Ved første øjekast virker hun lidt skrøbelig. Måske fordi den aldrende krop er sunket let sammen, håret er fint og gråt, og hun smiler venligt med hele ansigtet. Men man skal ikke tage fejl af et af Danmarks få nulevende øjenvidner fra modstandsbevægelsen. For selv om det faktisk passer hende dårligt, siger hun ja til interview-besøg med bemærkningen:
"Jeg plejer ikke at stikke op for bollemælk."
Om fire dage skal den 89-årige pensionerede øjenlæge flytte fra sin andensalslejlighed til en ældrebolig i stueplan. Hjemmet er derfor i opbrud. Og et par dage forinden har hun slået sig og fået et stort åbent sår på skinnebenet, som dagligt skal renses og forbindes af en sygeplejerske. Så venstre ben hviler på en stabel puder.
"Pokkers uheldigt. Og lidt dumt," siger hun og fortsætter:
"Jeg overvejede at aflyse. Men mit høreapparat virker. Det er det vigtigste," siger Lis Mellemgaard.
Udenfor er det sensommer. Rønnebærrene gløder orange på grenene ved indgangen til etageejendommen, og på Lis Mellemgaards terrasse er der modne tomater. Netop på denne tid for 70 år siden var hun en ung kvinde på 19 år. Lang og mørkhåret med knæstrømper af uld under den hvide nederdel. Hun havde få måneder forinden taget studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium. Ungdomsårene var foreløbig mest blevet brugt på at feste, og hun blev egentlig frarådet at læse videre på universitetet.
Men Lis Mellemgaard ville læse medicin og begyndte at studere til kantussen den lægelige forberedelses-eksamen. Der var dog ikke ret meget tid til bøgerne, for den 29. august 1943 ophørte den danske regerings samarbejdspolitik med Tyskland. Det blev et vendepunkt ikke blot for hende, men for alle danskere.
"Indtil da luntede vi os igennem krigen. Det var mest materielle ting, man gik op i rationeringen og den slags. Men da samarbejdspolitikken først blev ophævet, forstod folk, at de var i en pine."
Lis Mellemgaard kalder den 29. august for Danmarks egentlige frihedsdag. Da vågnede danskerne op, forklarer hun.
"De første to år fandt vi os i det, men det forandrede sig. Der opstod en driftighed i mennesker."
Lis Mellemgaard var enebarn datter af en maskinmester og en syerske, og hun boede stadig hjemme hos sine forældre på Amager, da krigen brød ud. Hun blev i løbet af sin gymnasietid aktiv i Dansk Samling en grundtvigiansk inspireret politisk bevægelse, som i løbet af besættelsen blev en af indgangsvejene til modstandsbevægelsen. Hun gik til hånde med at putte breve i konvolutter til medlemmer, var også med til at arrangere møder om nazismen og hjælpe med forskellige udgivelser.
Men alle disse aktiviteter blev illegale efter skeldagen i august 1943, og langsomt blev Lis Mellemgaard indrulleret direkte i modstands-bevægelsen. Hun blev bedt om at hjælpe med at trykke illegale blade og bøger, og efterhånden greb arbejds-opgaverne om sig. Hun holdt vagt ved sabotageaktioner blandt andet i Frihavnen og skyggede formodede stikkere.
"Det skete gradvist. Man blev spurgt: Kan du ikke lige gøre sådan og sådan. Det ene tog det andet. Man afprøvede jo gerne folk lidt for at se, om man kunne stole på dem. Der var stikkere alle vegne, så det var et spørgsmål om at passe på."
Forældrene vidste godt, hvad hun foretog sig. Moderen var nervøs ved det, men tog ofte imod beskeder fra kammerater og lavede ind imellem også mad til dem.
"For at tjene penge tog jeg et kursus som hattesyerske, men jeg var utroligt dårlig til det. Til gengæld fik jeg en hatteæske, og den var fremragende til at transportere ammunition og våben i."
Lis Mellemgaard hjalp med at gemme illegale materialer, våben og ammunition. Hun lærte også at skyde med pistol og havde selv en belgisk Bayard kaliber 6.35.
"Mændene havde en Colt, men den var meget tungere. Min var mindre en rigtig damepistol. Den var ciseleret og meget smuk."
