Prøv avisen

Humor er skam en alvorlig sag. De fælles forudsætninger for et godt grin er under pres

Sjovt eller ej? Det er vidt forskelligt, hvad vi griner af, og derfor kan humor både samle og splitte. – Illustration: Rasmus Juul.

Selvom humor er et af de mest fundamentale menneskelige karaktertræk, er det meget forskelligt, hvad vi synes er sjovt. Megen humor overlever ikke tidens tand

Storm P.-tegningen viser to midaldrende mænd med hver sin bowlerhat. Den ene mands højre skulder er lidt højere end hans venstre, og så spørger den anden: ”Hvorfor har du den høje skulder?”. Svaret lyder: ”Det er fra dengang, man brugte proptrækker”.

På dette tidspunkt vil nogle læsere ligge flade af grin, mens andre vil været ét stort spørgsmålstegn.

For selv om humor er universel, er det alligevel forskelligt, hvad vi synes er morsomt, og netop denne ”dagens flue”, som de små Storm P.-vittigheder, Kristeligt Dagblad bringer på bagsiden, hedder, har også nogle år på bagen.

Lad os prøve den af på Lilian Munk Rösing, der som lektor ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet har forsket i humor, og høre, hvad hun synes.

”Nu har jeg jo allerede afsløret mig selv ved ikke at le højt,” svarer hun.

”Men man skal ikke glemme, at man nogle gange griner allermest ad det, man overhovedet ikke forstår. Et af mine yndlingseksempler er en god venindes far, som altid sagde sådan noget som ’hellere øl end ingen kaffe’. Den har jeg aldrig forstået, men jeg synes, den er sjov. Nogle gange ligger det sjove også bare i den gode gamle lyst ved ord. Sproget, når det er frisat fra at stå i meningens og nyttens tjeneste, det tror jeg, der er en fryd ved,” siger Lilian Munk Rösing.

Med hensyn til personlig smag i humor oplyser hun, at hun gerne griner ad blondinevittigheder, selvom hun selv er blondine, at hun har en lidt ”infantil humor” og ofte morer sig over det samme som hendes sønner på 20 og 24 år. For eksempel satireserien ”Drengene fra Angora” og tv-serien ”Klovn”, men at hun under Muhammed-krisen i 2005 talte imod satiretegningerne, fordi hun mente, at timingen og hensynet til hierarkiet i verden ikke var til stede.

Noget humor varer dog evigt, påpeger Lilian Munk Rösing. Vi kan stadig more os over komedier fra antikken, og forskellige komiske arketyper overlever fint tidens tand.

”Men humor er også bundet til samfundet, og normerne, for hvad der er morsomt, forandrer sig. I dag gælder det særligt med hensyn til køn, hudfarve og hierarkier. Racistiske vittigheder findes stadigvæk, men de er ikke anerkendt af mange,” siger hun.

Filosofisk er der mange retninger at gå i, når man skal have hold på, hvad humor er for en størrelse, for flere af de største har givet deres bud: Sigmund Freud, Henri Bergson og Søren Kierkegaard.

I ”Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift” (1846) skrev Kierkegaard for eksempel, under pseudonymet Climacus, at der ligger en nåde i humor.

”Det meget fine er, at han skelner mellem humor og ironi. Hvor humor er det næsthøjeste, før vi når det religiøse, fordi der ligger medfølelse og medlidelse i humoren. Humoren rummer, at vi alle er små mennesker og derfor kan grine med hinanden. I modsætning til ironien, som sætter et hierarki, hvor man hæver sig op over det, man griner af,” siger Lilian Munk Rösing, som selv mere og mere ser humoren som noget, der gør, at mennesket kan overleve ”alle de tab og voldsomme ting, vi kommer ud for i livet”.

Søren Kierkegaard skriver også, at dér, hvor der er modsætning, er der humor.

Nu er humor-teoriens eksempler på, hvad der er sjovt, meget sjældent sjove, men eksemplet illustrerer i hver fald pointen med modsætningen og lyder cirka sådan her:

En dansk-tysk præst steg op på prædikestolen og sagde: ”Og ordet blev flæsk og tog bolig i os.”

Det var sjovt, fordi højtidelig liturgi og slagtersprog stødte sammen – det tyske ord for kød er ”fleisch”.

Ifølge den franske filosof Henri Bergson er det modsætningen mellem det mekaniske og det levende, der har komisk effekt, fremhæver Lilian Munk Rösing.

