Forfatteren Jonna Odgaard ville så gerne, men har endnu ikke set en dansk ulv. Det har Anne-Sofie Hermansen og hendes kæreste fra Idom-Råsted ved Holstebro til gengæld, men det var de helst fri for. I hvert fald ville de ønske, at den ikke havde vist sig så tæt på deres landejendom, der ligger tæt på Danmarks ulvehovedstad, Stråsø Plantage.
Her bor de med deres tre-årige søn. På grund af ham har Anne-Sofie Hermansen i flere år været nervøs ved tanken om at bo tæt på ulven. For forfatteren og miljøjournalisten Jonna Odgaard, som netop er kommet på besøg, er der dog ikke noget at frygte. Hun er fortaler for ulve i dansk natur, og denne dag skal hun tale med Anne-Sofie Hermansen om konflikten. Og selvom de to repræsenterer hvert deres synspunkt, er de enige om, at myter er skyld i ulvekonflikten, og at fakta og viden kan løse den.
Fra baghaven peger Anne-Sofie Hermansen ud på en stor mark mod et mørkt område cirka 150 meter ude:
”Lige der, hvor det er mørkt, fordi min nabo har gravet ud til en sø. Der så jeg den i tusmørket. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det var en ulv, men det var det første, der faldt mig ind,” siger hun.
Ifølge Jonna Odgaard kunne det dog meget vel have været en hund. Flere dna-prøver fra dræbte får har nemlig vist, at hunde, ikke ulve, har stået bag. Det må betyde, siger forfatteren, at der er et højere antal omstrejfende hunde, end vi ellers havde regnet med.
”Og når folk så rapporterer om, at de har set en ulv nærme sig deres ejendom, er det altså ikke til at sige, om det har været en stor hund. Hvis det har været mørkt, eller hvis man har været på flere hundrede meters afstand, er der altså ikke mange danskere, der kan se forskel,” siger hun.
Jonna Odgaard begyndte at interessere sig for ulve for 23 år siden. Hun har læst om dem og studeret dem siden. I 2016 udkom hendes første roman, ”Ulvens blik”, hvor hovedpersonen er en ulveforsker. Hun er begejstret for, at ulven er tilbage i den danske natur, for hun mener ikke, at der er andre problemer med dyret end manglende viden hos befolkningen.
Anne-Sofie Hermansen er til dels enig. Efter at have deltaget i Projekt Ulvedialog med lokale borgere og ulveforskere er hun nemlig blevet mindre bange for for ulven. Og derfor mener hun, at det er myndighederne, der er skyld i den store konflikt om ulve i Danmark, fordi de ikke i tilstrækkelig grad har informeret befolkningen.
”Det er næsten utilgiveligt, at Miljøstyrelsen og Vildtforvaltningen ikke har været mere aktive i forhold til at informere om ulven. De har nok ikke regnet med, at det ville blive så stor en landsdækkende debat, og så har de ikke taget det ansvar på sig. Myndighederne har virket lammede,” siger hun.
Jonna Odgaard afbryder med bekræftende lyde. Hun er meget enig.
”Du har fuldstændig ret. Meget af frygten kan bearbejdes med mere viden. Nu må Miljøstyrelsen på banen, så vi kan aflive myter om ulve med fakta,” siger hun og spørger så Anne-Sofie Hermansen, om hun så er stoppet med at være bange for ulven efter at have deltaget i Projekt Ulvedialog.
”Overraskende nok er jeg blevet mindre påpasselig over for min treårige søn. Nu lyder jeg forhåbentlig ikke som en dårlig mor, men før var jeg bange for at lade ham gå rundt i haven, fordi vi bor lige op ad skoven. Det er jeg i mindre grad nu. Han kan sagtens gå rundt derude, mens jeg går i haven så længe, jeg kan høre ham. Men der går min grænse så også.”
At du trods alt har en grænse vidner vel om, at viden og fakta ikke løser problemet? Du har vel fået at vide, at ulve ikke angriber børn, så hvorfor ikke lade ham løbe frit rundt i haven?
Anne-Sofie Hermansen: ”Nej, det er nemlig derfor, at følelser også bør have lov til at være en del af debatten. Jeg har fået en masse viden om ulve og deres adfærd via ulvedialogen, men alligevel tager jeg forholdsregler for at føle mig tryg. Og vi skal huske, at det er vigtigt for folk, at de skal kunne føle sig trygge i deres lokalområder. Det skal en ordentlig forvaltningsplan klare. Ikke fordi vi skal skyde ulve til højre og venstre, men fordi vi skal finde en løsning, hvis den kommer for tæt på beboelse.”
Jonna Odgaard: ”Man kan inddele ulvefrygten i tre kategorier. For det første skyldes det manglende viden, fordi vi ikke har haft ulven i 200 år. For det andet er det kristendommen og vores sagn og myter, hvor ulven altid har været et symbol på ondskab. For det tredje frygter vi ulven, fordi vi er et landsbrugsland. Landbruget har gjort os skeptiske over for vild og utæmmet natur, og intet repræsenterer den vilde natur som ulven.”
Hvordan skal viden så løse de helt konkrete problemer, som nogle har med ulve? At de tager deres husdyr eller kommer for tæt på deres hjem for eksempel?
Anne-Sofie Hermansen: ”For nogen tid siden var der et opslag i den lokale Facebookgruppe fra nogen, der havde set en ulv. De sagde, at den ikke var sky, fordi den ikke reagerede på, at de prøvede at skræmme den væk på 200 meters afstand. Så var der så nogen, der kunne fortælle, at ulve ikke reagerer på dig, hvis du er så langt væk, men at hvis du gør det på 85 meters afstand, vil den flygte. Sådan kan fakta helt konkret hjælpe.”
Kan det ikke lyde temmeligt arrogant at sige, at folks problemer med ulve og frygt for dyret bare er udtryk for, at de ikke har nok viden?
Jonna Odgaard: ”Nej, for jeg siger ikke, at det bare er viden, der skal til. Det er viden og tid. Ulven har været forhadt og forfulgt i århundreder, og vi har kun haft seks år til at vænne os til, at den er tilbage. Vi skal erfare, at der ikke er noget at frygte for mennesker. Og så skal vi løse de helt konkrete problemer med husdyr ved at lave effektive indhegninger. Tid, meget mere information og dialog med befolkningen i ulvezoner og forebyggende foranstaltninger som ulvesikkert hegn og vogterhunde kan løse konflikterne.”