Prøv avisen
Politisk analyse

Efter Brexit: Hvad nu, Danmark?

Pernille Skipper (EL) og Kristian Thulesen-Dahl repræsenterer hvert sit EU-kritiske parti herhjemme. Foto: Soeren Bidstrup

Hvordan vil folkeafstemningen i Storbritannien påvirke Danmarks fremtid i EU? Kristeligt Dagblads politiske redaktør giver her sit bud

Det var folket mod eliten, almindelige mennesker mod bureukraterne i Bruxelles, de ufaglærte mod djøf’erne. Stereotyperne fra flere danske folkeafstemninger om EU blev trukket af stalden igen, efter at knap 52 procent af briterne i torsdags besluttede, at Storbritannien skal forlade EU.

Billedet af den elitære overklasse med blå sokker, som ikke forstår, hvad der rører sig blandt almindelige mennesker, er let at forstå. Til dels er det også sandt, men fyldestgørende er det ikke.

I går morges holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) pressemøde om situationen efter den britiske ”skilsmisse”, og han bekendtgjorde, at regeringen nu vil kæmpe hårdt for at sikre danske interesser, når EU og Storbritannien skal finde en model for det fremtidige samarbejde.

Alt fra fiskekvoter og klimakvoter til indekserede sociale ydelser til østarbejdere vil komme på bordet. Netop muligheden for at give østarbejdere en lavere børnecheck var en del af den aftale, Storbritannien havde indgået med EU inden folkeaftemningen, men den er bortfaldet nu, og Danmark må slås for at få den tilbage.

Regeringen vil også arbejde for , at Storbritannien kommer så tæt på EU som muligt, men ”uden at være naiv omkring det”. 500.000 arbejdspladser afhænger af EU, og to trediedele af vores eksport går til EU-lande, så en folkeafstemning om Danmarks medlemskab komme ikke på tale, fremgik det.

Lige så klar var beskeden fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen. Hun ønsker heller ikke en folkeafstemning, for ”intet i mig anbefaler, at vi træder ud af EU,” som hun sagde til TV2 News i går. Den radikale partileder Morten Østergaard brugte en lignende argumentation.

Udtalelser, der næsten kun kan tolkes sådan, at spørger man vælgerne, siger de med sikkerhed farvel til EU. Også statsministeren var inde på, at der er en stigende skepsis over for EU, både herhjemme og i andre lande, senest demonstreret ved folkeafstemninger i Holland og Danmark. Det må føre til selvransagelse, og ifølge Lars Løkke Rasmussen gerne til et slankere EU, der koncentrerer sig om de spørgsmål, der optager borgerne og leverer nogle ”offensive gensvar.”

Dermed er vi tilbage ved fortællingen om modsætningen mellem eliten og folket. Idéen om, at hvis EU bare løser sine opgaver bedre og gavner den enkelte borger, skal der nok komme bred opbakning til EU-projektet.

Betragtningen udfordres af , at tætte folkeafstemninger om EU slet ikke er noget nyt. Det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 kom umiddelbart efter, at jerntæppet var faldet, Tyskland var genforenet, og EU’s indre marked havde skabt større dynamik i europæisk økonomi. I Frankrig blev det alligevel kun et yderst knebent ja til traktaten.

Spørger man forskningschef Catharina Sørensen fra Tænketanken Europa, som har forsket i ”EU-skepsis”, har skepsissen endda tidligere været væsentligt større, end den er i dag. Hun påpeger også, at der er forskellige typer af EU-skepsis i de forskellige medlemslande.

For nogle handler det mest om økonomi, for andre om suverænitet, for andre igen om demokrati og endelig for en fjerde gruppe om værdier.

I øvrigt viser samme forskning, at Storbritannien altid har haft den klart største gruppe af EU-skeptikere blandt medlemslandene, og derfor er det måske ikke så overraskende, at briterne stemte sig ud.

At de overhovedet fik chancen for at stemme ligner i øvrigt et dementi af fortællingen om, at eliten i EU bestemmer hen over hovederne på de skeptiske folkemasser.

Det forholder sig snarere modsat. Hvor eliten, det politiske lederskab, for 40-50 år siden typisk traf næsten alle væsentlige udenrigspolitiske beslutninger uden at spørge vælgerne, står lederskabet i dag hændervridende og tvivlrådige og overlader afgørelserne til vælgerne med vidtrækkende og måske svært gennemskuelige konsekvenser for samfundet.

Det repræsentative demokrati er på tilbagetog og det direkte demokrati på fremmarch, i hvert fald når det handler om EU-forhold.

Men at det skulle være vejen til at gøre EU til et vellidt folkeeje, står imidlertid tilbage at bevise.

Humlen er, at blandt EU’s 500 millioner borgere er der mange forskellige opfattelser af, hvordan EU burde indrettes, og selv om EU formelt set har fået mere demokrati med direkte indflydelse for Europa-Parlamentet, har det ikke ligefrem fået hjerterne til at banke i takt til EU-hymnen.

De danske politikere har også i praksis opgivet enhver forhåbning om at skabe begejstring for EU, og derfor afviser de en dansk folkeafstemning i kølvandet på den britiske. Kun Enhedslisten ønsker det entydigt, mens Dansk Folkeparti vil vente og se, hvad der kommer ud af forhandlingerne mellem Storbritannien og EU, og om det munder ud i en løsning, der kunne være interessant for Danmark.

Eftersom forhandlingerne kommer til at stå på i årevis, er det en PR-mæssig fribillet for Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl. Det betyder også, at den formelle konflikt mellem Venstre og Dansk Folkeparti nok består, men de to partier kan skubbe EU-striden til side, når de til efteråret skal forhandle om en 2025-plan for Danmark. Den eneste konkrete effekt af det britiske nej på de forhandlinger bliver derfor muligvis, at regeringen må nedjustere de økonomiske fremtidsudsigter. Det kunne igen resultere i færre penge til en skattereform og dermed sværere forhandlinger.