Prøv avisen

Hvad er der egentlig galt med dødsstraf?

"Du må ikke slå ihjel", lyder Det Femte Bud. Gør man det alligevel, forsøger samfundet så vidt muligt at straffe én. Ofte med fængselsstraffe, men i mange lande ved at henrette forbryderen. Døden ses som en retfærdig straf over den, der har forbrudt sig og taget en andens liv. Foto: Illustration af Peter M. Jensen.

DØDSSTRAF: Du må ikke slå ihjel, lyder Det Femte Bud. EU har absolut forbud mod dødsstraf, og Europarådet tillader det alene i krigstid. Alligevel er der stadig en vis opbakning til straffen blandt europæerne, viser nylig meningsmåling. Det får nogle til at mene, at europæerne stadig har brug for at høre argumenterne mod dødsstraf

Mand og mand imellem – og kvinder ditto – lægger få skjul på, at de vil græde tørre tårer, den dag irakerne hænger Saddam Hussein. Selvom dødsstraf for længst er forsvundet ud af den danske straffelovgivning – den sidste henrettelse var i juli 1950 for landsforræderi – mener over halvdelen af befolkningen, at det er i orden, at den tidligere irakiske diktator er dømt til døden. Det viste en meningsmåling for nylig.

Sympatien for dødsdommen over Saddam Hussein ligger i forlængelse af andre meningsmålinger, der viser, at mellem hver fjerde og hver femte dansker stadig mener, at der findes forbrydelser, der er så afskyelige, at de fortjener dødsstraf. Samme fænomen gør sig gældende i resten af Europa, mest udpræget i Polen, hvor angiveligt 70 procent af befolkningen støtter en genindførelse af dødsstraffen.

– Når mange sympatiserer med dødsstraf til Saddam Hussein, er det et udtryk for en hævnfølelse, der ligger latent i os, siger Jesper Ryberg, professor i filosofi ved Roskilde Universitetscenter og leder af forskningsgruppen for straf og etik.

Efter hans mening kan hævnfølelsen bedst forklares biologisk. Evolutionsteorien viser, at det kan betale sig for højtstående arter som aber at udøve hævn, når et eller nogle af individerne i en gruppe bryder normerne. Det er med til at sikre gruppens overlevelse.

– Rent instinktivt reagerer vi kraftigt, når nogle blandt os bryder de sociale normer – det er blandt andet det, der kommer til udtryk over for Saddam Hussein, siger han.

Hvilket efterlader os med valget mellem at slå fornuften til eller følge hævnfølelsen, pointerer Ryberg.

– Det er netop for at sætte os ud over den enkeltes hævnfølelse og mulige straffeaktion, at vi har etableret et retssystem, som skyder en kile ind mellem de to parter: forbryderen og offeret. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at vi mærker hævnfølelsen, siger han.

Generalsekretæren i Europarådet, briten Terry Davis, pegede forleden i et interview med nyhedsbureauet IPS på, at europæerne stadig har brug for at høre argumenterne mod dødsstraf – også selvom kontinentet praktisk taget er "dødsstraf-fri zone".

– Det er ikke tilstrækkeligt at forbyde dødsstraf i lovgivningen. Vi er nødt til at overbevise folk om begrundelserne for forbuddet. Det aspekt har vi forsømt, sagde Terry Davis.

Formelt set har dødsstraf været ude af europæisk straffelovgivning, siden medlemmerne af Europarådet, som i dag består af 46 lande, i 1983 vedtog at forbyde dødsstraf undtagen i krigstid. I praksis begyndte mange europæiske lande dog allerede at stoppe deres henrettelser omkring begyndelsen af 1900-tallet. Det skete i takt med, at der bredte sig en opfattelse af, at straffen var uforholdsmæssig brutal, når det ikke kunne dokumenteres, at den forebyggede kriminalitet mere end andre former for straf. I alt har 75 lande over hele verden i dag afskaffet dødsstraffen.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International er en af de internationale organisationer, der har arbejdet mest intenst med kampagner mod dødsstraf. Joakim Lundström, policy- og kampagnekoordinator i den danske afdeling, mener, at Europarådet har ret i, at europæerne har brug for at høre argumenterne igen.

