Prøv avisen
Historisk set

Hvad skylder staten og folkekirken hinanden?

Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelige intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at folkekirken til stadighed ordnes ved lov. Foto: Polfoto

Den nuværende debat om folkekirkens økonomi bygger på en udbredt, men temmelig upræcis tolkning af de omfattende økonomiske reformer, som folkekirken blev pålagt ved lov i de første årtier af 1900-tallet

Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe.

Sognepræst Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit forehavende, ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jordene var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”

Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis tolkning, at statens bidrag til folkekirken skulle være kompensation for udstykningen af præstegårdsjorden. Efter systemskiftet i 1901 var folkekirken et af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med Venstres stærke mand, J.C. Christensen, som primus motor.

Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelige intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at folkekirken til stadighed ordnes ved lov.

Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder.

1. Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til fri ejendom, og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed.

2. Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv eller forpagtede bort.

3. De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var afgifter på kirkelige handlinger.

Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 procent, ville den erstatte tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få regnestykket til at gå op.

Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation, men ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som kirkeejere købesummen.

Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en hovedindtægtskilde for folkekirken. Statens bidrag udgør i dag cirka 10 procent af kirkens samlede budget.