Prøv avisen
Klima

Hvad nytter elbil og vegetarbøf, når Kinas kulkraft kører?

Danmark udleder kun en promille af verdens CO2, og spørgsmålet er, om det overhovedet nytter, at danskerne fra 2030 skal køre i elbiler, og at klimaaktivister opfordrer danskerne til at droppe flyrejser og spise vegetarisk, når Kina har fuld fart på udbygning af kulkraft. Foto: Rasmus Juul

Danskere opfordres til at droppe flyrejser og spise mindre kød, og regeringen vil udfase benzin- og dieselbiler. Men spørgsmålet er, om det giver mening, at Danmark, der udsender en promille af verdens CO2, vil redde klimaet, når Kina opfører kulkraftværker

På et kontor i det dansk-kinesiske universitetscenter i Beijing sidder forsker Nis Høyrup Christensen i disse dage og fryser. For selvom det kan være koldt i Nordkina om efteråret, så åbnes der først for fjernvarmen den 15. november. Opvarmning i Kina er en luksus, der bliver stramt reguleret. Hvis fjernvarmen i Kinas hovedstad med 27 millioner indbyggere blev tændt tidligere, ville det ifølge Nis Høyrup Christensen betyde en markant forøgelse af udledningen af drivhusgasser. Men den stramme regulering er også forbundet med store gener, som de færreste danskere ville acceptere.

Kina står for en tredjedel af verdens CO2-forurening og er klodens største udleder af drivhusgasser, og landet har fuld fart på udbygning af både vindmøller og kulkraftværker. Ifølge Coalswarm, der følger alle kulkraftværker på kloden, er Kina ved at opføre nye kulkraftværker med en samlet kapacitet, der svarer til hele USA’s kulkraft-produktion.

I sidste uge lancerede Lars Løkke Rasmussen (V) den danske regerings klimaplan med ordene:

”Vi skal kunne give Jorden videre til vores børn og børnebørn.”

Men Danmark udleder kun en promille af verdens CO2, og spørgsmålet er, om det overhovedet nytter, at danskerne fra 2030 skal køre i elbiler, og at klimaaktivister opfordrer danskerne til at droppe flyrejser og spise vegetarisk, når Kina har fuld fart på udbygning af kulkraft.

I universitetskontoret i Beijing er Nis Høyrup Christensen, der til daglig forsker i kinesisk energipolitik ved Copenhagen Business School, enig i, at det danske bidrag til CO2-forureningen er mikroskopisk sammenlignet med Kinas. Men det fritager ikke Danmark for at gøre noget, mener han.

”Historisk er det den vestlige verden, der har skabt klimaproblemerne, og vi forurener stadig langt mere målt per indbygger end kineserne. Selvom vi som land leverer mindre CO2 end Beijing alene, så har det en kæmpe betydning, at vi er et foregangsland, der kan vise grønne løsninger. Kineserne er for eksempel meget interesserede i, hvordan Danmark bruger overskudsvarme fra kraftvarmeværker,” forklarer Nis Høyrup Christensen.

Han fremhæver, at de løsninger, der udvikles i Vesteuropa, er en helt afgørende inspirationskilde for Kina. Og netop Kina er et godt laboratorium for at udvikle verdens klimaløsninger, fordi det er et udviklingsland med adgang til kapital. Derfor kan kinesernes erfaring med grøn omstilling bruges i Indien og Afrika.

Samme pointe har John Nordbo, klimarådgiver i den humanitære organisation Care:

”Hvis alle borgere i verden sagde, at andre skulle klare klimaudfordringen, så blev problemet aldrig løst,” siger John Nordbo og understreger, at Danmark har haft en indflydelse på Kinas miljøpolitik, der langt overstiger vores størrelse.

”Den tidligere miljøminister Svend Auken (S) havde stor betydning for udviklingen i Kina, blandt andet på havvindmølleområdet. Vi har nogle ting, kineserne godt kan lide, H.C. Andersen og vores indsats på det grønne område, så grundlæggende nytter det en masse, at vi gør noget,” lyder det fra John Nordbo.

