Prøv avisen
Historisk set

Derfor bliver prins Henrik aldrig konge

Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller, fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte. Foto: Claus Fisker

I Danmark kan man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes konge, selvom det tydeligvis ville behage prins Henrik

Spørgsmålet om, hvad man kalder en kvindelig monarks ægtefælle, dukker op med jævne mellemrum. Langt de fleste monarker i historien har været mænd. Deres ægtefæller har typisk båret betegnelsen dronning (eller kejserinde) i betydningen ”gift med kongen” (eller kejseren), hvad man på engelsk kalder queen consort.

Imidlertid findes der ikke så få eksempler på, at dronninger har haft reel politisk magt eller har været egentlige regerende dronninger, på engelsk queen regnant. Hvis vi forbliver ved de europæiske eksempler, har det ikke mindst været tilfældet i Storbritannien, Skandinavien, Rusland og på den iberiske halvø.

Danmark har aldrig før Margrethe II haft en queen regnant. Det er det, der gør nummereringen af vores nuværende monark en smule ukorrekt. Erik Klippings mor, Margrethe Sambiria eller Sprænghest kaldet, havde de facto regeret på sin umyndige søns vegne. Det samme havde prins Olufs mor, dronning Margrethe, i dag kendt som Den Første, selvom hun aldrig selv officielt førte titel af monark.

Begge de første margrether var enker, så det lader spørgsmålet om deres ægtefællers status ude af betragtning. Lidt anderledes forholder det sig med den danske prins Jørgen, som i 1683 ægtede den engelske prinsesse Anne, der siden blev regerende dronning. Jørgen, eller George, som han hedder på engelsk, opnåede høje stillinger, men aldrig status af konge. Han døde i 1708, seks år før sin hustru, og ægteskabet forblev uden overlevende børn, hvorfor den britiske trone ved hendes død overgik til den hannoveranske linje, hvis mest berømte ætling var dronning Victoria.

Hun overlevede også sin mand, der få år inden sin død officielt fik status af prince Consort, på dansk prinsgemal, men reelt havde væsentlig mere politisk indflydelse end som så.

Der findes et interessant eksempel på, at en regerende dronnings enkemand faktisk har arvet sin ægtefælles funktion, nemlig i Portugal, hvor dronning Maria II (1819-1853) i sit andet ægteskab med prins Ferdinand af Saxen-Coburg-und-Gotha fødte en søn, hvorpå hun døde. Prins Ferdinand fik derpå på vegne af sin umyndige søn titel af regerende konge de jure uxoris, altså i kraft af sit ægteskab. Eksemplet er imidlertid et blandt de meget få i europæisk historie, hvor en regerende dronnings ægtefælle har fået status af konge.

Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller, fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte.

Hvad skal man ud fra den paradoksale forudsætning så kalde ægtefællen til en moderne monark? Den danske prinsgemal fik ved sit ægteskab med tronfølgeren titlen Prins af Danmark. Prinsgemal som officiel titel fik han først i 2005. Eftersom hans svigermor blev tiltalt Deres Majestæt på linje med sin mand, og eftersom det er forudset, at hans svigerdatter vil få samme titulatur, kan man godt forstå, at han selv forundres over, at han skal nøjes med at være kongelig højhed.

På den anden side har den kønslige ligestilling i Danmark netop haft den effekt, at kvinder ikke længere har en titel, der er en funktion af deres mands stilling.

Man vil i dag næppe finde en kvinde, der som Maude Varnæs som en selvfølge lod sig titulere ”fru Bankdirektør”. Derfor kan man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes konge.

Hvis man skal gøre det i traditionens navn, må man til Portugal for at finde fortilfælde.

Grafik: Hvem er hvem i Kongehuset?