Afviste asylansøgere har splittet samfundet i Bording

Et udrejsecenter for afviste asylansøgere har splittet den lille midtjyske by Bording i to. Asylansøgerne fylder, og folk er utrygge, siger tidligere amtsborgmester, mens præst forsøger at mane til besindighed

32-årige Bianca Løhde er en af de mange beboere i Bording, som er utrygge ved udrejsecenter Kærshovedgård. Hun løber eksempelvis ikke længere i området nær udrejsecenteret, og hun kender til flere beboere, som har sat hegn op på grund af de afviste asylansøgere. –
32-årige Bianca Løhde er en af de mange beboere i Bording, som er utrygge ved udrejsecenter Kærshovedgård. Hun løber eksempelvis ikke længere i området nær udrejsecenteret, og hun kender til flere beboere, som har sat hegn op på grund af de afviste asylansøgere. – . Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix.

Bianca Løhde er et slags symbol på den tiltagende lokale utilfredshed med udrejsecenter Kærshovedgård.

Hun har boet i den midtjyske by, siden hun blev født og har netop overtaget forældrenes hus i Bording. Så hun er godt kendt blandt de godt 2600 indbyggere. Og i november sidste år skrev hun et Facebook-opslag, hvor hun markerede en stille protest med det udrejsecenter for afviste asylansøgere og mennesker på tålt ophold, som siden 2016 har været placeret fem kilometer uden for Bording.

Hun havde fået nok af halve løsninger og skrev et opslag, hvor hun redegjorde for flere af de møder, hun havde haft med asylansøgerne i Bording. Om asylansøgere, der råbte ad hende og hendes børn, når de handlede ind eller var derhjemmme, og om den mandlige asylansøgere, der skubbede Biancas lille datter væk for at undersøge skraldespanden i Fakta for flasker.

”Jeg har ikke noget imod beboerne, og jeg er så langt fra at være racist. Jeg var faktisk en af dem, som tænkte, at vi nok skulle klare det, da centret åbnede. Vi er et lille, men stærkt samfund. Men når jeg hører, at ældre mennesker sætter sig sammen i en bil for at handle i Ikast ti kilometer væk, alene fordi de er utrygge, tænker jeg, at der skal ske noget,” siger Bianca Løhde.

Utrygheden er ikke en følelse, som Bianca Løhde sidder alene med. Midt- og Vestjyllands Politi har på grund af selvsamme arbejdet med en tryghedsforebyggende indsats for byens borgere, siden centret åbnede i 2016. Og da der i efteråret 2017 var et knivstikkeri internt på udrejsecentret, forstærkedes utrygheden i Bording. Derfor har man påbegyndt et nyt tryghedsprojekt sammen med Bordings beboere, erhvervslivet og flere organisationer, som arbejder med asylansøgere. Centralt for projektet er, at forslagene derfra kommer fra Bording-beboerne og butikkerne med sparring fra politiet. Det fortæller Ane Friis Christiansen, sociolog ved Midt- og Vestjyllands Politi.

”Erhvervslivet er gået sammen om at skabe mere tryghed i bybilledet, og borgere er helt konkret kommet med forslag om et aflåst cykelskur ved stationen og mere synlighed fra politiet ved strækningen til Kærshovedgård,” siger Ane Friis Christiansen.

På en gård et par kilometer fra Kærshovedgård bor tidligere amtsborgmester for Ringkjøbing Amt Knud Munk Nielsen (V). Han fortæller selv, at han ikke har oplevet noget, ”der er værd at nævne”.

”Men jeg kan bare konstatere, at Kærshovedgård, og især tankerne om det, er ved at splitte vores lille samfund,” siger han og uddyber:

”Nogle kæmper for, at Kærshovedgård skal væk, og så er der andre, der siger, at vi skal hjælpe de mennesker derude og gøre det tåleligt,” siger den forhenværende amtsborgmester.

Han fortæller blandt andet, at det har splittet Bording Kirke og menighedslivet. Tidligere sognepræst ved Bording Kirke Lindvig Osmundsen har arbejdet aktivt for at forbedre vilkårene for beboerne til udrejsecentret. Han har arrangeret demonstrationer, afholder bibelmøder og har døbt en række afviste asylansøgere fra den midtjyske kirke.

