Rødkærsbro er Jylland mellem tvende have.
Godt nok markerer stenen Jyllands Midtpunkt halvøens geografiske centrum 23 kilometer nordvest fra bygrænsen, men er man i bil og følger landevejene, er de lokale ikke i tvivl: Så er Rødkærsbro Jyllands hjerte.
Midt imellem Grenå og Hvide Sande, midt imellem Skagen og Kruså, udruller en doven hovedgade sig bag byskiltet. Her er mestendels parcelhuse af røde mursten med glinsende teglsten, der danser i sommervarmen. Et lukket bageri, et værtshus, en Dagli’ Brugsen og en genbrugsbutik drevet af Kirkens Korshær. Og en gammel jernbanestation, hvor regionaltoget et par gange i timen stopper op og føjer støj til stilhed.
Nogle vil hævde, at man ikke kan komme længere væk. Men sandheden er, at man ikke kan komme tættere på. På en arketypisk dansk stationsby, hvor snakken går over hækkene, fællesskabet dyrkes – og udstikkere bemærkes.
”Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til”, lyder mottoet for byens kro. Men i de senere år er det ikke alle, der har fundet Rødkærsbros nye beboere lige prisværdige.
Fremmede af en anden kulør og kultur er blevet flere og flere. Og midt i det hele, bogstaveligt talt midt i byen, købte Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan sidste år en nedlagt købmandsbutik. Nu kører debatten som et mini-opkog af den, der i årevis har fundet sted på den landspolitiske scene. Er byen forandret for stedse? Er Rødkærsbro med sine 1700 indbyggere for lille til store forskelle?
Ulrik Balle åbner armene og inviterer Kristeligt Dagblad inden for på sit chefkontor i byens maskinfabrik med godt 20 ansatte, mestendels smede.
”Mini-Damaskus er nogle af os begyndt at kalde Rødkærsbro,” griner han.
”Opkaldt efter Syriens hovedstad,” tilføjer han for ligesom at sikre, at vittigheden glider ned.
Ulrik Balle har boet her siden 1964 og fortæller, at tingene de sidste par år har ændret sig en del. Det hele begyndte i 2015. Flygtninge i tusindevis nåede i en række skelsættende septemberdage motorvej E45 ved Padborg. Der blev søgt asyl 21.316 gange det år, mestendels af syrere på flugt fra borgerkrigen. Og ad omveje – gennem asylcentre og derefter gennem en kvotefordeling til Viborg Kommune – endte en pæn håndfuld af dem, 150 ifølge TV Midtvest, i stationsbyen.
”Pludselig var her en hel del mennesker, jeg aldrig havde set før. Børn, der cyklede i den forkerte side af vejen. Skoleklasser, hvor halvdelen talte arabisk. Det er voldsomt for en lille by som vores, når 10-15 procent af byens indbyggere med ét er af anden etnisk herkomst,” siger Ulrik Balle.
Rødkærsbro er ifølge den seneste opgørelse fra 2017 den by i Viborg Kommune, der har klart flest ikke-vestlige indvandrere per indbygger. 181 borgere er ikke fra EU, og herunder er langt størstedelen fra ”typiske flygtningelande.”
Efter flygtningekrisen, hvor indrykket var størst, blev det for meget.
”Omgående stop for anvisning af nye flygtningefamilier til Rødkærsbro-området,” lød kravet i et åbent brev fra en række borgere i byen til Viborgs borgmester i februar 2016.
Ikke flere flygtninge, vi kan ikke mere. Den lokale presse fik færden af konflikt, og debatten rasede på egnen.
”Nogle kaldte os racister hele bundet, og det blev jeg sådan set lidt stødt over. For det, byen ville, var ikke at jage alle flygtninge ud af Rødkærsbro. Men vi ville fortælle kommunen, at når der kommer over 100 syrere, skal man altså have hjælp. De kunne ikke tale dansk, og der er altså ikke ret mange her i Rødkærsbro, der kan tale arabisk. De konfrontationer og den ballade, som vi gennem årene har set mange andre steder i Danmark, ville vi ikke have hertil,” siger Ulrik Balle, der som erhvervsping i byen var med til at lægge pres på Viborg Kommune.
For et par år siden begyndte cykelparkeringerne i Rødkærsbro at halte – der lå kort sagt cykler henslængt flere steder i byen – og inden længe fygede beskyldningerne imod flygtninge på en lokal Facebookside, inden et udredningsarbejde fandt frem til, at cyklerne vist slet ikke var syrernes.
Inga Georgi på 77 år driver byens håndkøbsapotek og fortæller, at stemningen til tider kunne være anspændt i de år, hvor allerflest syrere kom til.
”Men det er gode og rare mennesker. De er blevet en del af Rødkærsbro. Og sådan er det,” siger Inga Georgi.