Analysechef i den borgerlige tænketank, Cepos, Otto Brøns-Petersen, er til gengæld ikke sikker på, det kan betale sig for Danmark at gå foran i den grønne omstilling, når lande som Kina og USA udleder langt flere drivhusgasser.

”Specielt for et lille land som Danmark er det helt afgørende, at det, vi gør, er orienteret mod resten af verden. Hvis vi går foran i klimaomstillingen, skal vi sikre os, at andre gør det samme. Vores klimakrav kan betyde, at andre udleder mere,” siger Otto Brøns-Petersen.

Ifølge analysechefen kan de stramme danske miljøkrav give de forurenende kinesiske virksomheder en konkurrencefordel, og dermed er forureningen blot flyttet videre.

I den grønne tænketank Concito medgiver programleder Michael Minter, at det er vanskeligt at måle, hvad fem millioner danskeres kødforbrug og transport i elbiler betyder for klodens klima, men samtidig er det danske udslip meget højt målt per indbygger. Ifølge Concitos beregninger udleder en dansker i gennemsnit 17 tons CO2 hvert år, mens en kineser udleder 5 tons hvert år, og en amerikaner udleder 24 tons per år.

”Hvis vi skal begrænse de stigende temperaturer, er det mange bække små. På individniveau ved vi, at det batter, hvis vi spiser mindre kød og flyver mindre, og på samfundsniveau skal der sættes ind på transportområdet, i industrien, i landbruget og i vores boliger. Det er stadig for nemt og for billigt at gøre det forkerte rent klimamæssigt. Flyrejser bør for eksempel koste meget mere end i dag,” forklarer Michael Minter.

Jacob Sørensen fra den grønne græsrodsbevægelse Noah mener, at den danske klimaindsats nok så meget handler om, at vi har et historisk ansvar for CO2-forureningen.

”Det kan godt være, at Danmarks samlede udledning er lille i det store billede, men målt per indbygger ligger vores udledning helt i top. Rent etisk kan vi ikke forsvare at lade være med at gøre noget. Vi har et historisk ansvar, fordi vi i den rige verden har skabt et vækstsamfund, der er årsagen til klimaproblemerne. Selvom vi er et lille land, har vi en stor kapacitet til at udvikle løsninger og vise gode eksempler,” siger Jacob Sørensen, der betegner klimaproblemet som en af klodens allermest komplekse udfordringer.

”Løsningen er både politiske tiltag og individuelle handlinger som for eksempel at flyve mindre. Det bliver også mere tydeligt, at klimaproblemerne rejser store etiske spørgsmål i forhold til, hvordan vi skal indrette vores samfund. Skal vi stræbe efter stadig vækst, eller skal vi udvikle et samfund, der i mindre grad er bundet op på materielle goder og i højere grad vægter livsværdier som mere tid?,” spørger Jacob Sørensen.

Teolog og lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Mickey Gjerris, fremhæver, at ”nogen er nødt til at vise, at det kan lade sig gøre at handle”, selvom Danmarks bidrag til det globale CO2-udslip er en dråbe i havet.

”Vi er den generation, der ved, hvordan det står til med klimaet. Hvis ikke vi gør noget, hvad skal vi så svare vores børn, når de om 20 år spørger: ’I vidste alt det her, og hvorfor gjorde I ikke noget?’ Vi udrydder plante- og dyrearter i et tempo, der ikke er set, siden meteorerne udryddede dinosaurerne,” lyder det fra Mickey Gjerris.

I den borgerlige tænketank Cepos har analysechef Otto Brøns- Petersen en anden opfattelse af, hvordan klimaet kan reddes. Han peger på, at den mest etiske måde at tackle klimaproblemerne på er at finde effektive, billige og realistiske løsninger, som andre lande kan tage ved lære af.

”Vi skal reducere drivhusgasudledningen, hvor det er billigst. For eksempel er det en meget dyr løsning, at regeringen vil forbyde traditionelle biler fra 2030. Danmarks ønske om at være et ambitiøst foregangsland på klimaområdet risikerer at skræmme andre lande som Kina fra at gå i gang, fordi de synes, de danske løsninger er for ineffektive og dyre,” lyder det fra Otto Brøns-Petersen.