Det er opmuntrende og vigtigt, at Danmark har fået en ny, passioneret debat om religion og kristendom. Vigtigt, fordi uvidenhed og misforståelser om disse emner i årtier med en fremadskridende sekularisering har udviklet en religiøs analfabetisme hos store befolkningsgrupper og markante røster i den offentlige debat. Paradoksalt er det, at en sådan religiøs analfabetisme kommer til udtryk i religionshistoriker Mikael Rothsteins aggressive indlæg i Politiken, der har været et startskud til debatten.
Rothstein hører til tidens aggressive ateister og lagde ud med at ikke alene kritisere den nye videnskabsminister for at tro på en skabende gud, men også afvise, at der var noget at diskutere: ”Det skal vi afvise, vi skal ikke engang tage diskussionen, vi skal simpelthen afvise det,” sagde han ifølge Politiken.
Afvisningen havde form af en erklæring om, at det er ”uacceptabelt”, at Esben Lunde Larsen ”er øverste chef for forskning og videnskab i vores land, når han indtager synspunkter, der står i et grelt modsætningsforhold til forskning og videnskaben”.
Rothsteins begrundelse er videre, at han som forsker kan ”vise, hvordan og hvornår mennesker opfinder de guder, de taler om, og hvorfor de gør det”. Man kan vel lige så vel vise, hvordan, hvornår og hvorfor mennesker har opfundet naturvidenskaben. Eller måske er ”opfindelser” et rigtigt dårligt ord for de processer, hvori mennesker har udviklet deres tolkninger af verden, livet - og døden.
Rothstein gør sig, som flere har bemærket, skyld i at sammenblande religiøse og videnskabelige fortællinger om verden. De store religiøse fortællinger blev til årtusinder før, menneskene fandt på naturvidenskab. De rummer tydninger af verden og eksistensen, der rækker langt udover, hvad naturvidenskaben kan afdække. Naturvidenskaben udvikler og efterprøver teorier om verden, som har ændret menneskers levevilkår radikalt - på godt og ondt - men naturvidenskaben kan ikke levere en sammenhængende livstydning.
Tværtimod har moderne naturvidenskab afdækket en række mysterier, som spærrer for en sammenhængende forståelse af verden. Lige fra Heisenbergs usikkerhedsrelation, Bohrs komplimentaritetsteori over kvantefysikkens gåder til de uforklarlige ”sorte huller” og ”sort energi”. Meget betegnende og vigtig er også den kolossale begrænsning, som kendetegner de naturvidenskabelige indsigter, nemlig at bevidstheden repræsenterer en uforklarlig gåde.
Rothsteins aggressive indskrænkethed bygger på et ”grelt modsætningsforhold”, som ikke eksisterer. Religion og naturvidenskab taler forskellige sprog og udfylder forskellige funktioner i menneskers liv. At læse det religiøse sprog som udsagn, der konkurrerer med naturvidenskablige erkendelser, er meningsløst, hvad enten en sådan læsning udøves af religiøse fundamentalister eller aggressive ateister.
Men det er til gavn for alle, at sådanne temaer udfoldes i lidenskabelige debatter i det offentlige rum. Det fører blandt andet til, at mennesker, der udøver en respekteret og betydningsfuld indsats i samfundet, står frem med oprigtige og smukke fortællinger om troens betydning i et moderne liv, som Margrethe Vestager gjorde det her i avisen i fredags.
Det er en opmuntrende modgift til den religiøse analfabetisme.