Hvad var det, Johannes Møllehave kunne? Tre iagttagere fortæller

Den afdøde præst Johannes Møllehave var en enestående formidler af kristendom. Tre iagttagere giver deres vurdering af, hvad hans særlige indsats for dansk åndsliv bestod i

Præst og forfatter Johannes Møllehave er død, 84 år. I sin levetid blev han en folkekær vismand og formidler. Men hvad var det, han kunne?
Præst og forfatter Johannes Møllehave er død, 84 år. I sin levetid blev han en folkekær vismand og formidler. Men hvad var det, han kunne?. Foto: Leif Tuxen.

Danskerne blev hele tiden mindet om, hvad kristendom er

Jakob Kvist, journalist og forlægger

Foto: Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix

Johannes Møllehave var en enmandshær og et kraftværk. Han inspirerede og vakte nysgerrighed på et område, som for mange danskere forekommer svært, nemlig åndsarbejdet. Men selvom han havde danskernes øre på en helt enestående måde og formåede at forbinde humoren med det religiøse, så forfladigede han det aldrig. Han var folkelig og sjov uden at banalisere eller popularisere sine budskaber eller give køb på kristendommens paradokser. På den måde levede han hele tiden i en form for samklang med sin kristendom og sin teologi.

Jeg tror, mange fandt klangbund i ham, netop fordi han aldrig talte ned til folk. Med hans enorme gennemslagskraft, folkelighed og popularitet, blev danskerne hele tiden mindet om, hvad kristendom er, og hvad kristendommen bidrager med. I sin storhedstid var han nærmest en sokratisk skikkelse i forhold til sin religion. Han reserverede ikke sine forkyndelser til om søndagen, men gik i stedet og småforkyndte hele tiden. Han var i særlig grad generøs, og der faldt altid noget af.

Men når det af andre blev udlagt, som om han var et særligt kristeligt forbillede, så rettede han dem straks og sagde, at det mente de kun, fordi de ikke vidste noget om kristendom. Han vidste nemlig om nogen, at vi ikke har noget at lade hinanden høre, og at man ikke skal gå og føle sig tættere på Gud end andre. Derfor var også hans rummelighed forbilledlig.

Han gjorde hverdagen til en katedral

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

Foto: Leif Tuxen

Johannes Møllehave er et enestående monument i dansk kirkeliv. Simpelthen et grænseløst menneskeligt menneske med alt, hvad det indebærer. Han var en stor humorist og en mand, der både kunne give udtryk for glæde og jubel, men så sandelig også for mørke og angst. Og så var han en på alle måder helt befriende ordkunstner, der kunne bryde ind i det alvorlige på en måde, så man lo sig til at blive klar over alvoren. I sin evne til at videreformidle var han gudsbenådet.

Jeg har sjældent mødt nogen, som i en sådan grad kunne få fortid til at blive nutid. Han gik ind i hverdagen og gjorde den til en katedral for os alle sammen, forstået på den måde, at han kunne få os til at se evigheden i ganske almindelige ting. Han havde en enestående evne til at gøre bibelshistorien nærværende og forklare den, så man forstod, at det ikke blot var noget, der foregik i Jerusalem for 2000 år siden.

Man forstod, at de bibelske spørgsmål også er relevante i dag. Derfor er jeg helt sikker på, at han for mange danskere ikke blot har været en dør ind til kristendommen, men en port ind til den. Jeg er overbevist om, at han har hjulpet mange på vej, selvom jeg ikke tror, han selv har tænkt meget over det. Han har bare fortalt løs og ladet den kloge medborger om resten. Han talte nemlig til begavelsen og den humoristiske sans i os alle og lod det være op til os, hvad vi så ville gøre med det.

Han holdt faklen i nogle år, hvor det var rigtigt svært

Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Han åbnede kristendommen via litteraturen i nogle årtier, hvor mange mennesker havde rigtig svært ved at gå direkte til kristendommens trosudtryk. Det var i en tid, hvor der rådede en modernisme, som var meget forskrækket over at gå direkte til den kristne tro, men han var eminent dygtig til at få hele den kulturkristne flok i tale via litteraturen og humoren. Det har formentligt bidraget til, at der blev lagt mindre afstand til kristendommen i de år, end der ellers ville have været. I en periode, hvor det var moderne at syntes, at kirke og den kristne tro var svære at have med at gøre, var han en formildende omstændighed, der gjorde at man alligevel hørte lidt efter og blev i nærheden af folkekirken og det kristne budskab. For her var eksemplet på en mand, der kunne formidle kristendom via H.C. Andersen, Dostojevskij eller sågar Storm P.

Han har haft en meget stor betydning i forhold til at holde mange kulturkristne danskere ombord i folkekirke og kristendom i nogle afgørende årtier. Og måske på den måde bidraget til, at de stadig er her i dag. Da jeg blev uddannet præst i begyndelsen af 1990’erne, stod hans prædikensamlinger i enhver bogreol, men sådan er det ikke helt blandt nyuddannede præster i dag.

Vi synger nogle af hans salmer og bruger især hans formidling af bibelhistorier til børn, men mange synes måske, at den litterære tilgang bliver lidt for indirekte. Men jeg mener, at han er medvirkende årsag til, at trofastheden over for folkekirken er så relativt stor i Danmark, som den er. Han holdt faklen i nogle år, hvor det var rigtigt svært.