Puk-kåd kendes kun fra Melodi Grand Prix-sangen Dansevise fra 1963, så man antager, at forfatteren Sejr Volmer-Sørensen opfandt ordet til lejligheden, da han skulle have noget til at rime på dugvåd.
Når man bruger ordet Puk-kåd, betyder det, at dagen er legesyg, en smule overmodig og klar til nye narrestreger.
Ordet Puk er navnet på en lille, væver fyr, for det er oftest en han, som er en kendt figur i gamle engelske folkesagn. Her er han en drilagtig ånd eller alf, som man gør klogt i at holde sig gode venner med. Puk har magiske evner, og han kan trylle sig om til mennesker, efterligne stemmer og gøre sig usynlig.
Mange vil kende Puk fra Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. Her er det en elver ved navn Puk, der er skyld i mange forviklinger. Han får forelskede par til at skilles og forelske sig i andre, og det er ét stort drama. Siden stykket er en komedie, får de rigtige hinanden til sidst, men først efter alfekongen Oberons ordre til Puk om at gøre det godt igen. Puk er dog mere en drillepind end noget andet og har ikke onde hensigter.
Puk-figuren findes i mange skuespil og bøger, og ud over Shakespeare har han blandt andet inspireret Rudyard Kipling, Goethe og J.K. Rowling, som har skrevet Harry Potter-bøgerne. Ud over det har han mange fællestræk med de nisser, vi kender fra dansk mytologi. Da Puks latter lyder Ho Ho Ho, minder han nok også om en anden kendt figur.
Ordet Puk-kåd er så godt som aldrig brugt i det danske sprog, og da Dansevise i flere omgange er blevet fortolket af andre sangere, er ordet da også røget ud. Men Puk-kåd signalerer altså noget legende og muntert, men også pralende og voldsomt kåd.