”Som når Chaplin i filmen ’Moderne Tider’ har overtaget maskinens fagter og spjæt, når han går hjem fra sit arbejde på fabrikken. Det er faktisk sjovt stadigvæk,” siger hun.

Et centralt element i humor er at gå over stregen, fordi humoren er en ventil for noget undertrykt, sådan som for eksempel Sigmund Freud skriver. Og på det punkt er humoren udfordret i dag, mener Lilian Munk Rösing.

”Politisk korrekthed censurerer det, humoren ofte handler om, nemlig at sige det, man ikke må. Der er vi i en særlig situation i dag, når humor ikke tages let, men opfattes som nedgørende,” siger hun.

Men at blive behandlet med humor kan være udtryk for at blive behandlet med kærlighed eller interesse.

”Jeg kender danskere med mørkere hudfarve, som siger, at det er deres ret at blive grinet ad, forstået på den måde, at bliver man pakket ind i vat, opleves det som diskrimination. Sådan har jeg det måske også selv som blondine med blondinevittigheder.”

På den anden side skal det ikke fornægtes, at der i humor – det ville Freud også sige – ofte ligger et angreb.

”Aggressionen kan stilles i frigørelsens tjeneste, men den kan selvfølgelig også bruges til at nedgøre dem, der allerede ligger ned. Det var derfor, jeg tog afstand fra karikaturtegningerne, for den forkerte morsomhed på det forkerte tidspunkt kan være katastrofal,” siger Lilian Munk Rösing, der medgiver, at det er blevet sværere at turde være sjov i dag.

”Mennesker med overstrømmende humor, en type jeg egentlig selv holder af, har fået det svært, for man skal lige tænke sig om.”

Christian Fuhlendorff er en af de danske komikere, som insisterer på, at humoren kan rumme alt – også det ikke politisk korrekte.

”Da jeg var barn, og før, kom der alle mulige opfindelser fra USA; burgeren, mikrobølgeovnen og yoyoen, og nu er vi åbenbart i en periode, hvor vi også vil have deres problemer. Dem lægger vi én til én over på danske forhold og siger, at folk er delt op. Sandheden er snarere, at der er en meget lille gruppe på den ene side og en meget lille gruppe på den anden, og at de fylder rigtigt meget på de sociale medier. Blandt andet fordi det er svært at få arbejde, når man lige er færdiguddannet fra RUC. Almindelige danskere er ligeglade. De kan tage grov humor, de kan tage en politisk korrekt humor. De kan tage det hele,” siger Christian Fuhlendorff, som ikke har noget problem med, at der er ting, man ikke må sige, og at grænserne er blevet trukket hårdere op.

”Komik trives i det stramme garn. Rent biologisk er humor lavet til, at man kan overleve i en verden, hvor der sker forfærdelige ting. Jo flere problemer, jo mere behov for at holde dem ud i strakt arm. Man oplever det blandt soldater ved fronten, som bruger galgenhumor, fordi de har brug for at trække sig væk fra det, de er i. Lige nu er der nogle, der sidder i forskellige bobler, men det er ikke den virkelige verden. Vandoverfladen er bare lidt urolig, og så har man brug for en sømand, der står i bagbord og griner. Humoren klarer sig fint,” siger Christian Fuhlendorff.

Som eksempel på, at også det politisk korrekte kan være et udmærket grundlag for humor, nævner han den australske standupper Hannah Gadsby.

Men lad os lige prøve Storm P.s proptrækker-vits af på endnu en, der har forsket i humor, Robert Zola Christensen, lektor i sprog ved Lunds Universitet.

Han ler heller ikke.

”Men den har vittighedens komponenter, fordi den er bygget op som en gåde, hvor svaret skal være overrumplende. Det synes jeg ikke, det er her, ikke på den sjove måde i hvert fald. Men jeg kommer i tanke om en Storm P.-vittighed, som er lidt sjov,” siger Robert Zola Christensen og fortæller den:

”To gutter sidder på en bænk i havnen, og en turist kommer forbi og spørger om et eller andet på engelsk. Det forstå de ikke en lyd af, så han prøver på tysk med samme resultat. Fransk går heller ikke. Da han er gået videre, siger den ene af dem på bænken, at måske de alligevel burde gå på aftenskole og lære sprog. ’Hvorfor det?’, svarer den anden, ’hvad fik ham der ud af det?’. Den er ret sjov. For den flipper helt.”