Når Susanne Kjeldsen går rundt på de grusbelagte stier med riven og lige holder et hvil ved et af gravstederne, skal hun bare kigge nogle få hundrede meter øst for kirken, så ser hun sit hjem, der også er hendes fødegård.
Det meste af Susanne Kjeldsens slægt ligger her på kirkegården i Rud. En lille landsby i det østjyske mellem Hadsten og Randers, omkranset af store gårde, vidtstrakte marker og nabo til Clausholm Slot.
Lige siden Susanne Kjeldsen var barn, har hun haft den lille kirke, bygget af granitblokke, i horisonten, og da jobbet som graver blev ledigt, havde hun forberedt sig på det i flere år. For det var det bedste arbejde, hun kunne tænke sig.
”Her får jeg kombinationen af alt det, jeg kan lide at beskæftige mig med. Have, blomster og anlægsarbejde har jeg endda taget flere kurser i for at være klar. Men derudover er det kontakten med mennesker, der gør mig så glad for at være graver. Og så endda i en kirkelig sammenhæng,” fortæller Susanne Kjeldsen.
Det er 18 år siden, hun fik jobbet. Inden havde hun været medhjælpende hustru i sin daværende mands maskinstation, men efter skilsmissen måtte hun finde andet arbejde. Nu er hun der, hvor hun gerne vil være. Faktisk kunne hun slet ikke drømme om at arbejde andre steder end ved de to kirker, Rud og Voldum, der hører til sognet.
”Jeg kender jo alle her, hvor jeg selv er vokset op og har gået i skole. Jeg er også blevet døbt, konfirmeret og gift i Rud Kirke. Så jeg kender både dem, jeg er med til at begrave, og deres børn og børnebørn. Og det tror jeg faktisk er en fordel – også for dem. For jeg kan give et knus og ved, når det er det, der er behov for i stedet for ord,” siger Susanne Kjeldsen.
Som graver er det hendes opgave at holde kirkegården. Alle de fælles anlæg som stier, græsplæner, hække og træer. Men også enkelte af de private grave skal forsynes med årstidens blomster og grønt. Derudover skal Susanne Kjeldsen gøre kirken klar til både de almindelige gudstjenester og de særlige begivenheder som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Og endelig er det også hendes opgave at ringe med kirkeklokken ved de to kirker, hvor det i Rud stadig sker med håndkraft.
På stien, der fører fra parkeringspladsen og op til kirkedøren, kommer man forbi det gravsted, hvor Susanne Kjeldsens bedsteforældre og forældre ligger begravet.
Her skal hun også selv ligge. Præcis som man gør det i Rud, hvor familiegravsteder stadig er normen.
”Det er anderledes inde i Voldum, der er en lidt større landsby. Der bor mange tilflyttere, og en del er også rejst derfra, så derfor er kirkegården helt anderledes. I stedet for de store fælles slægts-gravsteder er der mange enkeltgrave. Og endda en del, der vælger at blive sat ned i de ukendtes gravsted. Det viser jo lidt om forskellen på land og by. For herude på landet holder vi fast i traditionerne og bliver ofte på egnen, mens der slet ikke er samme tætte tilknytning til gravstederne inde i byen,” siger Susanne Kjeldsen.
Af samme grund kunne hun heller ikke tænke sig at være graver i en stor by. Hun vil være der, hvor hun kender folk og derfor også har et forhold til dem, hun skal pynte kirken for og senere sikre en værdig begravelse og ordentlige forhold på kirkegården.
”Traditioner er vigtige. Ikke mindst når det handler om kirkelige forhold. For selvfølgelig skal vi prøve nye ting, men i kirken er ’plejer’ altså vigtigt at holde fast i,” siger Susanne Kjeldsen, der personligt har haft den kristne tro med sig siden barndommen.
”Det var ikke sådan, at vi bad bordbøn eller på anden måde skiltede med vores tro. Men jeg vidste bare, at der var noget, der var større end mig, og som gav tryghed. Jeg tror også, troen har en betydning for mig i mit arbejde. For jeg er ikke bange for selv at dø eller for døden som sådan. Jeg tror, at vi som ånd kommer op at sidde på en lille sky – og så kan vi jo holde øje med, om de nu passer ordentligt på gravstederne hernede,” siger Susanne Kjeldsen med et glimt i øjet.
Hvis man kiggede ned på kirkegården i Rud denne aprildag, ville der garanteret være stor tilfredshed. Hække og stier er snorlige, lyngbuskene blomstrer, og den lilla farve spiller fint op til påskeliljernes gule dragt.
Inde i kirken har Susanne Kjeldsen været endnu mere kreativ. I de dybe vindueskarme ligger kunstfærdige troldegrene pyntet med både blomsterknopper og blomsterløg. Og foran døbefonten har kirkens graver skabt et stående kors af ren natur. Neg af birkegrene er bundet op med små og farvestrålende buketter.
”Jeg oplever en stor frihed i mit arbejde. Og en tillid fra menighedsrådets side til, at jeg nok skal gøre det hele på en god måde. Det er også med til at give mig en stor tilfredshed.”
Susanne Kjeldsen er udmærket klar over, at hun efterhånden hører til en sjældenhed. Både i forhold til at blive boende på sin hjemegn, endda på sin fødegård, og som en, der har været ansat så længe i det samme job. Og som ikke har planer om at ændre på nogen af delene.
”Det spiller selvfølgelig ind, at det er en slægtsgård, jeg bor i. Så når jeg ikke kan klare opgaven mere, håber jeg, at næste generation kommer til at tage over. Og så har jeg bare ikke det store behov for at flytte ud for at se verden. Det kan jeg jo gøre i mine ferier.”
På kirkegården kommer en mand gående med en grensaks. Han hilser på Susanne Kjeldsen og kalder hende ”Sanne”, som man gør her i Rud – hvor alle kender graveren.