Tyskerne har aldrig haft ry for at være et morsomt folkefærd. Ikke nogen steder i verden, og da slet ikke i danskernes øjne. Vores store nabo mod syd har ry for at være effektiv, ordentlig og struktureret. Men når det handler om humor, er det ingen fordel at være hverken kvadratisk, praktisk eller god. Deres effektivitet har en pris.
Måske var det dét, komikeren og tv-værten Jan Gintberg tænkte, da han engang blev spurgt om, hvor grænsen for humor går. ”Ved Kruså,” svarede komikeren, der dermed videreførte en lang dansk tradition for at gøre grin med tyskernes mangel på humor.
Samme opfattelse har mange danskere om svenskere som formelle og humorforladte. Men måske er det slet ikke tilfældet, at svenskere og tyskere mangler humor. Måske er vores opfattelse af vores naboer som kedelige og formelle blot et resultat af, at humor finder forskellige former, afhængigt af hvor man befinder sig.
Stefan Kjerkegaard har beskæftiget sig med humor som lektor i litteratur ved Aarhus Universitet, og fra universitetets forlag har han udgivet en bog om humor i Tænkepauser-serien. Her kommer han ind på, hvorfor vi som danskere ikke ønsker at associeres med vores naboer, når det gælder humoristisk sans.
”I Danmark tænker vi om os selv, at vi er forbundet mere med englænderne end med tyskerne og svenskerne, når det gælder humor. Englænderne bruger meget ironi og overdrivelser og underdrivelser, hvilket også er meget udbredt i Danmark. Vi tænker om tyskerne, at de slet ikke har humor, og om svenskerne, at de er meget formelle,” siger han.
Det er svært at forklare, hvorfor det er blevet sådan, tilføjer humorforskeren. Men et bud kunne være selvopfattelsen. For humor har altid spillet en vigtig rolle i grupper, samfund og nationernes identitetstænkning. Det, man griner ad, vil på mange måder afspejle de værdier, man har som folk.
”Den danske humor er, modsat vores to nabolandes, grov, grænseoverskridende og uformel. Det er også sådan, vi kan lide at tænke om os selv som folk på godt og ondt. Vores selvopfattelse er, at vi kan grine ad os selv, hvilket vi sætter højt, men som måske kan være dumt, hvis man for eksempel gerne vil vinde en krig eller en fodboldkamp. På den måde indgår humor i en generel identitetstænkning og er med til at skabe en fortælling om os som folk,” siger han.
I og med at humor er identitetsskabende, vil man også opleve forskelle på, hvad folk griner ad afhængigt af, hvor man befinder sig inden for landets grænser. Det har sangeren og komikeren Niels Hausgaard i hvert fald oplevet gennem årene, hvor han har turneret landet rundt med humoristiske forestillinger. Han mener, at humor er så gennemgribende, at man kan kaldes fuldt ud integreret, når man har tilegnet sig et steds, et lands eller en kulturs humor.
”Der, hvor jeg kan mærke forskel, er på humoren i tyndtbefolkede og i tætbefolkede områder. Jo større befolkningstæthed der er, desto mere hurtig er humoren. Der taler man hurtigt, og man taler højt for at overdøve de andre, og det smitter af på humoren, mens den i tyndtbefolkede områder er mere langsom og dyb,” siger han og tilføjer, at han dog ikke kan udpege, hvordan disse forskelle mere konkret gør sig gældende.
”Jeg synes, humor er for stort et emne til, at man for alvor kan sige noget om det. Jeg har svært ved at kunne putte lokale forskelle på humor i en kasse. Man snævrer det ind til noget, humoren ikke er tjent med. Som årene er gået, er det for eksempel gået op for mig, at jeg svinger underligt godt med sønderjyderne, selvom jeg ikke er derfra og aldrig har boet der. Jeg ved ikke, om det har noget med deres humor at gøre, men når jeg har optrådt der, har jeg altid haft en fornemmelse af, at vi har en fælles klangbund.”
Sprog- og dialektforskeren Michael Ejstrup tør heller ikke tale om landsdels-specifik humor, men er ikke i tvivl om, at der er store forskelle på, hvad man griner ad i byerne og i mere tyndtbefolkede områder, som hvor han selv er vokset op i Videbæk ved Skjern. For eksempel i form af brugen af øgenavne, som ifølge ham er særligt udbredt i den vestlige del af Danmark.
”Noget særligt kendetegnende for jysk humor er brugen af øgenavne. Disse øgenavne er ikke altid lige flatterende, men så alligevel. Fordi når man får et øgenavn, ved man også, at man er en del af gruppen. Vi fik for eksempel en ny genbo, som var flyttet til udefra, da jeg var 12-13 år. Han arbejdede med at veje grise for landmænd, inden de skulle afsted på slagteriet. Til at begynde med blev han og familien kaldt for ’æ nøj (nye, red.) folk’, men efter noget tid fik manden selvfølgelig øgenavnet ’Jens Grisevejer’. Jeg ved ikke, om det var flatterende eller ej, men det markerede i hvert fald, at nu havde han et navn og var en del af fællesskabet,” siger han.
Som dialektforsker har Michael Ejstrup talt med folk fra alle landsdele og bemærket sproglige særpræg hos alle. Her i sproget kommer humorforskellene også til udtryk, har han lagt mærke til.
”Vores sprog former vores humor, fordi humoren kommer til udtryk i sproget. Derfor er underdrivelse også et humoristisk greb i de dele af landet, hvor man ikke må tale med for store bogstaver om noget. Særligt i dele af Jylland, hvor man siger ’det kunne godt være bedre’, hvis noget er helt skidt. Her driver man så af og til den underdrivelse helt ud i det ekstreme, når man vil bruge humor.”