– Det er meget længe side, at folk er blevet henrettet i Europa. Derfor har vi glemt, hvordan det påvirker et samfund at have dødsstraf. Det brutaliserer et samfund enormt at tage livet af sine egne borgere. Det ser vi selv i et retssamfund som det amerikanske, siger Joakim Lundström.

Han forstår godt, at mange mennesker ikke har lyst til at holde hånden over forbrydere som Saddam Hussein, men understreger, at det er nødvendigt at fastholde modstanden mod dødsstraf, også i sådanne tilfælde.

– Hvis først man begynder at gå på kompromis, bryder vi princippet om, at dødsstraf er forkert. Den kategoriske afvisning ryger, og pludselig er det i orden at tage stilling fra sag til sag. Og hvor standser vi så? Hvornår er en forbrydelse for lille til at kræve døden som straf, siger han.

Det stærkt problematiske i den forbindelse er, at det er op til den enkelte stat at trække grænsen for, hvad der fortjener dødsstraf.

– Sidste år blev der henrettet mindst 2148 mennesker, meget få af dem for mord. De fleste dødsdomme var for almene forbrydelser. I Singapore er der dødsstraf for at besidde hash. I Kina for eksempel for at begå økonomisk kriminalitet og i Iran for at være homoseksuel. Det viser, hvor forskellige kriterier forskellige stater – og forskellige regeringer til forskellige tider – kan finde på at bruge for at idømme dødsstraf. Over for det er det eneste holdbare helt at udelukke dødsstraf, siger Joakim Lundström.

Derfor må vi frem for alt heller ikke ende med at lade vores følelser afgøre, hvilken straf forbrydere skal have, pointerer han.

– Når det gælder Saddam Husseins dødsstraf, spørger man jo mere til følelserne end til selve strafformen. Men vi er nødt til at holde følelserne udenfor. Det er hele essensen i et retssamfund; det, der adskiller det fra anarki, at vi har objektive kriterier og professionelle jurister til at håndtere forbrydelser, siger Lundström.

– Det er fuldt forståeligt, at folk, der har mistet et elsket menneske, ønsker hævn og muligvis forbryderens død, vi kan bare ikke bygge vores samfund op om det. Vi må ikke slå hinanden ihjel – og staten må ikke slå os ihjel. Hvis vi begynder at diskutere, om det engang imellem kan være rimeligt, har vi ingen grænser længere, siger han.

Argumenterne mod dødsstraf hænger tæt sammen med det faktum, at dødsstraf er en uigenkaldelig handling.

– Dødsstraf udelukker muligheden for at genoprette fejl. Og intet retssystem er fejlfrit. Selv i de mest velfungerende samfund sker der fejl. I USA er der siden 1976 blevet løsladt 123 dødsdømte fanger, mens 1056 er blevet henrettet. Det siger noget om, hvor vilkårligt dødsstraf tildeles i praksis, fremhæver Joakim Lundström.

Det var oplysningstidens filosoffer, der slutningen af 1700-tallet begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den retspraksis, der indtil da havde været udbredt i Europa. En praksis, som var grusom og ofte gik bevidst efter at pine forbryderen mest muligt gennem smertefulde og langvarige henrettelser med delvise afhugninger af lemmer eller brug af ild. Lidelsen var et mål i sig selv.

Oplysningstiden satte i stedet fokus på fornuften og det rationelle ved dødsstraf. Man begyndte at se mere på straffens nytteværdi for at forhindre fremtidig kriminalitet og mindre på gengældelsen.

– Traditionelt har der været to hovedsynspunkter på, hvorfor forbrydelser etisk set skal straffes – når nu man ikke vil lade forbryderne gå helt fri, siger professor i filosofi Jesper Ryberg.

– Det ene synspunkt er det, der groede frem i oplysningstiden: At vi skal straffe, fordi straf er et instrument til at forhindre ting, vi gerne vil være fri for i fremtiden, nemlig mere kriminalitet. Straffen skal således bruges til at forhindre nye forbrydelser.

– Det andet synspunkt er, at forbryderne har fortjent at blive straffet. I den forståelse er det ikke relevant, om straffen hjælper. Det afgørende er her, at de pågældende har gjort noget, som bør straffes, siger han.

