Asfalten ender brat uden for byen Gadu i Guinea-Bissau. Hertil fra hovedstaden Bissau var vejene ellers gode, men ved byens udkant i østlig retning er det, som om pengene slap op. Regn og tungt lastede biler har forårsaget dybe huller og revner i den røde jord, og på trods af de blot 66 kilometer til grænsen mod nabolandet Guinea, så tager turen tre timer.
Fællestaxien, der denne dag kører turen fra Gadu til grænsen er fyldt til randen med mennesker og varer. Det er en stor Peugeot 505 med et ekstra bagsæde, men alligevel føles pladsen trang for de 12 passagerer. Tre er placeret på forsædet ved siden af chaufføren, der hænger ud af vinduet for at undgå at skulle se gennem den revnede forrude, fem er stoppet ind på det mellemste sæde, og fire er mast ind på den minimale plads bagi. Fra taget stikker kufferter og varer op, godt bundet fast med gamle gummiremme og net.
LÆS OGSÅ: Kina spinder guld på sit Afrika-eventyr
Varerne er vigtige, for de fleste i bilen er nemlig på vej mod Guinea for at sælge. Lige siden den vesteafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS i 1979 åbnede grænserne i området for indbyggerne, har mange krydset frem og tilbage for at finde arbejde eller handle alt sammen for at få en svær hverdag i fattigdom til at blive lidt lettere. Dog har årtiers nedslidning af vejene og få penge afsat til at holde dem ved lige gjort det svært for passagerne og transportfirmaerne. Alligevel har Mrs. Khouban denne tidlige morgen bevæget sig ud på dem, for hendes forretning er vigtig for familien:
Det tager lang tid at komme nogen steder hen. Der er ingen busser, blot fællestaxierne, og de kører kun, når de er fyldte. Men jeg skal til Conakry i Guinea for at købe varer, og jeg har ingen bil selv. Så dette er min eneste mulighed, hvis familien hjemme skal have mad på bordet.
Heldigvis tager det ikke lang tid ved grænseovergangen. Lidt penge hjælper tolderne på vej, og snart er alle passagererne flyttet over i en anden bil og på vej til Koun-dara, hvorfra man kan komme videre til byen Labe og derfra til Conakry. Et par tekniske vanskeligheder gør dog, at bilen først når Koundara hen på eftermiddagen, og da der mangler én passager for at fylde den næste bil op, venter alle blot i skyggen, mens timerne snegler sig af sted. Først klokken otte om aftenen er der afgang mod Labe, men igen når Mrs. Khouban ikke langt.
Vejen til Labe går nemlig gennem regnskoven. Her har store lastbiler fyldt med mennesker og kasser pløjet vejen yderligere op, og det er svært at se noget i mørket. Flere gange må chaufføren derfor ud at hjælpe andre fastkørte i gang igen, før han selv kan køre videre. Endelig er der en flod, som kun kan passeres i dagslys, og derfor tager den 275 kilometer lange tur mere end 16 timer.
Det er altid uforudsigeligt at rejse her. Man ved ikke, om turen tager en, to eller flere dage. I regntiden er alt mere vanskeligt, fordi vejene er endnu dårligere end ellers, men selv når der er tørt, er hullerne der, og det gør det svært at komme frem.
Den sidste del af vejen mod Conakry skulle dog være nem, siger Mrs Khouban optimistisk. For her er der asfalteret vej næsten hele vejen. Alligevel tager de 425 kilometer endnu 15 timer, for med tre punkteringer, en tom benzintank, et løst forhjul og utallige vejafspærringer er der mere vente- end køretid. Først hen på morgenen kan Mrs. Khouban ringe til sin veninde og melde, at hun er ankommet næsten tre dage efter at hun satte ud fra Gadu blot små 1000 kilometer herfra.