Efter opråbet til Viborgs borgmester reagerede kommunen prompte. Der blev hyret en integrationskonsulent, som fik til opgave at hive de syriske børn til fodbold og håndbold i byens stolthed – Rødkærsbro Idrætsforening, der efter sigende er hæderligt med inden for flere sportsgrene. En tolk hjalp børnene med at finde sig til rette i byens folkeskole. Og når det offentlige ikke slog til, trådte civilsamfundet i stedet.
”På et tidspunkt mødte jeg to knægte, der gik på gaden og talte arabisk. ’Her i Rødkærsbro taler vi dansk sammen på gaden’, sagde jeg til dem. Pænt og ordentlig, og så slog de over i dansk. Det behøves ikke være så svært,” siger Kurt Madsen, der bestyrer idrætshallen i Rødkærsbro.
Få har i dag noget dårligt at sige om flygtningene. Og flere mener, at mangfoldigheden klæder byen.
”En gevinst bliver de aldrig. Men så slemt har det heller ikke vist sig at være,” siger en mand over en flaskeøl på byens værtshus. Han vil ikke have sit navn i avisen.
”Jeg må sige, at det er gået en del mere gelinde, end jeg havde forventet,” siger Ulrik Balle, der har sin helt egen idiosynkratiske forklaring på, hvorfor det er gået sådan.
”Der er kun én pudsig ting ved Rødkærsbro: Vi har ingen kirke. Og vi er heller ikke kendt for at være specielt kristelige andet end til husbehov. Præsten i sognet er godt nok evangelisk luthersk-missionsk og vil ikke give hånd til kvindelige præster, men hovedparten af folk her i byen er nok, hvad jeg vil kalde grundtvigianere. Det har været godt for integrationen, at vi har ikke religiøse fronter. Vi har i det hele taget ikke ret mange fanatikere inden for nogen som helst områder,” siger Ulrik Balle.
Eller. Havde ikke fanatikere. En udfordring kommer sjældent alene, og netop som mange i byen var kommet overens med, at Rødkærsbro er blevet mulikulti, fik byen nok engang uventet besøg. Gæsten hed Rasmus Paludan, og han kom i november 2019.
Joken på egnen går på, at man ikke kan køre ’ud mod Rødkærsbro’. Man kører altid ’ind mod Rødkærsbro’, uanset hvor man kommer fra.
Det hænger sammen med selvfortællingen om, at man befinder sig i det midterste af Midtjylland. En pjece til nysgerrige lokker underspillet med placeringen. ”Rødkærsbro. Mellem Viborg, Århus, Silkeborg og Randers”, står der.
I Rødkærsbro er man langt fra det meste og tæt på det hele. Det er ifølge flere af de lokale den bedste forklaring på, at Rasmus Paludan ud af det blå besluttede sig for at købe den nedlukkede købmandsforretning på hovedgaden i november.
”For ellers sker her jo ikke en pind,” siger Inga Georgi.
Alle i byen ved, hvor Rasmus Paludan har adresse. Og alle ved, hvornår han er hjemme. Der holder altid et par PET-biler foran huset, når han er i Rødkærsbro, mens adrætte mænd med sorte solbriller snuser rundt i byen i efterretningsvæsenets tjeneste. Under Kristeligt Dagblads besøg er han her ikke, bliver vi fortalt.
En sort herrecykel hviler langs facaden på det gule murstenshus, men ingen åbner, da avisen banker på. Solblege og beskidte gråhvide persienner er trukket for alle vinduerne, og huset ser mest af alt lidt forsømt og forladt ud. Men den er god nok. Det er Paludans hus, siger folk.
Kristeligt Dagblad spørger over en e-mail, om Stram Kurs-lederen vil give et interview. Måske fortælle, hvorfor har han købt et hus midt i Rødkærsbro, og hvordan han og de syriske flygtninge kommer overens.
”Jeg vil ikke deltage i din affaldsartikel, som skønhedsmaler invasionen af vores land og drabene og overfaldene på vores ungdom,” lyder svaret fra Rasmus Paludan.
”Du lyver. Jeg bor IKKE i Rødkærsbro. Jeg bor i København,” fortsætter lederen af Stram Kurs.
Det kan for så vidt være rigtigt nok, at han ikke bor i byen. Men Rasmus Paludan er i al fald tæt knyttet til huset på hovedgaden. Ifølge cvr-registret driver han flere virksomheder fra adressen. Det drejer sig om iværksætterselskaberne Frihedens Stemme og Special Operations, enkeltmandsvirksomheden Sumzar og den frivillige forening Danernes Soldater IF. De har alle Rasmus Paludans e-mail som kontaktoplysning og har tidligere haft adresse i Stram Kurs-hovedkvarteret på Enghavevej i København, men blev i november 2019 rykket til Rødkærsbro.
