En demonstration i anledning af 10-årsjubilæet for Ungdomshusets rydning på Jagtvej 69 på Nørrebro i København udviklede sig onsdag aften til uroligheder med stenkast mod politibiler og hærværk mod banker.
Ifølge politiet er ni personer blevet anholdt, og to betjente er kommet lettere til skade i forbindelse med urolighederne. Det fik i går flere til at stille spørgsmålet, hvorfor Ungdomshusrydningen endnu 10 år efter kan vække så megen vrede, og hvad det er, demonstranterne ønsker at opnå.
Marco Malcorps er tidligere aktivist i Ungdomshuset og deltog i demonstrationen i onsdags, men forlod den, inden det kom til uroligheder, og deltog ikke i hærværk eller lignende.
Han vil ikke udtale sig på hele demonstrationens vegne, men forklarer, at det for ham handlede om at markere, ”at det var 10 år siden, at Københavns Kommune på skammeligste vis smed os ud af vores hus, fordi de foretrak en kristen, fundamentalistisk sekt fra den yderste højrefløj frem for os”.
”Jeg havde et behov for at mødes med nogle mennesker og mindes den her dag. Det handlede om at vise, at det kan godt være, at I prøvede at slippe af med os, men vi er her stadig,” siger han.
Han tager afstand fra urolighederne, men mener på et principielt plan, at voldelig modstand kan være nødvendigt i politiske kampe.
”Som udgangspunkt kan det i en politisk kamp være nødvendigt at tage fløjlshandskerne af og vise det teoretiske magtmonopol, at deres magtmonopol kun eksisterer al den stund, man anerkender, at det har magten. Var onsdag det rigtige tidspunkt at vise, at man i øvrigt var rigtigt træt af Danske Bank? Nej, det synes jeg ikke, at det var. Jeg havde helst set en mere fredelig afvikling.”
Politiet trængte senere på aften ind i det nye ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter og foretog en ransagning, og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) erklærede i går, at han vil genoverveje kommunens økonomiske støtte til Ungdomshuset på Dortheavej, hvis optøjerne udsprang derfra.
En kilde, som ønsker at være anonym, men hvis navn er redaktionen bekendt, var til stede under demonstrationen, og da politiet stormede Ungdomshuset på Dorthea-vej.
Han fortæller, at konfrontationerne ikke var planlagt fra Ungdomshuset på Dortheavejs side. Han understreger dog samtidig, at han ikke taler officielt på vegne af Ungdomshuset, men som privatperson.
”Selvom vi fik et nyt hus, så føler os stadig rigtigt dårligt behandlet, men det var ikke meningen, at det skulle udarte sig på den måde. Det kom bag på os,” siger han.
Han deltog ikke i hærværket, men ser ikke noget stort problem i, at der blev knust butiksvinduer på banker og vil derfor ikke tage afstand fra dem.
”Selvom man indkalder til en fredelig demonstration, så kan man desværre ikke forvente, at alle opfører sig som planlagt. Men vi kan ikke tage ansvaret for alles handlinger,” siger han.
René Karpantschof er sociolog og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med den radikale venstrefløj i København og var som ung selv aktiv i den københavnske bz-bevægelse.
Han mener, det er svært at tale om en samlet bevægelse og fælles mål med demonstrationen.
”Det var bare en markering af rydningen af Ungdomshuset, men måske for nogen en anledning til at markere en generel utilfredshed med visse tilstande i samfundet”, forklarer han og tilføjer:
”Det, man kan konstatere, er, at der åbenbart er nogle, der mener, at oprør mod banker og politi stadig er relevant i dag. Men hvor mange, der er, og præcis, hvad de vil, det er svært at sige. Men der var i hvert fald nogen, som brugte lejligheden til at vise den form for oprør. At banker er griske og forfærdelige, det er der nogen af de mere alternative og radikale miljøer i København, der mener, man skal reagere på. Men det lignede ikke noget, der var en del af nogen organiseret kampagne.”
Han mener, at nogen benytter sig af voldelige midler, fordi det gennem tiden har vist sig at virke, men at strategien lige så godt kan have den stik modsatte effekt af intentionen.
”I dette tilfælde har det jo været en masse politikere ude og tage afstand og fordømme, og alt tyder jo på, at det har været en skadelig strategi. Men det har i hvert fald skabt opmærksomhed,” forklarer René Karpantschof.
Thomas Olesen er lektor ved Institut for statskundskab på Aarhus Universitet og har skrevet en bog om politiske protestbevægelser. Han mener også, at urolighederne er med til at skabe opmærksomhed, som medfører et dilemma.
”Aktivister vil typisk gerne have medieopmærksomhed. Og adgangen til medierne bliver automatisk lettere, hvis man gør et eller andet, der er sensationelt eller opsigtsvækkende. Så snart, der er nogen, som kaster med sten mod politiet, har man en sikker vej til forsiden. Så hvis medieopmærksomhed er et mål i sig selv, så er det jo en succesfuld metode.”
Men han forklarer også, at opmærksomhed ikke er lig med at blive lyttet til eller forstået.
”Kommer protesten til at handle om protesten selv, eller kommer det til at handle om budskabet? Hvor meget skinner budskabet igennem? I dette tilfælde er det jo i høj grad balladebudskabet, som står tilbage. Og spørgsmålet er, hvad det var, de ville? Hvad der var deres motivation? Har de noget meningsfuldt at sige? Det når man ikke rigtigt frem til, fordi balladedimensionen kommer til at overtage.”