”Jeg har respekt for den indstilling til de svage. Men modsat er der en virkelighed, vi skal forholde os til. Blandt andet at mange asylansøgere har en helt særlig interesse for at blive i Danmark. De kæmper deres sag og gør oprør, og det kommer til udtryk på forskellig vis. De stimler sammen i butikkerne og fylder så meget, at nogle ikke vil handle der mere. Bording er en lille by, og når der pludselig kommer et fremmedelement og femten af dem sætter sig på torvet hver dag, så vil det ødelægge vores by,” siger Knud Munk Nielsen.

Hvorfor vil det ødelægge byen?

”De fylder, og gadebilledet vil blive anderledes.”

Men er det et problem?

”OK-tanken har givet udtryk for, at de (asylansøgerne, red.) står der og snakker, og det har de deres frihed til.”

Hvorfor er det et problem, at de står der og snakker sammen?

”De fylder jo billedet. Lagde man en institution som Kærshovedgård i København, hvor der er en million mennesker med forskellig hudfarve, er de ikke jo synlige på samme måde. Men det er de her, og vi kan ikke bære 400 og slet ikke 600,” siger Knud Munk Nielsen, som har foreslået et loft på 200 personer på Kærshovedgård. Det er cirka det antal, som der er i dag, men Udlændingestyrelsen har vurderet, at der kan være 364 beboere på udrejsecentret.

Pastor emeritus Lindvig Osmundsen kan dog ikke genkende, at de nye kirkegængere fra udrejsecentret skulle have splittet menigheden.

”Jeg tror tværtimod, at det, at asylansøgerne og folk fra Bording knæler sammen ved alteret, kan mindske utrygheden.”

Men han medgiver, at de nytilkomne har delt Bording i to:

”Der er dem, der siger, at vi ikke skal røre ved dem overhovedet, og så er der andre, som mener, at vi skal gøre noget for dem, så længe de er her,” siger Lindvig Osmundsen fra Bording Missionshus, hvor der denne torsdag er Bibelcafé. Denne aften er der knap 45 beboere fra Kærshovedgård. Andre aftener er der 60. Det er cirka en fjerdedel af alle Kærshovedgårds beboer, hvoraf mange er fra overvejende muslimske lande.

Han har aldrig selv følt sig utryg, men vurderer, at den lokale skepsis over for udrejsecentret kan skyldes, at man stort set ikke har haft udlændinge i byen tidligere.

”Og når man så ikke taler det samme sprog, opstår der hurtigt misforståelser. Men nu har vi altså haft Kærshovedgård i mere end to år uden en eneste alvorlig hændelse uden for centret,” siger Lindvig Osmundsen. Han bemærker samtidig, at han også fra de afviste asylansøgere har hørt historier om grov adfærd fra Bording-beboerne.

”De har oplevet, at deres cykler er blevet stjålet, at folk råber ad dem, og at folk kører meget tæt på dem, når de kommer gående,” siger præsten, som gik på pension tidligere i år.

En af Kærshovedgårds beboere, Kamran Mohammadi, er med til bibelcaféen denne torsdag aften. Han har boet på Kærshovedgård i ni måneder og fastholder ligesom Lindvig Osmundsen, at folk fra Bording intet har at frygte.

”Der er ingen, der spiser dem. Hvis folk i stedet var mere åbne, ville vi nemmere kunne blive integreret. Så ville vi være på samme niveau. Det er derfor, de har succes i Canada,” siger han med henvisning til canadisk integrationspolitik, som er blevet beskrevet som mere human end den i Danmark.

Kamran Mohammadi beskriver samtidig tilværelsen på Kærshovedgård som ”det værste, man kan opleve”.

Bianca Løhde er helt med på, at beboerne på Kærshovedgård har det svært.

”Jeg forstår godt den frustration, de må føle. Dem, der lever på tålt ophold, skal have det så dårligt som muligt. De lever i en boble. Men det hjælper ikke os her i Bording,” siger hun.