Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvad kan vi lære af 29. august 1943?

Under Anden Verdenskrig blev store moralske dilemmaer og spørgsmålet om, hvad danske værdier er, sat på spidsen. Den helt centrale dato i denne sammenhæng er den 29. august 1943, hvor der for første gang blev sat klare ord på den danske modstand mod tyskerne, hvilket skærpede situationen. Billedet stammer fra sprængningen af Fyns Tidendes bygning på Fisketorvet i Odense 21. den februar 1945, der blev udført af den nazistiske Petergruppen som reaktion på sabotageaktioner og for at bringe modstandsbevægelsen i miskredit. Ingen kom alvorligt til skade ved sprængningen, men bygningen og dens inventar udbrændte. – Foto: .

For 70 år siden opgav Danmark samarbejdspolitikken med tyskerne, men i nutiden er der delte meninger om, hvilken lære vi kan drage af den skelsættende begivenhed. Her er fire forskellige bud på et svar

Modstandsmanden: Bruddet hindrede en katastrofe

Da Danmark brød med samarbejdspolitikken betød det, at Danmark for første gang tydeligt markerede over for Tyskland og omverdenen, hvor vi stod. Det kan vi lære meget af i dag, siger Jens Ege, formand for Danske Veteraner 1940-45.Indtil den 29. august 1943 kunne der rejses tvivl om, hvilken side Danmark egentlig holdt med under krigen. Det ville have været en katastrofe for Danmark, hvis freden var kommet, uden at vi havde taget bruddet. Det ville for eksempel have haft store konsekvenser i forhold til, at russerne i 1945 stod på Bornholm og amerikanerne på Grønland. Da besættelsen kom, var jeg kun gymnasieelev, men jeg husker, at jeg ønskede, hvad vi kaldte norske tilstande. Hvis regeringen var gået af med det samme, havde der været rene linjer, siger Jens Ege, der som 17-årig gik ind i modstandsbevægelsen. Han medvirkede ved sabotageaktioner og var desuden med til at organisere centralkartoteket over stikkere og kollaboratører, der skulle anholdes ved befrielsen.Man har sagt, at det er begrænset, hvor meget sabotageaktionerne skadede tyskerne. Men det lykkedes os at drille tyskerne så meget, at de stillede krav til regeringen om at indføre dødsstraf for sabotage. Det sagde regeringen så nej til. Jeg mener, at det vigtigste resultat af modstandsbevægelsens indsats var, at vi fik fremprovokeret bruddet, siger Jens Ege og tilføjer:Regeringen havde ført en politik, som var skadelig, fordi den havde skabt stor uklarhed. Det så man også ved retsopgøret bagefter. Hvordan skulle man straffe danskere, der havde været i tysk krigstjeneste, men næsten havde gjort det på anbefaling fra en dansk regering? Derfor er budskabet til Folketingets politikere i dag, at man skal lade være med at prøve at ride to heste på én gang. Der skal være rene linjer.

Læreren: Danske værdier skal forsvares Den 29. august 1943 er et af de 27 kanonpunkter for dansk historieundervisning, fordi datoen markerer, at der er grænser for, hvad man kan gå på kompromis med, siger Tanja Andersen, formand for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag.Augustoprøret er meget egnet til at lave et undervisningforløb om, hvilke værdier man i Danmark ikke kan gå på kompromis med. I de danske politikeres tilfælde var det kravet om dødsstraf til modstandsfolk. Det er vigtigt at fortælle om den beslutning og om, hvordan det efterfølgende lykkedes at redde de fleste jøder til Sverige. Men det er også vigtigt at få nuancerne med, for eksempel at Danmark i årene 1933-40 afviste mange tyske jøder, der søgte hertil som flygtninge, siger hun.Historielærernes formand tilføjer, at hun ikke ser en skarp modsætning mellem samarbejdspolitik og modstandskamp.Jeg ser ikke samarbejdspolitikken som et svagt træk, men som politikernes måde at forsvare danske værdier på. Da smertegrænsen blev nået, måtte de gå af.Selve datoen den 29. august 1943 er det ifølge Tanja Andersen svært at indprente elever i dag, for hvem Anden Verdenskrig er meget fjern fortid, og som dårligt kan begribe, at en fremmed magt dengang var rykket ind og havde taget kontrol over Danmark.Hvert år bliver jeg ringet op af journalister op til den 9. april og spurgt, om de unge forbinder noget med den dato. Jeg ved ikke, hvor vigtige konkrete datoer er for andre end dem, som levede dengang. Skulle man vælge én dato af afgørende betydning i Danmarks- historien, ville jeg vælge slaget ved Dybbøl den 18. april 1864, men den dag kan ingen jo huske. Hver generation har nok sin vigtigste dato. For unge i dag er det den 11. september 2001, de vil huske resten af deres liv.

