Så fik Danmark en midterregering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen (S) og med Venstre og Moderaterne som regeringspartnere. Og dermed får Enhedslisten og SF også en helt anden position i dansk politik end hidtil.
Siden 1992 har de to partier ellers haft rollerne som støttepartier, når der var socialdemokratisk ledede regeringer, og som tæt samarbejdspartner med Socialdemokratiet i opposition. Det har givet muligheder for politisk indflydelse og deciderede politiske lunser, når der hen over årene skulle træffes politiske beslutninger på Christiansborg.
Enhedslisten og SF har kunnet give politikken en mere venstreorienteret drejning, selvom de nok ikke har haft indflydelse på den overordnede linje. Man kan kalde de muligheder, som de to partier har haft, for venstrereformisme. Det betyder, at de har kunnet tage sager op, som er populære hos de to partiers vælgere, mens man samtidig har været fritaget for at stå til ansvar for den overordnede økonomiske og politiske balance.
Nu ophører muligheder i den venstrereformistiske position efter alt at dømme for Enhedslisten og SF i forhold til en regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Hvad skal de så nu? Skal Enhedslisten og SF fortsætte med at foreslå ændringer i forhold til forslagene fremsat på Christiansborg – denne gang blot uden, at der bliver taget nævneværdig notits heraf blandt de besluttende partier. I så fald ville de to partier skulle forsøge at presse beslutningstagerne via medier og politiske kræfter uden for Christiansborg.
Eller skal Enhedslisten og SF pudse den ideologiske linje af, således at de to partier kan opstille et egentligt sammenhængende venstreorienteret alternativ til regeringens politik? Fortsat venstrereformisme uden konkrete påvirkningsmuligheder – eller en ny venstreorienteret ideologisk linje?
Går vi nogle årtier tilbage, indtog de indlejrede partier i Enhedslisten og i et vist mindre omfang også SF en langt klarere ideologisk linje end i dag. I Danmarks Radios Debatten påstod Enhedslistens Pelle Dragsted, at Socialdemokratiet ved at indgå i en regering med Venstre ”vender ryggen til den alliance, der gennem de sidste 100 år har skabt vores velfærdssamfund.” Ser man imidlertid på velfærdssamfundets vigtigste byggeklodser – Kanslergadeforliget i 1933, folkepensionen i 1956 og bistandsloven fra 1974 – er de alle vedtaget med stemmer i Folketinget fra Socialdemokratiet og Venstre som de centrale støtter.
Omvendt var venstrefløjen i Danmark i årtier overvejende idelogisk, selvom SF var det i mindre grad. De tre partier, som i 1989 efter Østblokkens sammenbrud dannede Enhedslisten – Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti – var revolutionære partier, som afskyede den reformisme af kapitalismen, som velfærdsordningerne var udtryk for.
Tingene var anderledes med SF, som blev dannet i 1959 af udbrydere fra Danmarks Kommunistiske Parti. Partiet var direkte støtteparti for forskellige socialdemokratisk ledede regeringer i mange år. I regering sad man imidlertid kun i perioden 2011-2014. Samtidig forsøgte SF i mange år at støtte sig ligeligt på to ben, hvoraf det ene var partiets parlamentariske arbejde.
Et lige så vigtigt ben for SF var imidlertid deltagelse og samkvemmet med diverse græsrodsbevægelser, som praktisk og ideologisk dyrkede oppositionen imod EF/EU, atomkraft og oprustning. I disse bevægelser var SF ofte en drivende kraft sammen med ikke mindst medlemmer fra Danmarks Kommunistiske Parti - undtagen i "nej til atomkraft"-bevægelsen, hvor kommunisterne var fraværende. I de senere år ser SF imidlertid ud til at have nedprioriteret det praktiske og ideologiske græsrodsarbejde, men måske ser vi en ændring. I hvert fald får partiet sandsynligvis mere tid til det.
Enhedslisten får for sit vedkommende sandsynligvis mulighed for at forskyde accenten fra det parlamentariske arbejde og til udviklingen af en opdateret antikapitalistisk ideologi. Et godt bud på indholdet heraf kunne være, at det blev centreret om en form for økologisk-feministisk alternativ ideologi.
Det er langt fra givet, at Enhedslistens og SF’s indflydelse helt overordnet bliver mindre, hvis de bliver mindre venstrereformistiske og mere venstreorienteret idelogiske. Venstrefløjen satte i høj grad dagsordenen i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, selvom man til tider var uden for den store indflydelse på Christiansborg. Ideologisk arbejde kan sjældent aflæses på indflydelsesbarometeret på kort sigt. Men på mellemlangt og langt sigt er det oftest den afgørende faktor.
Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.