Caroline Wozniacki: Jeg vil vinde

Hun er det største kvindelige tennistalent, Danmark har haft. Hun er bare 16 år, men siger uden blusel, at hun vil være den bedste i verden. Og hun er godt på vej. Læs eller genlæs Kristeligt Dagblads 12 år gamle interview med Caroline Wozniacki som en af de absolut egnede

Caroline Wozniacki deltager i næste måned i sin sidste turnering for juniorer, nemlig US Open. Vinder hun den turnering, slutter hun sin karriere som junior som den bedste i verden. Foto: Leif Tuxen
Caroline Wozniacki deltager i næste måned i sin sidste turnering for juniorer, nemlig US Open. Vinder hun den turnering, slutter hun sin karriere som junior som den bedste i verden. Foto: Leif Tuxen.

Blandt modne mænd og kvinder, der hyggespiller i sommervarmen og 80 børn på tennisskole, skiller en enkelt person sig ud. Henne på bane nummer fem står en høj slank pige med pink shorts og hvid solkasket og slår gule bolde over nettet med det ene seje slag efter det andet til en svedende mand i rød t-shirt – pigens træner.

Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er hende, vi skal tale med. Caroline Wozniacki, der netop har vundet juniorernes Wimbledon-turnering og er hjemme på et kort visit i Danmark, nærmere bestemt Farum Tennisbane og Lyngby Tennisklub, før hun igen tager ud i verden, hvor det fremover gælder de voksnes verden. Første stop for den 16-årige pige bliver US Open for seniorer i New York, hvor hun har fået mulighed for at deltage i kvalifikationen til hovedturneringen. Med på turen skal hendes faste rejsemakker, far Piotr.

"Det bliver fedt at få nye modstandere, som jeg ikke tidligere har mødt og nye udfordringer. Og så må jeg glæde mig over de kampe, jeg vinder og ikke ærgre mig over dem, jeg kommer til at tabe," siger Caroline Wozniacki.

Hun erkender dog, at det bliver svært, for hun er så udpræget en vindertype. Som syv-årig erklærede hun, at hun ville være verdens bedste tennisspiller, og siden har hun arbejdet målrettet på det.

"Når jeg laver noget, bryder jeg mig ikke om at være næstbedst. Det gjaldt også, da jeg gik til klaver og til svømning. Og det samme i skolen, men der har jeg heldigvis nemt ved at lære," smiler Caroline Wozniacki med henvisning til, at hun netop har forladt 9. klasse med en fin eksamen til trods for et stort fravær undervejs på grund af tennisturneringer rundt omkring i verden.

Den store selvtillid og det mentale overskud mener hun stammer fra de polsk-fødte forældre, der begge selv har dyrket eliteidræt. Faderen som professionel fodboldspiller og moderen som deltager på det polske volleyball-landshold.

"Mine forældre har fået mig til at tro på, at jeg kunne vinde og har i hvert fald ikke holdt mig tilbage. Det er vigtigt, at forældrene bakker op og er ved ens side, ellers bliver det for hårdt og ensomt. Og den mentale styrke tror jeg også kommer med erfaringen og i takt med, at jeg er blevet bedre," forklarer hun.

Allerede som 11-årig blev hun udråbt som et af Europas største tennistalenter, og i mange år har hendes liv adskilt sig fra de jævnaldrende kammeraters hjemme i Farum. Daglig træner hun, og ofte er hun på rejser rundt omkring i verden. Det betyder, at der er store dele af det sociale liv, hun er gået glip af. Til gengæld har hun fået mange andre oplevelser.

"Jeg kommer ud og ser verden og kommer til steder, man normalt ikke gør i min alder. Og så møder jeg en masse, der har den samme interesse som mig. Men når jeg er hjemme i skolen, snakker jeg ikke så meget tennis. Jeg har gode venner i Farum, som jeg e-mailer og sms'er med, når jeg er ude at rejse. Når jeg er hjemme, shopper vi sammen eller er hjemme hos hinanden," siger Caroline Wozniacki, der dog holder sig fra festerne, idet hun skal tidligt op og i øvrigt hverken ryger eller drikker.

Da hun havde vundet Wimbledon for juniorer tidligere på sommeren, rejste hun direkte hjem til Farum i stedet for at deltage i sejrsfesten, hvor nogle af verdens største tennisstjerner deltog. Men Caroline Wozniacki ville hellere hjem og fejre sin 16 års fødselsdag med vennerne.

"Jeg fylder kun 16 år én gang, men hvis jeg træner hårdt, har lidt held og undgår skader, så tror jeg, det er muligt at komme helt til tops. Og så får jeg jo mulighed for at deltage i sejrsfesten ved Wimbledon en anden gang," smiler hun.