Historikeren: De kulturelle paralleller er tankevækkende

Det er i almindelighed svært at lære noget direkte af historien måske højst, hvad man skal prøve at undgå. Men på et lidt abstrakt plan stiller det såkaldte brud med samarbejdspolitikken jo det evigt gyldige spørgsmål: Skal man altid kæmpe? Og hvordan? Det siger ekstern lektor på Institut for Kultur og Identitet ved Roskilde Universitet, Michael Keldsen:Der er jeg kommet til den overbevisning, at den illegale modstand eller partisankrig, kommunisterne startede under Anden Verdenskrig, lige så meget var en krig mod andre danskere, som det var en krig mod tyskerne. Den havde en borgerkrigs-dimension, og borgerkrig må man gøre næsten alt for at undgå. For det splitter samfundet og er på den måde endnu værre end almindelig krig mod en fælles fjende.Nu står Danmark ikke over for en besættelse af en anden stat, men besættelsestiden peger på, at dansk kultur og identitet lader sig forsvare med fredelige, politiske og kulturelle midler. Ja, det er faktisk den eneste virkningsfulde vej. Det skete dengang med, hvad jeg vil kalde en afskærmningspolitik, båret af den nationale samling og de demokratiske partier på Christiansborg. Den gik ud på at skærme landet fra tyskerne, men også fra, at Frits Clausen (lederen af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, red.) eller kommunisterne kom til magten. Politikerne afskærmede på den måde den danske, demokratiske stat og den danske befolkning fra dem, de ikke kunne lide, og det, de ikke ville have. Og den politik kommer i lyset af flygtninge- og indvandrerpolitikken til at stå i et nyt, paradoksalt lys.Man kan efter min mening parallelisere besættelsestidens afskærmningspolitik med den såkaldte værdi- og kulturkamp i dag, hvor de politiske positioner ironisk nok er skiftet fuldstændigt i forhold til under krigen. Særligt Venstre og Dansk Folkeparti har i forhold til indvandringen netop ført den afskærmningspolitik, de forkaster, når det gælder besættelsen. Og omvendt med De Radikale, som dengang forsvarede nationalstaten og så kulturel homogenitet som noget positivt, men som i dag fremstår som multikulturalister. Socialedemokraterne er delte.Situationen i dag er selvfølgelig en anden, så det er svært at drage en lineær lære fra dengang. Men parallellerne i kulturel henseende er tankevækkende.

Museumsinspektøren: Der er sjældent blot rigtigt og forkert

Det er utroligt sjældent, at to begivenheder er så ens, at man kan uddrage en manual for, hvordan man skal agere i en helt anden historisk kontekst, mener Henrik Skov Kristensen, historiker og over-inspektør ved National-museet.Men der er selvfølgelig en meget grundlæggende lære at drage af rationalet bag samarbejdspolitikken. Men det kræver, at man sætter sig ind i datidens præmisser. Tyske bombefly hang over København, da den danske regering gav efter for de tyske krav om morgenen den 9. april 1940, og man vidste udmærket, hvad der var sket i Warszawa. Man kendte også til racelovene i Tyskland, ligesom man havde kunnet iagttage, hvordan det ene tyske mindretal i Europa efter det andet var blevet genindlemmet i Hitler-Tyskland. De danske politikere kunne kun forvente, at Sønderjylland stod til at lide samme skæbne blot 20 år efter, det igen var på danske hænder. Det tyske tilbud om at respektere ?dansk politisk uafhængighed og territorial integritet, hvis Danmark accepterede den tyske besættelse, var derfor ganske fristende for regeringen. Man endte med at tage mod tilbuddet, under udtrykkelig protest, men man må forstå, at Danmark var i en tvangssituation.Beslutningen og den efterfølgende samarbejdspolitik var ikke heroisk. Den var udtryk for en statslig overlevelsesstrategi. Men det har altid været sådan, at nationalstater først og fremmest tænker på deres nationale interesser og egne statsborgere. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har jo været meget kritisk over for samarbejds-politikken, men jeg tror ikke, han helt har forstået datidens præmisser. Jeg lagde i hvert fald mærke til, at han blev svag i koderne over for den arabiske presse under Muhammedkrisen. Og det pres, han var under i den situation, var for intet at regne i forhold til det, de danske politikere var under den 9. april 1940 og de følgende år.Så måske er den vigtigste lære, at det er betænkeligt at dømme moralsk over fortiden. I tilspidsede situationer er tingene sjældent sort-hvide, og mennesket vil altid have en tilbøjelighed til at søge den løsning, som umiddelbart anviser egen overlevelse. Det er vel det mest rationelle og dermed det mest menneskelige.