Når en regering går af, og en ny tiltræder, udstedes der en såkaldt kongelig resolution. Den nævner alle de afgående og tiltrædende ministre. Samtidig fortæller den nok så interessant om, hvor der sker ressortændringer mellem ministerierne. I disse ressortændringer er der ofte indlejret ændrede politiske prioriteringer og signaler.
I den kongelige resolution, som bestemte tiltrædelsen af den socialdemokratiske Mette Frederiksen-regering, er der en række ændringer af ministeriernes betegnelser, som det ofte er tilfældet. Samtidig er der en række ændringer af ministeriernes porteføljer, selvom ministerierne hedder det samme eller næsten det samme.
For det første flyttes indsatsen mod parallelsamfund og ghettoer fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til Transport- og Boligministeriet.
For det andet flyttes sagerne angående fiskeri tilbage til Fødevareministeriet, hvor de oprindeligt kommer fra. Det var kun på grund af de såkaldte kvotekongers angiveligt tætte forbindelse til Esben Lunde Larsen (V), at de i sin tid blev flyttet til Udenrigsministeriet.
For det tredje flyttes sager om såkaldte dagtilbud ved-rørende børnepasningsordninger fra Børne- og Socialministeriet til Undervisningsministeriet, som samtidig ændrer navn til Børne- og Undervisningsministeriet med Pernille Rosenkrantz-Theil som minister. Baggrunden er ønsket om at få mere sammenhæng mellem børnepasningen før skolealderen og selve skolegangen. Helt overordnet er tanken hermed, at man bedre som regering kan leve op til det børnepolitiske udspil, som Socialdemokratiet udgav sidste år under titlen ”Altid på børnenes side”. Det var det udspil, som dannede baggrund for, at Mette Frederiksen erklærede, at hun ville være børnenes statsminister.
En af de store ressortændringer består for det fjerde i nedlæggelsen af Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor Indenrigsdelen sammenlægges med Børne- og Socialministeriet til det nye Social- og Indenrigsministerium, hvor Astrid Krag er minister. Nogle af sagerne i det gamle Økonomi- og Indenrigsministerium om konjunkturovervågning og statistik overføres til Finansministeriet. Samtidig overføres tilsynet med KommuneKredit til Erhvervsministeriet. Det sidste skyldes, at ekspertisen om finansielt tilsyn ligger i Erhvervsministeriet, og det derfor vil være naturligt, at tilsynet ligger her. Tilsammen bliver Pernille Rosenkrantz-Theil og Astrid Krag de to ministre, som først og fremmest skal føre den nuværende regerings ambitiøse børnepolitik igennem. Begge ministre vil have ”Altid på børnenes side” liggende på deres skrivebord som deres børnepolitiske bibel.
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ændrer for det femte af signalpolitiske årsager navn til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Årsagen til, at klimaet flytter frem forrest i ministeriets betegnelse, er naturligvis den vægt, som regeringen lægger på det førstnævnte område.
Endelig ændres for det sjette Finansministeriets ressort også. Som nævnt får ministeriet sager fra det tidligere Økonomi- og Indenrigsministerium. Men herudover skal man afgive sager vedrørende overenskomstforhandlinger, løn, pension, ledelse og personale til Skatteministeriet. Baggrunden er ikke mindst den utilfredshed, der fra fagforeningernes side var med Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2017. Utilfredsheden skyldtes, at Moderniseringsstyrelsen blev beskyldt for at være alt for bundet af Finansministeriets ønsker.
Alt i alt kan ændringerne af ministeriernes ressortfordeling se ud som blot ligegyldige organisatoriske ændringer. Det er de langtfra. De er først og fremmest politisk bestemte med baggrund i, at den nye regering ad den vej mener lettere at kunne få sin politik igennem, at det er en etpartiregering, som skal fordele færre ministerposter, og at den samtidig benytter lejligheden til at signalere vigtigheden af bestemte politiske områder. 8
Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.