. Måske var det derfor, at hverken pædagogerne i børnehaven eller de frivillige i den lokale fodboldklub anede uråd.
I Langeskov virkede alt i skønneste orden.
”Uanset hvem man spørger, så hører man kun positive ord om Huda. Hun var et menneske, der rigtig gerne ville integrere sig og blive en del af vores samfund, og som ønskede det samme for sine børn,” siger Jan Boye, ungdomsformand i Langeskov IF, hvor Huda Ali Ahmads søn spillede fodbold på U8-holdet.
Det billede genkender to af Huda Ali Ahmads tætteste veninder, som Kristeligt Dagblad har mødt og interviewet. De har indvilliget i at fortælle om Huda Ali Ahmads liv under betingelse af anonymitet på grund sagens karakter. Et ønske, avisen har imødekommet.
Huda Ali Ahmad var en selvstændig kvinde, fortæller de. Hun lærte hurtigt dansk, var ihærdig for at uddanne sig og kom altid forberedt og til tiden, når hun skulle til møder i kommunen om det integrationsforløb, hun som syrisk flygtning skulle gennemgå. Og så var hun ivrig efter at lære det land, hun var flygtet til, at kende.
”Det var særligt hendes nysgerrighed, jeg lagde mærke til,” siger en af veninderne, der lærte Huda Ali Ahmad at kende, kort efter at hun var ankommet til Danmark.
”Huda spurgte ind til alt. Hun ville forstå, hvordan vi gør her i Danmark – hvorfor så mange kører på cykel, og hvordan samfundet hænger sammen. Huda ville skabe sig en fremtid, hvor hun og hendes børn blev en del af samfundet. Hun knoklede virkelig, og hun tilsidesatte altid sine egne behov for børnene.”
I hverdagen fulgte hun sine tvillingedøtre Hevin og Henderin på tre år de få hundrede meter fra lejligheden over til børnehaven Mælkevejen, hvor pædagogerne på stuen Firbenet tog imod dem. Tilværelsen som alenemor til tre små børn var travl, men som tiden gik, kunne man endda enkelte gange finde Huda Ali Ahmad stående på sidelinjen og heppe, når hendes søn spillede fodbold i Langeskov IF’s grønne trøjer. Der herskede ingen tvivl, forklarer veninderne.
Huda Ali Ahmad virkede lykkelig. Hun nød tilværelsen i Danmark.
Det er først i bagklogskabens lys, at det er blevet tydeligt for veninderne, at noget tyngede hende. At ”en skygge”, som én af veninderne beskriver det, fulgte Huda Ali Ahmad.
Denne ”skygge” var en mand, som hun introducerede som sin svoger.
Det var under flygtningekrisen i 2015, at Huda Ali Ahmad en sommerdag ankom til Danmark med sin lille søn Azad og sin gravide mave. Hun havde taget flugten fra den Islamisk Stat-kontrollerede by Hasakah og fået følgeskab af den 25 år ældre mand Hussein Abbas.
”Det er min svoger,” forklarede hun de danske myndigheder og sagde, at de var flygtet, efter at hendes mand – svogerens bror – var omkommet i den syriske borgerkrig. Huda Ali Ahmad og Hussein Abbas fik begge godkendt deres ansøgning om asyl. De fik bevilliget midlertidig opholdstilladelse, og fordi de var beslægtede, blev de bosat tæt ved hinanden. Huda Ali Ahmad og hendes børn i Langeskov i Kerteminde Kommune. Hussein Abbas i nabokommunen Nyborg.
Den første tid i Danmark gik med at falde til. Selvom Huda Ali Ahmad var gravid, begyndte hun til danskundervisning, og hun fik hurtigt en nær relation til flere af de frivillige, der hjalp de mange flygtninge, der strømmede hertil under flygtningekrisen. Ofte inviterede hun dem hjem i lejligheden, og lige så ofte var Hussein Abbas, svogeren, på besøg. Han gjorde ikke meget væsen af sig. Lærte sig aldrig dansk og deltog derfor ikke i samtalerne. Han sad oftest for sig selv i et hjørne og observerede.
”Han var nærmest gennemsigtig,” som en af Huda Ali Ahmads veninder siger.
Trods sin tilbagetrukne rolle tog han del i sin nevøs og sine niecers hverdag. Han var ofte med til at hente tvillingerne i børnehaven, og selvom han ikke kunne sproget, smilede han imødekommende, forklarer Stephanie Nielsen, pædagog i Mælkevejen. Samme udlægning giver Azads fodboldtræner. Særligt i løbet af det seneste år begyndte han at følge med i træningerne, og efter slutfløjt løb Azad ham i møde.
”Azad virkede ikke utryg ved Hussein – jeg fattede i hvert fald ikke mistanke om noget,” siger Peter Eskesen, Langeskovs IF’s U8-træner.
Huda Ali Ahmad havde boet i sin lejlighed i nogle måneder, da en mand, der frivilligt hjalp flygtningene, en dag bankede på døren. Under armen havde han et brugt tv, som han tilbød at sætte op i hendes stue. Huda Ali Ahmad takkede, men rystede på hovedet. Hun lod manden forstå, at han måtte komme tilbage en dag, hvor hendes svoger ville være til stede.
