Der var engang, hvor Lone Skov og hendes kæreste Ali Al Awssi kunne sidde oppe den halve nat og more sig med at finde lighedspunkter mellem deres religioner, der af mange opfattes som så svære at forene.
Hun er praktiserende katolik og dansk. Han er troende muslim og kom hertil fra Irak i 1960’erne. Men kernen var jo den samme, fandt de.
I Koranens sura 11 taler Allah for eksempel til profeten Noa:
”Last skibet med et par af hver, med din familie, bortset fra ham, som ordet på forhånd er sagt over, og med dem, der tror!”
I Bibelen får Noa omtrent den samme besked fra Gud om, hvordan han skal overleve syndfloden:
”Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner; og af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig...”.
Moses og stentavlerne. Abraham, Sara og Isak. Jødedom, kristendom og islam har grundlaget til fælles, historier fra Det Gamle Testamente. Det samme kan man sige om Lone Skov Al Awssi, 60 år, og hendes mand. Nu har de holdt sammen i 35 år.
En dansk kvinde kan godt ”blive lidt bange”, når en muslimsk mand på stående fod kan recitere tre sider af Koranen, siger hun. Og dog har hun aldrig været det.
”For jeg har ikke set det i ham. Jeg har ikke set fanatismen. Det er de andre lag, der ligger øverst: Andre mennesker har også ret. Man skal have respekt for hinanden. Og vi skal være her alle sammen,” uddyber hun.
I 2018 giftede 896 kvinder af dansk herkomst sig med en udenlandsk mand, viser tal fra Danmarks Statistik. Langt hovedparten ægtede en mand fra et andet vesteuropæisk land, højdespringerne var Storbritannien, Sverige og Tyskland.
For ægtefæller vælges først og fremmest blandt mennesker, der ligner én selv, siger Rashmi Singla, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet i dagens avis.
Lone Skov Al Awssi har før talt offentligt om sit – altså ret sjældne – krydsreligiøse og -kulturelle ægteskab, i denne avis senest for 11 år siden. For selvom lighederne holder dem sammen, er hun ikke naiv omkring de forskelle, der også skiller dem ad, og det bør andre, der står på tærsklen til et lignende forhold, heller ikke være:
”Når du går ind i sådan et ægteskab, så skal du ikke tro, at udfordringerne stopper. De fortsætter gennem alle livets faser og i generation efter generation. Det kan lade sig gøre, men med indsats og stamina,” er hendes budskab.
Hun er mere praktiserende end han. Hun går i kirke mindst en gang om ugen, beder dagligt og holder helligdagene i hævd. Han er troende, beder, men kan godt drikke et glas vin og er i det hele taget moderat muslim. Lone Skov Al Awssi er godt klar over, at hendes mands forhold til islam har gjort deres samliv lettere.
”Hans verdslighed er en kæmpe hjælp. For hvis han var meget ortodoks, ville der ligge i det, at familien skulle følge hans eksempel,” siger hun.
Men de har haft deres sværdslag. Da hun var gravid med sønnen Hannibal, der i dag er 23 år, omtalte hendes mand konsekvent det ufødte barn – de kendte ikke kønnet – som ”han”.
”Det kan altså også blive en pige! Og så forventer jeg, at du er lige så glad for dét,” indvendte hun.
Næste morgen stod der et par lyserøde babysko på hendes natbord.
Hun insisterede på, at sønnen skulle gå i ”en ordentlig skole” – hun mente kristen. Det blev Zahles Skole, hvor Hannibal har sunget salmer to gange om ugen og gået i kirke flere gange om året. Til gengæld blev han omskåret som lille, for det ønskede hans far.
”I den arabiske verden bliver drenge opdraget ganske frit. De må meget, og det kan give udslag i rent ud sagt nogle møgunger. Der har jeg været strammeren derhjemme, og Ali har været slapperen,” siger hun om et andet stridspunkt, der gjaldt de tidligere livsfaser.
Andre hurdler så hun aldrig komme på forhånd. Det gælder døden. Hun har udfyldt ”Bogen til mine kære”, hvor man kan beskrive, hvordan tingene skal arrangeres, når man dør en dag.
For Lone Skov Al Awssi har mistet sin søster, mor og far og véd, hvor sårbar og skrøbelig et menneske er, når det sørger. Det gør hende bekymret nu. For hun og Ali kommer næppe til at dele grav, ”og det vil man jo gerne efter et langt liv sammen”, siger hun. ”Hvordan foregår overhovedet en begravelse i en moské?”, spørger hun. ”Hvordan bliver det at tage afsked i dén ramme, hvis Ali, som er ældst, dør først?”.
”Der er en tryghed ved begravelser i ens egen kirke, som er fantastisk, for ellers kan man næsten ikke være i det og bære det,” siger hun, men forklarer, at emnet er svært at diskutere med hendes mand.
”Han er i besiddelse af en vis fatalisme, en skæbnetro. Mange muslimer bruger vendingen: ’Det står skrevet i ens pande’. Med det mener de, at døden ikke er et emne, man skal berøre, for livet er i Guds hænder. Han og jeg kan have en slags akademisk diskussion om døden, men jeg kommer ikke langt. Det er utrygt,” siger hun.
Hun sidder på sin tagterrasse i sit hjem i Indre By i København. Et par store solbriller skærmer hendes øjne, og hun taler med en svagt forfinet spids, lidt ligesom prins Joachim.
Hun er salgsagent, tidligere folketingskandidat for De Konservative og tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han har en forretning, hvor han blandt andet sælger møbler, interiør og smykker. Efternavnet Al Awssi stammer fra tidernes morgen, det kan spores tilbage til én af de familier, der hjalp profeten Muhammed med at indtage byen Medina, fortæller hun.
Lone Skov Al Awssi er overbevist om, at den ballast, de hver især har med sig i kraft af historie og religion, var en fordel helt fra forholdets begyndelse. Det tog 10 år, før de blev gift, og ingen af dem var blåøjede omkring projektet.
”Jeg var helt rodfæstet i min egen religion, allerede da vi mødtes. Hans familie havde helst set, at jeg var konverteret, for det gør kvinder normalt, men jeg stod ikke til at rokke. Til sidst gav de op. De landede på den holdning, at en god kristen er bedre end en dårlig muslim.”
Hun deler den med modsat fortegn: ”Jeg ville have haft sværere ved at være gift med en ateist, for det forstår jeg slet ikke.”
Så Gud har de til fælles – og historierne, som deres grundværdier hviler på. Om ansvar, fællesskab og forpligtelse for eksempel.
”Vi ser begge stramt på skilsmisse. Det er ikke noget, man griber til, medmindre der er presserende årsager som misbrug eller andet. Der har vi holdt sammen på trods af vores forskelligheder, for vi har den grundværdi, at skilsmisse går ikke.”
Men også om livet i det hele taget, og hvad et menneske kan forvente.
”Din gang på Jorden er på godt og ondt. Man skal have et godt liv, men livet er også hårdt arbejde og sorg, for du bliver ikke et helt menneske uden at tumle med det, og ud af det kan du blive et menneske, der også har større overskud til andre. Dét ligger i religionerne. Vi tror ikke på, at man er rosenrødt forelskede hele livet. Forelskelse er en kort periode. Lykke er ikke noget, du kan regne med at have hele livet. Lykke kan komme i glimt.”