Jesper Ryberg peger på, at hvor tilhængerne af det første argument ser frem i tiden: Hvordan påvirker straffen samfundet fremover – ser tilhængerne af det sidste argument tilbage i tiden: Det er det passerede, der skal gøres op med, og effekten er ikke væsentlig.

De to typer af argumenter har betydning for, hvordan man har anskuet dødsstraffen.

– For tilhængerne af "nytte-argumentet" har det været væsentligt, at man ikke har kunnet dokumentere, at dødsstraf har en mere afskrækkende effekt end lange fængselsstraffe. Når det sammenholdes med, at det overordnede mål for oplysningstidens tænkere var at mindske den menneskelige lidelse, bliver dødsstraffen forkert, fordi den påfører unødvendig megen lidelse. Den bidrager ikke til at få færre til at lide samlet set, fremhæver Jesper Ryberg.

– Ser man derimod på dødsstraffen fra det andet perspektiv, har henrettelsen en værdi i sig selv, fordi den alene er udtryk for, at forbryderen har fået den straf, vedkommende har fortjent, siger Jesper Ryberg.

Han peger dog samtidig på, at argumentet om "straf som fortjent" ikke nødvendigvis betyder, at man som filosoffen Immanuel Kant mener, at det gældende princip skal være Moselovens "øje for øje", således at den eneste retfærdige straf til en morder er dødsstraf.

– Der er mange forskellige argumenter bag synspunktet om, at man skal have straf som fortjent. Og for en del mennesker er det ikke givet, at for eksempel mord skal udløse dødsstraf. "Straf som fortjent" kan også være fem års fængsel, siger Jesper Ryberg.

Ideen om, at straf skal gavne, har i årtier gennemsyret den europæiske retspolitik. Jørgen Dalberg-Larsen, dr.jur. og professor i retssociologi og retslære ved Aarhus Universitet, hører til de jurister, der er modstander af dødsstraf, netop fordi den ikke virker præventivt.

– Selvom det er den mest ultimative og hårdeste straf, man kan finde, reducerer den ikke antallet af grove forbrydelser. Dødsstraf giver ikke mindre kriminalitet. Tværtimod ved man fra USA, at det snarere øger kriminaliteten. Hvis en forbryder har slået et menneske ihjel og ved, at man risikerer dødsstraf, kan det være lige meget med at slå yderligere 10 ihjel, siger Jørgen Dalberg-Larsen.

Han fremhæver også argumentet om, at dødsstraf virker forrående på et samfund.

– Det skæmmer et samfund, at man har dødsstraf som en straf, en officiel instans kan idømme. Dødsstraf kan da sikkert tilfredsstille nogens retsfølelse, men mange vil sige, at det er en strafform, der byder dem imod. De ønsker ikke at være en del af et samfund, der gør sådan noget, siger Jørgen Dalberg-Larsen.

Når 38 ud af 50 stater i et demokratisk land som USA alligevel stadig fastholder muligheden for dødsstraf i deres lovgivning – sidste år blev der henrettet 60 personer – hænger det sammen med, at hævnen spiller en større rolle i USA, mener Annika Snare, doktor i kriminologi og lektor ved Juridisk Institut under Københavns Universitet. Hun har i flere omgange forsket ved amerikanske universiteter.

– I USA er hele retssystemet mere demokratisk: Man vælger dommerne, politimestrene og så videre. Derfor er de som personer ofte mere afhængige af, hvad befolkningen mener. Følelserne betyder mere, og det giver mere plads til ønsket om hævn, siger hun.

Den amerikanske tilslutning til dødsstraf forklares også ofte med, at den er et levn fra nybyggertiden, hvor man var nødt til at gøre kort proces over for mordere og andre. Der var ikke så mange fængsler midt ude på prærien, og derfor måtte straffen effektueres med det samme. Samtidig spiller en udbredt amerikansk individualisme en vigtig rolle.

– Jo mere man går i retning af, at mennesket har en absolut fri vilje, jo større tilbøjelighed er der til at se mennesket som ondt. Det gælder særligt fundamentalister inden for alle retninger af religion og idelogi, siger Annika Snare.

