Hvad betød revolutionen i Iran for dig?

Alle iranere fik ændret deres liv, da Ayatollah Khomeini greb magten i 1979. Nogle af dem flygtede og endte som medlemmer af det danske samfund

Øverst fra venstre: Farshad Kholghi og Jaleh Tavakoli. Nederst fra venstre: Firoozeh Bazrafkan og Massoud Fouroozandeh.
Øverst fra venstre: Farshad Kholghi og Jaleh Tavakoli. Nederst fra venstre: Firoozeh Bazrafkan og Massoud Fouroozandeh. Foto: Privat/Ritzau Scanpix.

Alt ændrede sig for mig og min familie

Farshad Kholghi, 47 år, er foredragsholder og skuespiller. Han er født i Teheran, Iran, i 1971 og kom til Danmark som 13-årig.

For os personligt betød den islamiske revolution, at vores liv ændrede sig 100 procent. Indtil da havde vi haft en almindelig, dejlig tilværelse i Iran. Selvom det ikke var et demokratisk land, var det sekulært, og uden at blive nostalgisk havde Iran dengang et ekstremt godt potentiale. Med et iransk pas i hånden behøvede man ikke engang søge visum til USA, så respekteret var man. Men håbet døde, da islamisterne kom.

Jeg var kun seks-syv år gammel, men den tid står helt klar for mig. Om natten råbte de ”Allahu akbar” og ”Død over USA og shahen” ud ad vinduerne, og når jeg græd, trøstede min mor mig med, at USA nok skulle passe på os. Men i USA hed præsidenten Jimmy Carter, så det gjorde de ikke. Det er nok derfor, jeg ikke er vild med Demokraterne.

I 1984 flygtede vi, da en ven advarede min far om, at vi skulle se at komme væk. Vi tilhørte bahai-religionen, som var blevet forbudt, fordi den går ind for lighed og demokrati. Inden da havde vi flere gange været i Europa for at besøge venner, som hver gang sagde ”Bliv!”, men vi troede, det ville blive bedre.

Jeg var 13 år, da jeg kom til Danmark og måtte begynde helt forfra med et nyt sprog og en ny kultur. Jeg var ikke engang på 0. klasse-niveau!

I dag er der mange unge mennesker, der ærligt og aggressivt kæmper imod regimet i Iran, så nu har jeg et kæmpestort håb for landet.

Ayatollah Ruhollah Khomeini (1902-1989) fotograferet den dag, da han efter 16 år i eksil vendte hjem til Iran i 1979 for at begynde en islamistisk revolution. Millioner af iranere strømmede til Teherans lufthavn den dag for at byde ham velkommen hjem.
Ayatollah Ruhollah Khomeini (1902-1989) fotograferet den dag, da han efter 16 år i eksil vendte hjem til Iran i 1979 for at begynde en islamistisk revolution. Millioner af iranere strømmede til Teherans lufthavn den dag for at byde ham velkommen hjem.

Foto: Gabriel Duvald/AFP/Ritzau Scanpix

Mine forældre var aktive modstandere

Jaleh Tavakoli, 36 år, forfatter, debattør og talsperson for netværket Frit Iran

Begge mine forældre var aktive i den venstreorienterede modstand imod shah-regimet i Iran, min far flygtede så i 1984 efter den islamiske revolution, hvorefter min mor og jeg blev familiesammenført i Danmark i 1991. Jeg boede i Iran, indtil jeg var ni år gammel, og jeg har oplevet, hvad kulturrevolutionen betød for skolesystemet, og oplevet, at kvinder blev tvunget til at gå med tørklæde. Man kunne mærke på alle, at der var frygt for regimet, så ingen turde ytre sig kritisk.