En enkelt gang gik pistolen af, mens hun rensede den men skuddet gik heldigvis under hendes arm og ind i væggen. Vådeskud var der en del af blandt modstandsfolk, for det var de færreste, der på forhånd havde våbenerfaring. Og man havde ikke meget ammunition tilovers at øve sig med. Men mange var som Lis Mellemgaard ganske unge og fulde af vovemod:
"Jeg følte mig ikke særlig udsat. Jeg troede ikke, de var ude efter pigerne. Vi var ikke lige så eftersøgte. Men man var da spændt. Det var man ikke mindst i den sidste tid. Især efter at min gruppe blev taget."
Arrestationen af hendes modstandsgruppe var et andet vendepunkt i krigen for Lis Mellemgaard. Gruppen havde siden 1943 haft tilholdssted i en urmagerforretning i Skindergade 44 i indre København.
"Vi vidste, at forretningen var under opsyn. Men kammeraterne var for skødesløse med sikkerheden."
Danske hipofolk fungerede som hjælpepoliti for tyskerne, og om morgenen den 26. februar 1945 arresterede de urmageren, satte sig i baglokalet og overmandede frihedskæmperne, efterhånden som de dukkede op. De blev kørt til Politigården, banket til uigenkendelighed og fængslet. Syv af dem blev henrettet i Ryvangen tre uger efter.
At Lis Mellemgaard slap var et rent tilfælde: Hun havde fået en alvorlig smitsom halsbetændelse og lå derfor i sengen hjemme hos sin mor. Men fra da af gik Lis Mellemgaard under jorden sammen med lederen af gruppen, den 18-årige Jens, der havde tilnavnet Bornholmeren. De var begge eftersøgte, og det betød et liv med skiftende adresser, hvor de blandt andet måtte lave hold ups for at skaffe rationeringsmærker. En aften kort efter arrestationen i Skindergade skjulte hun sig sammen med Jens i en lånt lejlighed. De havde med bankende hjerte set hipobiler patruljere i gaden, da det pludselig buldrede på trappen. De lagde sig i sengene og spillede et uskyldigt kærestepar.
"Jens lagde sin Colt under hovedpuden. Jeg bad ham tie stille, og lade mig føre ordet, så de ikke kunne høre, at han var Bornholmeren. Og så stormede de ind med maskinpistoler. Jeg troede ikke, at jeg kunne tale tysk, men det kunne jeg pludselig godt. Og jeg havde tilfældigvis en nazisangbog, jeg havde stjålet fra et tysk trykkeri, og den tog jeg frem og viste dem og sagde Se, jeg er en god nazist. Jeg fandt også snaps og tørt franskbrød frem og kom på vældig god fod med tyskerne."
Lis Mellemgaard og den tyske overordnede blev fulde, og der blev sunget sange fra nazisangbogen, mens lejligheden blev endevendt og tømt for værdier. Tidligt om morgenen gik soldaterne endelig.
"Bagefter var vi kistelykkelige. Hvis man blev taget med et våben, var man død. Folk blev skudt helt tilfældigt for et godt ord. Så det var helt skørt, at vi var sluppet på den måde. Hvis de havde fanget os, var Jens nok blevet skudt, og jeg var røget i tugthus."
Den 4. maj 1945 sad Lis Mellemgaard med nogle venner og spiste biksemad på Gentofte Hotel, da en kæde af gæster pludselig kom løbende og råbte: Danmark er frit!. Det viste sig senere, at fem modstandsgrupper fra Holger Danske havde haft tilholdssted på hotellet, uden at hverandre vidste det.
Modstandsgrupperne var typisk opdelt i undergrupper, hvor ingen kendte for meget til hinanden for at forhindre, at hele organisationen blev optrevlet, hvis nogen blev taget. Men alle medlemmer havde fået besked om at møde op ved Jægersborg Kirke, når besættelsen var slut. Først da hun ankom til kirken, gik det op for Lis Mellemgaard, at hun havde været medlem af Holger Danske.
Hun havde levet og åndet for bevægelsen og sat livet på spil. Men ved kirken blev hun afvist med de skuffende ord:
Vi kan ikke have piger med. Formodentlig fordi man på det tidspunkt troede, der ville blive brug for militær modstand, og ikke ville risikere, at kvinder kom i kamp.
Alligevel var befrielsen berusende: Lis Mellemgaard kunne endelig tage hjem til sin mor og sove i sin egen seng. Efterfølgende blev hun sendt til Korsør for sammen med englænderne at visitere flygtninge, finde stikkere og værnemagere.