En af Huda Ali Ahmads veninder overværede hændelsen. Hun forsøgte at sige god for manden, men Huda Ali Ahmad var urokkelig.
”Jeg kan huske, at jeg studsede over reaktionen, men sådan noget glemmer man hurtigt igen.”
Man må forstå, siger veninden, som også har anden etnisk baggrund, ”at det er meget normalt i arabisk kultur at opføre sig sådan, når man er enke”.
Huda Ali Ahmad var ellers i andre sammenhænge ivrig efter at stå på egne ben. Hendes barsel var dårligt overstået, før hun fik erhvervspraktik på en planteskole. Pengene lagde hun til side til et kørekort – for ”kørekort skal der til, hvis man skal klare sig selv”, havde hun fortalt sin veninde.
Som sagt så gjort. Efter en periode på integrationsydelse besluttede Huda Ali Ahmad sig for, at hun ville være frisør, og hun indskrev sig på Frisørakademiet i Odense. Karrierevalget kom ikke som nogen overraskelse for veninderne. Huda Ali Ahmad gik op i sit udseende og personlig pleje. Hendes neglelak var lagt med kosmetologisk præcision, og hendes mørkebrune hår sad altid, som det skulle. Huda Ali Ahmad bar ikke tørklæde.
Mens Huda Ali Ahmad havde et socialt netværk, en karriereplan og for rundt, som småbørnsmødre nu engang gør, forholdt det sig anderledes med den 25 år ældre svoger, Hussein Abbas. Han udviste ingen synderlig glæde ved at være i Danmark eller noget udpræget ønske om at blive integreret.
Med tiden voksede venindernes undren:
”Hvorfor befinder Hussein sig altid i lejligheden?”.
”Han hjælper os,” svarede Huda Ali Ahmad som regel.
Spørgsmålet var nok nærmere, om Hussein Abbas overhovedet delte svigerindens drøm om at blive i Danmark. Svaret kom i maj 2019. Her modtog Nyborg Kommune en officiel anmodning om såkaldt repatriering, viser et lækket dokument, som Kristeligt Dagblad er kommet i besiddelse af.
Repatriering er en støtteordning, hvor herboende udlændinge kan søge om penge til at flytte permanent tilbage til deres hjemland.
I februar i år fik Hussein Abbas godkendt sin ansøgning og udbetalt den første af to rater. Af dokumenter fra Nyborg Kommune fremgår det, at Hussein Abbas fik i omegnen af 100.000 kroner, hvilket ifølge kommunen svarer til ”cirka halvdelen” af det samlede beløb, han står til at få af den danske stat.
Folk snakker. Sådan er det alle vegne, og det gjaldt også, når det kom til Huda Ali Ahmad og hendes tætte relation til svogeren. Det var på en koloni for mindrebemidlede børnefamilier sidste sommer, at Huda Ali Ahmad fortalte, at hun var godt træt af alle rygterne. Hun var ankommet med sine tre børn et par dage forinden, og selvom der kun var plads til de fire, var Hussein Abbas troppet op uanmeldt.
”Han kan bare sove i bilen,” havde Huda Ali Ahmad insisteret, selvom veninden protesterede.
Hun mente, at Huda Ali Ahmad ændrede sig i hans selskab, at hun gik fra at være glad og opsøgende til at blive tavs og indadvendt.
”Huda,” havde veninden forsigtigt spurgt: ”Hussein, er han din mand?”
Huda Ali Ahmad blev oprevet og afviste pure. Veninden havde dog gennemskuet hende. De to var mand og kone, og Hussein far til børnene.
Relationen bekræftes af flere af hinanden uafhængige danske og syriske kilder, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med. Samtidig viser et lækket dokument fra Kerteminde Kommune, at også forvaltningen var bekendt med ”vedholdende forlydender” om, at de to i virkeligheden var gift.
En kilde tæt på Huda Ali Ahmad forklarer, at de to i sin tid opfandt dækhistorien, så Hussein Abbas kunne søge om familiesammenføring med sin kone nummer to fra Syrien. En oplysning, der i lækkede politidokumenter fra Syrien bekræftes af Hussein Abbas selv.
Den 14. februar i år mødte Stephanie Nielsen ind i børnehaven Mælkevejen til en ny dag på Firbenets stue. Én for én blev børnene afleveret af deres forældre, men der var intet syn af tvillingerne og Huda Ali Ahmad. Det samme var tilfældet på Langeskov Skole – her var Azad udeblevet, uden de havde fået besked.
Ingen har siden set familien i Danmark. Ingen vidste, at de var taget til Syrien.
Skæbnen havde bragt Huda Ali Ahmad på flugt fra Islamisk Stats rædselsregime og givet hende en ny chance i en lille søvnig by på det østlige Fyn. På private fotografier smiler hun. Hun var lykkedes med at skabe sig en tilværelse og en fremtid. Det eneste, hun aldrig lykkedes med, var at gøre sig fri af sin fortid.
Ni dage senere i det nordlige Syrien blev hende og sønnen Azads lig bragt ind på et sygehus. I obduktionsrapporten nedfældede den vagthavende læge en kort, håndskreven sætning, da han undersøgte Huda:
”Død i mindre end 24 timer.”
I denne artikelserie opruller Kristeligt Dagblad historien om den syriske flygtnings liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Dette er første afsnit. Andet afsnit kan læses her og tredje afsnit her.