Hvad med at hedde Lucky Luke? Flere skifter deres fornavn ud med et nyt

Sidste år skiftede 6.281 personer fornavn. Af dem valgte 569 et, som aldrig har været anvendt før

De nye navne præg af, at man har været til numerolog eller har valgt at gøre sit kaldenavn officielt, lyder det fra afdelingsleder i Danmarks Statistik, Dorthe Larsen.
De nye navne præg af, at man har været til numerolog eller har valgt at gøre sit kaldenavn officielt, lyder det fra afdelingsleder i Danmarks Statistik, Dorthe Larsen. . Foto: Waldemar Brandt/Unsplash.

Ikke siden et boom lige efter, at navneloven blev liberaliseret i 2006, er der registreret så mange navneskift som i 2021. Sidste år besluttede hele 6281 personer således at få sig et nyt fornavn.

Det er afdelingsleder i Danmarks Statistik, Dorthe Larsen, der har samlet data, og ifølge hende bærer de nye navne præg af, at man har været til numerolog eller har valgt at gøre sit kaldenavn officielt.

”Kaldes man Lotte i det daglige, lægger man måske sit oprindelige Charlotte væk,” siger hun.

20 kvinder valgte således i 2021 at gå fra Susanne til Sanne, mens 18 mænd skiftede fra Rene til René, formentlig fordi der så ikke er tvivl om, hvordan navnet udtales.

Men hele 569 af dem, der valgte sig et nyt fornavn sidste år, skiftede til et, der aldrig tidligere har været i anvendelse. Og her er det nok de skøre, man gerne vil høre – altså de meget usædvanlige, som nogle vil mene, stikker lidt af. Dem holder Dorthe Larsen holder dog tæt til kroppen.

”Ofte er det ét menneske, der har skiftet til ét nyt og specielt navn, så der er nogle diskretionshensyn, vi må tage. Der vil også være nogle, der skifter fornavn, fordi de ikke vil kunne findes, og så det heller ikke være jordens bedste ide, at Danmarks Statistik gik ud og fortalte om navne, som kan identificere folk,” siger hun.

Fra listen over de cirka 40.000 godkendte fornavne, der er at vælge imellem, kan for eksempel nævnes Gul, Gift, Glød, Harme, Lillemann, Nitte og Piphat, ligesom man også gerne må tage navnet Lucky og kombinere det med Luke, hvis man er vild med tegneseriecowboyen af samme navn.

Antallet af fornavne er hastigt stigende – til sammenligning var der omkring 7000 før år 2006, mens der som nævnt er cirka 40.000 i dag. Så selvom navnetraditioner altid har ændret sig gennem tiderne, er der kommet fart på.

Det skyldes ikke mindst individualiseringen, lysten til at være noget særligt og det at skabe sit eget brand, siger navneforsker ved Københavns Universitet, Michael Lerche Nielsen:

”For mange er navnet blevet en del af ens image. Ligesom der er hårstil og tøjstil, er der også navnestil. Navnet er blevet et personlige brand og ikke noget, som familien skal blande sig i.”

Man skal ikke mange generationer tilbage, før navnevalget var både konservativt og et fælles anliggende, siger Michael Lerche Nielsen videre:

”Man beholdt det eller de fornavne, man havde fået af sine forældre. Og skiftede en mand sit eget efternavn ud med sin hustrus, var det ilde set, for så havde han nok fået fine fornemmelser. Der var en traditionsbundenhed, som ikke rigtigt er til stede længere.”

Også de sociale medier og populærkulturen har en finger med i spillet, mener Michael Lerche Nielsen.

”Man orienterer sig imod grupper, som man har et åndsslægtsskab med. Nogle spiller rollespil i skoven, andre har en tv-serie, de er meget glade for, og de universer kan man plukke sit nye navn fra. Det så vi især i forbindelse med filmatiseringen af Ringenes Herre, hvor nogle hellere ville hedde det samme som personer derfra,” siger han, og forestiller sig, at der nok er en og anden bedstemor, der går og græmmer sig over, at søde lille Henrik har skiftet navn til Gandalf.

Der er flere grunde til, at navneloven er så liberal i dag, blandt andet ønsker man ikke at være smagsdommer over, hvad folk må hedde, og så er der kommet flere navne til fra andre lande. Og selv om navne som for eksempel Altan og Badr måske lyder lidt aparte i danske ører, er det udmærkede navne på tyrkisk og arabisk, forklarer Michael Lerche Nielsen, som har det mest almindelige efternavn i Danmark og den tredje hyppigste kombination af for- og efternavn.

”Det er dejligt at være en helt almindelig mand,” siger han.