70-året for ophøret af samarbejdspolitikken den 29. august 2013 bliver fejret med en højtidelighed i Mindelunden med blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt som deltager. Også Lis Mellemgaard står torsdag side om side med andre veteraner med sit blå, hvide og røde frihedskæmper-armbind på.
"Jeg føler, det er min pligt at stille op især når forkerte historier bliver fortalt. Eller når nogen misforstår eller drager fordel af at fortælle historierne fra frihedskampen. Sådan havde jeg det ellers ikke i mange år. Livet gik jo videre efter krigen. Folk blev gift og fik børn. Jeg prøvede at komme i gang med at studere."
Lis Mellemgaard blev gift i 1952, samme år som hun blev lægekandidat. Hendes mand var også læge, og de fik tre børn sammen. Familien måtte flytte rundt i landet, alt efter hvor der var stillinger, og hun mistede kontakt med mange af de mennesker, hun havde kendt under krigen.
"Det værste var, at man meget hurtigt holdt op med at tale om de ting, der var sket under krigen. Tavsheden var så påfaldende. I mange år talte jeg heller ikke med andre om det. Jeg tror, mange af dem, der havde deltaget, ikke ville virke pralende. Jeg har egentlig heller aldrig talt ret meget med min familie om det."
Lis Mellemgaard var en periode bekymret for, at øjenvidnernes historie skulle blive glemt. Men det er hun ikke længere. I årtier var det lidt småt med bøger om Anden Verdenskrig. Men omkring 1990 begyndte der at komme skred i både forskning og litteratur. Hun skrev selv sine erindringer i 1998, Pige i modstands-?kampen. Og det er hun glad for i dag der er nemlig meget, hun ikke længere husker så godt.
"Min hukommelse er lidt som en harmonika, der bevæger sig frem og tilbage med mange små lommer. Men der er nogle ting, som jeg kan se lysende klart. Og indimellem kan en enkelt ting, et navn eller en duft få minderne til at komme tilbage," siger Lis Mellemgaard og nævner som eksempel en stak tæpperuller, der ligger bag sofaen.
Som forberedelse til hendes forestående flytning kom der forleden en tæppemand for at rulle gulvtæpperne sammen. Og med et stod en erindring helt klar om engang, hvor hun var med til at skjule våben i kælderen hos en tæppehandler.
"Vi skulle flytte et våbenlager ved højlys dag. Jeg tog et par pistoler ad gangen i lommerne, og så gik vi hen til tæppehandleren og stoppede dem ind i tæpperullerne. Og så tilbage og hente flere. Jeg kan tydeligt huske lugten af tæpper og fornemmelsen af at stå der og putte pistoler ned i rullerne," siger hun.
Lis Mellemgaard sørgede i 1994 for, at der blev samlet ind til og opsat et mindesmærke i Skindergade 44 over de faldne fra hendes gruppe. Hun kan godt være bekymret for, om mindesmærket får lov til at blive, efter at hun er død. På samme måde optager det hende meget, at Frihedsmuseet efter branden i april bliver genopbygget, som det var engang. Nogle mener, man skal benytte lejligheden til at lave et helt nyt museum med et mere bredt og politisk sigte.
"Det ville være den samme skam som at male på Jellingstenen. Det er jo vores historie. Og det er en dramatisk historie. Ja, det kommer måske til at lyde så højtideligt, men jeg har gjort noget for, at vi kunne leve i frihed. Så må man jo mene, at man har opnået noget. Og kæmpe for at holde fast i de ting, vi lærte af besættelsen."
Lis Mellemgaard holder stadig forbindelse til nogle få gamle frihedskæmpere selv om langt de fleste er døde eller demente. Men hun har heldigvis også mange bekendte, der er yngre end hende. Og ni børnebørn, som er flittige med besøg. Så hun mangler ikke selskab. Men ja, hun tænker da på, at der en dag bliver et øjenvidne mindre i Danmark, som kan fortælle om modstandskampen.
"Man tænker på døden i min alder det er klart. Man længes såmænd også indimellem efter den. Men det behøver ikke være lige nu," understreger hun. Og da slet ikke, når hun netop har travlt med så meget andet.
På vej ud af lejligheden spørger jeg, hvordan hun har tænkt sig at klare flytningen. Hun humper lidt på grund af såret på skinnebenet, og hjemmet er ikke pakket sammen endnu.
"Jeg er såmænd ikke bekymret. Jeg har flyttet over 30 gange i mit liv. Det skal nok gå."
Man må give Lis Mellemgaard ret i hendes indledende bemærkning: Hun stikker ikke op for bollemælk.