Religion har i det hele taget en stor indflydelse på holdningen til dødsstraf, fremhæver dr.phil. Inga Floto, pensioneret professor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til "Dødsstraffens kulturhistorie".

– Sekulariseringen er et væsentligt svar på, hvorfor holdningen har ændret sig til dødsstraf i Europa. Dødsstraffen står stærkt, så længe religion og politik hænger sammen i et absolut værdisystem. Når man kan slå direkte op i en religiøs forskrift og finde anvisning på, hvad man skal gøre – som i Første Mosebog 9.6, hvor der står, "at den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker", er der tale om et guddommeligt krav, der fjerner ansvaret fra den enkelte. Det er Gud, der dømmer, ikke medmennesket, siger Inga Floto.

Hun ser det femte bud om ikke at slå ihjel som et krav rettet mod det enkelte individ – et bud, som mennesket ikke forbryder sig mod, så længe det er staten, der udfører straffen efter Guds vilje.

– Derfor bliver det også svært at slå ihjel, hvis man ikke længere tror blindt. Ansvaret kan ikke længere skubbes væk. Du skal selv – som vælger, som politiker, som dommer – retfærdiggøre, at du er med til at tage andres liv, siger hun.

Inga Floto peger på, hvordan de individuelle anfægtelser historisk set har vist sig ved, at retsvæsenet er gået mere og mere op i at mekanisere henrettelsen. Guillotinen, faldlemmen og senere den elektriske stol blev opfundet for at fjerne smerten. Det må ikke gøre ondt, fordi det øger skyldfølelsen hos den ansvarlige. I øvrigt i modsætning til det kristne syn, hvor lidelsen er en del af formålet.

– Vi ved næsten ikke, hvordan vi skal bære os ad med at slippe ud af det med at tildele dødsstraf. Noget af det seneste er den amerikanske opfindelse med to sprøjter, der bliver givet samtidig, og hvor computeren styrer, hvilken en af dem der slår den dømte ihjel. Det viser tydeligt, hvor gerne man vil slippe for at tage ansvaret på sig, siger Inga Floto.

Efter hendes opfattelse er det ingen tilfældighed, at dødsstraffen i USA er mest fremherskende i bibelbæltet.

– Mange amerikanere retfærdiggør dødsstraffen med, at det er Guds vilje. På den måde slipper de for den personlige anfægtelse.

Den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalia, der blev udnævnt af præsident Reagan i 1986, udtrykker samme holdning.

– Det forekommer mig, at jo mere kristent et land er, jo mindre sandsynligt er det, at det betragter dødsstraf som umoralsk. Forbuddet mod dødsstraf har fået sin stærkeste udbredelse i det post-kristne Europa og har mindst opbakning i USA med dets kirkegængere.

– Efter min opfattelse hænger det sammen med, at for den troende kristne er døden ikke noget særligt. Det har stor betydning, om man med vilje slår en uskyldig person ihjel. Det er en stor synd, som betyder, at man mister sin sjæl. Men at miste dette liv i bytte for det næste? Den kristne holdning til det afspejles i Robert Bolts skuespil, hvor Thomas More siger til bødlen: "Ven, vær ikke bange for dit arbejde. Du sender mig til Gud". For den ikke-troende derimod er det at fratage et menneske hans liv ensbetydende med at standse hans eksistens. Hvilken frygtelig handling, skriver Scalia i udredningen "Guds retfærdighed og vores" fra 2002.

Når selv de sekulære europæere alligevel viser udstrakt forståelse for Saddam Husseins dødsdom, skal det efter Inga Flotos mening forklares med omfanget af hans forbrydelser.

– De humanitære overvejelser begynder at vakle, fordi skalaen er så ufattelig. Det har hele tiden været problemet for modstanderne af dødsstraf, at der findes uhyrer som Saddam Hussein, som er ufattelig vanskelige at forsvare, siger hun.

– Men selv en Saddam Hussein kan ikke rokke ved det etiske argument mod dødsstraf, der går ud på, at man med en henrettelse gør det, man ønsker at straffe den anden for. Man tager et liv og gør dermed også sig selv til morder. Det skisma kan kun løses gennem religionen, hvor der er en højere instans, der tager ansvaret fra en, fastslår hun.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk