”Nogle gange føler jeg mig desperat ensom,” fortæller 67-årige Michael Hove, en af svarpersonerne i Ulykkespatientforeningens nye undersøgelse om ældre med funktionsnedsættelsers trivsel.
Undersøgelsen viser, at Michael Hove langtfra står alene med følelsen af ensomhed. Næsten en tredjedel svarer, at de somme tider eller altid føler sig ensomme, mens to tredjedele føler sig mere ufrivilligt alene nu, end før de blev ramt af deres funktionsnedsættelse.
Særligt det sidste tal springer i øjnene, mener Mathias Lasgaard, ph.d. og ensomhedsforsker ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og ved Defactum, Region Midtjylland.
“Det er påfaldende, at to tredjedele helt nøgternt konstaterer, at deres nedsatte funktionsniveau har givet anledning til isolation. I den gruppe er der en delgruppe, for hvem ensomheden bliver en fast følgesvend,” siger Mathias Lasgaard, men pointerer samtidig, at det er vigtigt at holde sig for øje, at flertallet af ældre med funktionsnedsættelser svarer, at de aldrig eller sjældent føler sig ensomme.
“Det er vigtigt, at vi ikke gør personer med funktionsnedsættelse til ofre, men også husker på, at langt de fleste kan og laver en hel masse forskellige ting,” siger han.
Følelsen af ensomhed kan blive forstærket af det ressourcetab, der følger i kølvandet på en funktionsnedsættelse, siger Mathias Lasgaard: Nogle ældre får sværere ved at indgå i fællesskaber, bliver udmattede af social kontakt og mister mobilitet, ægtefæller eller tilknytning til arbejdslivet.
”Samtidig er man nødt til at holde sig for øje, at ensomhed ikke alene handler om tabet af sociale ressourcer, men ofte også i høj grad handler om tabet af nære relationer af mennesker, der virkelig kender og følger med i ens liv,” siger Mathias Lasgaard.
Det nikker Rikke Lund, ph.d. og lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, genkendende til. Der findes forskellige former for ensomhed, siger hun og henviser til et finsk studie om ældres trivsel. I takt med at man styrkede sociale netværk og deltagelse for de ældre finner, blev deres livskvalitet og funktionsdygtighed større og deres forbrug af sundhedsydelser mindre. Men følelsen af ensomhed forblev uændret.
”Det kan være svært fuldstændig at afbøde mere eksistentielle følelser af ensomhed, der for eksempel følger tabet af nære livsvidner. Det kan man ikke nødvendigvis erstatte, og den form for ensomhed kan for ældre mennesker være et livsvilkår i en eller anden grad,” siger Rikke Lund, men understreger, at man kan og skal forsøge at øge trivslen for ældre med funktionsnedsættelser. Det gode spørgsmål er hvordan, siger hun. Svaret peger flere steder hen, mener Janus Tarp, formand for Ulykkespatientforeningen.
”Vores medlemmer med fysiske skavanker bliver hæmmet socialt af manglende fysisk adgang. Man kan for eksempel øge muligheder for at komme rundt med en bus eller muliggøre ledsagerhjælp som folkepensionist,” siger han og fortsætter:
”Samtidig ligger der en opgave for organisationer som os og for civilsamfundet generelt. Vi kan ikke bare sige ’det kan Røde Kors’ besøgsgrupper klare’. Omgivelserne må være bedre til at spotte mennesker i lokale miljøer, besøge dem og tage dem med ud. Det kunne for eksempel være ved lokalt at lave sociale arrangementer,” siger han og nævner Ulykkespatientforeningens cafédage, initiativet Fortæl for Livet og sammenslutningen Folkebevægelsen mod Ensomhed. Alle initiativer, der skal nedbringe ensomheden.
Det handler også om at forebygge helbredsproblemer allerede tidligt i arbejdslivet, siger Olav Felbo, chefkonsulent i Ældresagen. Og fra samfundets side sikre tilstrækkelig hjælp og plejeomsorg, som er helt afgørende for de ældres overskud til at begive sig ud blandt andre mennesker.
”Det er vigtigt, at det omgivende samfund og medmennesker i omgangskredsen arbejder på at udvise åbenhed. Men det kan være svært overhovedet at opdage og forholde sig til, for det er ikke en problemstilling, vi råber op om fra gadehjørnerne,” siger han.
Og her kan socioassistenter og handicaphjælpere spille en afgørende rolle, mener Mathias Lasgaard.
”De har en fantastisk mulighed for at reagere, tage den fortrolige snak og spørge ind til, hvem der egentlig er der for personen,” siger han.