Ingen turde kritisere religionen eller mullaherne (de islamiske lærde, red.). Man kan nok roligt sige, at det har påvirket mig på den måde, at jeg ikke selv er bange for at sige, hvad jeg mener i debatten herhjemme. Da jeg kom til Danmark, var jeg sikker på, at alle muslimer på samme måde ville tage afstand fra det, der var sket i Iran, men jeg har desværre oplevet det modsatte hos mange muslimer med andre nationaliteter. Særligt blandt unge mennesker, som ikke går op imod de dogmatiske regler i islam, men i stedet følger dem. For dem er det, der skete i Iran, sejt, og religion er blevet en ny identitet for dem. Der er unge iranere, der bliver tvangsgift, og det havde jeg ikke troet, jeg ville opleve i Danmark, hvor man kan sige fra.

LÆS OGSÅ: Den iranske revolution markerede enden på en æra

Præstestyret har defineret mit liv

Firoozeh Bazrafkan, 36 år, postmoderne billedkunstner, debattør, og islamkritiker. Har modtaget trusler.

Jeg er født i 1982 i byen Shiraz, poeternes og kunstnernes by, tre år efter revolutionen, og jeg kom med min familie til Danmark i 1986.

De ældre iranere i Danmark taler stadig meget om det, der skete i 1979. De ærgrer sig over, at de ikke kunne gennemskue, at ayatollah Khomeini kom tilbage fra Paris og stjal revolutionen.

Blandt yngre iranere som mig selv har begivenhederne dengang også været afgørende. Ja, de har defineret hele mit liv. Min kunst handler rigtig meget om, hvad der er sket og sker i Iran. Jeg er forpligtet til at udtrykke mig om det, fordi jeg bor i et land med ytringsfrihed. Jeg og mange andre har mødt modstand, og for mig er det mundet ud i trusler. Mine forældre er fuldstændig mærkede af det, der skete i 1979.

Alle eksiliranere i Danmark og folk i Iran er mærket fysisk og psykisk af det, der skete dengang. I Iran falder levestandarden, og priserne stiger. Det iranske styre vil fejre 40-årsdagen for ayatollah Khomeinis hjemkomst, men for mig bliver den 1. februar en dag som alle andre. Jeg vil ikke sørge eller markere dagen, for den sejr skal præstestyret ikke have. Størstedelen af befolkningen i Iran vil gerne af med præstestyret.

Historisk har intet diktatur fungeret i meget lang tid. Alle diktaturstater falder på et tidspunkt.

Min far var med i revolutionen

Massoud Fouroozandeh, 49 år, valgmenigheds-præst, forfatter og foredragsholder.

Jeg var ni år dengang, og jeg husker dagen tydeligt. Min far var meget aktiv i revolutionen og udvalgt til at hente ayatollah Khomeini i lufthavnen, så vi sad alle sammen foran fjernsynet for at få øje på min far. Jeg var faktisk ligeglad med Khomeini, der blev kørt i en stor amerikansk bil gennem Teheran. Min far var efterfølgende en slags sikkerhedschef for ham i tre år. Jeg kan huske, at hele byen var pyntet op, folk dansede på gaden, og der var røde roser på asfalten. Man kunne ikke få øje på en eneste person, der ikke var glad, for de var flygtet eller anholdt. Glæden var stor, selvom overgangen også var præget af kaos. Sådan fortsatte det i månederne, indtil (Iraks præsident, red.) Saddam Hussein angreb Iran i 1980.

Jeg husker, hvor glad og aktiv min far pludselig var blevet. Men skeletterne kom ud af skabet nogle år senere. De høje forventninger til et paradis på jord blev ikke indfriet. Det gjorde indtryk på min familie. Ikke mindst da min far blev anholdt og afhørt af en anden gruppe, som ville overtage magten. Der skete heldigvis ikke mere end det, for han havde indflydelsesrige venner, så de ikke kunne slå ham ihjel. Men det gjorde min far så ked af det, at han trak sig tilbage og ikke ville involveres igen. Revolutionen i Iran er en trist historie. Shahen var en stabiliserende faktor i Mellemøsten. Jeg ville ønske, at min far ikke havde spillet den rolle, men jeg ved også, at hans intentioner var nogle andre. Han var meget troende og ønskede islam udbredt i Iran med det naive håb, at Iran blev et bedre land.