Fattigdom, sult og ulighed. Det kan for en udviklings- organisation være vanskeligt at afgøre, hvor og hvordan det giver mest mening at prioritere sine ressourcer, hvis man ønsker at gøre verden til et bedre sted. Det blev dog noget nemmere for Børnefonden, da organisationen tidligere på året besluttede sig for at skrive FN’s 17 verdensmål ind i sin strategi.
Børnefondens arbejde med at forbedre sundheden, bekæmpe fattigdom og sikre uddannelse i verdens fattigste lande bidrog i forvejen til målene. Men det var en mulighed for i endnu højere grad at ”fokusere på de mest centrale udfordringer”, fortæller administrerende direktør i Børnefonden, Bolette Christensen.
Selvom den røde tråd blev tydeligere med implementeringen af verdensmålene, har Børnefonden altid haft en klar strategi om at hjælpe i ”de absolut fattigste lande”, siger Bolette Christensen.
”Derudover er det afgørende for os, at vi er i de områder, hvor vi kan gøre en forskel. Vi sørger for finansiering og organisering, men vi kan kun rykke noget, hvis lokalbefolkningen er engageret og tror på, at vores arbejde har betydning,” siger hun.
Et tæt samarbejde med både landsbyboere, lokale myndigheder, institutioner og regeringen er i det hele taget nødvendigt, når man opholder sig i det samme land i 15-20 år, som det er tilfældet med Børnefonden.
”Når man er så lang tid det samme sted, kræver det, at man har gode relationer til de forskellige interessenter i området. Ellers kan tingene bare ikke lykkes. Derfor er vi konstant i dialog med myndighederne, for det betyder simpelthen så meget, at de er med på, hvad vi gør.”
I dag laver Børnefonden udviklingsarbejde i 24 lande, men organisationen har særligt fokus på de fem vestafrikanske programlande Benin, Burkina Faso, Kap Verde, Mali og Togo. Organisationen arbejder blandt andet for, at børn får mulighed for at komme i skole, får adgang til lægehjælp og rent vand. Samtidig hjælper man forældrene med at skabe sig en indkomst og sørger for, at lokalsamfundet får støtte til blandt andet at bygge skoler, børnehaver, sundhedsklinikker og brønde.
Men hvorfor ikke fokusere indsatsen i stedet for at sprede ressourcerne ud på mange forskellige projekter?
”I landsbyerne hænger alle de forskellige områder sammen. Derfor er det nødvendigt at lave helhedsplaner, så man kan lave et samlet løft af samfundet,” siger Bolette Christensen.
Men når man opererer i det fattige Vestafrika, kan det være en enorm opgave at løfte samfundene. Så hvornår har man som udviklingsorganisation klaret sit arbejde og kan rykke videre til et nyt land, der har endnu mere brug for hjælp?
Bolette Christensen fremhæver Kap Verde som et godt eksempel. For i løbet af de 25 år, som Børnefonden har været engageret i den lille øgruppe 500 kilometer vest for Afrikas kyst, er det ifølge FN gået fra at være et lavindkomstland til et mellemindkomstland.
Infrastrukturen er blevet bedre, skolerne underviser på et højere niveau, børn og unge har fået flere rettigheder, og turismen er blomstret op, siger Bolette Christensen. For fire år siden meddelte hun myndighederne i Kap Verde, at Børnefonden i løbet af de næste fem år ville overlade mere og mere ansvar til de lokale.
”Ved udgangen af 2017 skal vi gerne kunne overlevere et bæredygtigt samfund. Vi har brugt de seneste fem år på at sikre os, at der virkelig er sket en forskel, for man lukker ikke bare ned for et projekt uden videre. Børn, forældre og myndigheder skal selv kunne drive det videre.”
Indtil den endelige evaluering af forholdene i Kap Verde er færdig, vil Børnefonden koncentrere sig om de fire resterende lande, hvor de fortsat er til stede. Sideløbende arbejdes der dog på at finde et nyt land, hvor organisationen kan skabe bedre livsvilkår for børnene og de unge. Mange steder i verden kunne garanteret have behov for hjælp, men det bliver sandsynligvis endnu et vestafrikansk land næste gang.
”Det er svært at spå om fremtiden, men med mange års erfaring og med 650 medarbejdere i området har vi megen ekspertise i netop det område.”