Lederen af det etno-nationalistiske og højreekstreme parti blev i juni idømt en måneds ubetinget fængsel for racisme af byretten i Næstved, og selvom hans parti akkurat ikke kom på tinge ved folketingsvalget sidste sommer, er det stadig aktivt.
Ifølge folk i Rødkærsbro har Rasmus Paludan været i byen inden happenings i eksempelvis Aarhus. Gps’en fortæller da også, at indvandrerbydelen Gellerup kan nås på i bil på 47 minutters kørsel stik sydøst fra Rødkærsbro. Her skød politiet i juni en ældre mand, som under uroligheder ved en Stram Kurs-demonstration trak en kniv mod Paludan. Selv har Rasmus Paludan udtalt, at han føler en særlig tilknytning til Viborg 17 minutters kørsel fra Rødkærsbro, fordi hans oldefar boede i byen.
Andre, eksempelvis byens kroejer Helle Valter, tror, at han bruger afstikkerne til Rødkærsbro til ”at få lidt fred”.
Hun ærgrer sig over, at han har købt hus i byen. Men prøver at trække på skuldrene over det.
”Han er en hæfler (en plageånd, red. ). Men sådan en har alle byer vel,” siger Helle Valter.
Et par stykker har set Rasmus Paludan handle ind i Dagli’ Brugsen. En enkelt gang har han også været forbi værtshuset, lyder det. Alt i alt er hans færden gået stille for sig, og han har ifølge de lokale ladet syrerne være i fred. I byen lader der nu til at være en vis stolthed over, at man indtil videre har kunnet rumme både flygtninge og Stram Kurs-lederen – uden at der er kommet bål og brand i gaderne.
”Rasmus Paludans helt ekstreme holdninger er hans problem, ikke vores. Ignorer ham og gør ham uinteressant,” siger Ulrik Balle.
Nour Basha er 29 år og bor med sin mand og parrets tre børn i udkanten af Rødkærsbro. Boligområdet er alment med gule murstenskomplekser i to planer og en legeplads i gården. Græsplænerne udenfor er tætklippede og grønne, men på nippet til at blive svedne i det tørre vejr. Her er stille, velholdt og rent, og her oser mest af alt af almindelighed. Her lever stort set alle syrerne i Rødkærsbro.
Familien har boet her siden 2015 og fortæller, at Rødkærsbro har vist sig fra sin gæstfrie side.
”Vi kendte ingen og talte ikke sproget og var nok bange for, hvad folk ville synes om os. Men da vi kom her første gang, var der blomster foran døren og et kort, hvor der stod ’Velkommen til Rødkærsbro’ fra vores danske overbo,” siger Nour Basha.
Der er langt til oprørsbyen Idlib i det nordvestlige Syrien, hvor hun og manden Abdulrauf flygtede fra under borgerkrigen. Især vejret er koldere og mere omskifteligt. Men ellers er her dejligt, synes de.
”Og trygt,” siger Nour Basha.
De har både syriske og danske venner i byen, og ingen har råbt ubehagelige ting eller kommenteret hendes tørklæde, fortæller hun. Derfor var det heller ikke nemt at sluge nyheden om byens nye beboer.
”Vi var rigtig kede af det, da Rasmus Paludan købte hus. Under valget spurgte vores børn ind til, hvem han var, og så flyttede han pludselig hertil,” siger hun.
Alligevel er familien ikke i tvivl om, at deres fremtid hører til i Rødkærsbro. De to ældste børn går i 3. og 5. klasse på den lokale folkeskole, og når Nour Basha genoptager sin VUC-uddannelse i Viborg efter endt barsel, drømmer hun om at blive sygeplejerske. Abdulrauf Basha arbejder for tiden i Holstebro, men kan måske få job som truckfører i Viborg og skære noget af den lange transporttid til og fra arbejde.
Livet er godt i Rødkærsbro, Rasmus Paludan til trods.
”Vi har ikke set ham, og vi håber heller ikke, at vi kommer til det,” siger Nour Basha.
Tilbage på maskinfabrikkens chefkontor læner Ulrik Balle sig tilbage i stolen og kigger ud af vinduet. Meget vil være vundet, hvis stationsbyen fortsat lykkes med at inddæmme provokatøren af alle provokatører.
”Kun dårlige fugle skider i egen rede,” siger han om Rasmus Paludan. Underforstået: Det må han fortsat godt lade være med.
Kristeligt Dagblad spørger ham, om flygtningekrisen og Stram Kurs-lederen har forandret den midterste by i det midterste af Jylland for altid.
Ulrik Balle tænker sig om. Ikke alt er, som det plejede at være:
”Men Rødkærsbro er stadig Rødkærsbro.”