Hvem dør faktisk af covid-19? De grupper, vi har været gode til at skærme

Covid-19 er en ”epidemi for de ældre”, siger eksperter på baggrund af de danske tal om smittede og døde. Den kan ramme unge, men risikoen for et alvorligt forløb er statistisk set lille. Den gode besked er jo, hvor gode vi har været til at få epidemien kontrolleret, siger epidemiolog

Hvor bange skal den almindelige dansker faktisk være for at dø af en infektion med covid-19? Ikke særlig bange, siger Lone Simonsen, epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet, på baggrund af de danske tal om smittede og døde. ”Lige meget, hvor vi ser hen, er billedet, som det er i Danmark: De døde er i gennemsnit 80 år med underliggende sygdom, og de få unge dødsfald er undtagelser,” siger hun. Arkivfoto.
Hvor bange skal den almindelige dansker faktisk være for at dø af en infektion med covid-19? Ikke særlig bange, siger Lone Simonsen, epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet, på baggrund af de danske tal om smittede og døde. ”Lige meget, hvor vi ser hen, er billedet, som det er i Danmark: De døde er i gennemsnit 80 år med underliggende sygdom, og de få unge dødsfald er undtagelser,” siger hun. Arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

På TV 2 den 25. marts gav en af Verdenssundhedsorganisationen WHO’s topfolk Margaret Harris et interview, der nok kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste.

Hun forklarede, at mellem 10 og 20 procent af en befolkning smittet med coronavirus vil udvikle kritisk sygdom:

”De må i respirator […] de har brug for intensiv behandling,” sagde hun blandt andet.

WHO har tidligere advaret om, at unge ”ikke er usårlige”, og i Danmark beretter intensivlæger med forbavselse om, at covid-19 sender selv unge i 20’erne og 30’erne i respirator.

Men hvor bange skal den almindelige dansker faktisk være for at dø af en infektion med covid-19?

Ikke særlig bange, siger Lone Simonsen, epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet, på baggrund af de danske tal om smittede og døde:

”Lige meget hvor vi ser hen, er billedet, som det er i Danmark: De døde er i gennemsnit 80 år med underliggende sygdom, og de få unge dødsfald er undtagelser,” siger hun.

Den analyse deler Theis Lange, lektor ved afdeling for biostatistik på Københavns Universitet.

”Når man ser på tallene, så er der som individ ikke nogen grund til at være panisk bange for sin egen sikkerhed, for dødstallene er ikke mange gange højere, end man ville opleve fra for eksempel en influenza,” siger han.

I Danmark var ved redaktionens afslutning i alt 299 personer døde med covid-19 infektion i Danmark. Otte af dem var under 60 år.

Ser man samtidig på antallet af personer med en bekræftet covid-19 infektion, altså antallet, som er blevet testet positive med corona-virus, så gælder det 4397 personer under 60 år.

Andelen af døde ud af det samlede antal bekræftede tilfælde med infektion er interessant, fordi det siger noget om, hvor farlig sygdommen i værste fald er i en given aldersgruppe. For de 0-59-årige beskriver Sundhedsstyrelsen på den måde, at nul procent af de bekræftede tilfælde i runde tal er døde.

Det tilsvarende tal for de 60-69-årige er fire procent, for den 70-79-årige 14 procent, 80-89-årige 23 procent og for den 90+-årige 38 procent.

”Når man dividerer, hvor mange der er døde, med, hvor mange der er testet positive i hver aldersgruppe, får man således en absolut øvre grænse for, hvad risikoen for at dø er i de enkelte aldersgrupper. Den faktiske sandsynlighed kan sagtens tænkes at være meget mindre, da vi kun ved, hvor mange der er testet positive, ikke hvor mange, der faktisk var positive (mørketallet, red.). For de yngre kan vi altså allerede se, at risikoen for at dø er meget lille, og for de ældre kan den sagtens vise sig at være langt mindre, end tallene lige nu viser,” siger Theis Lange.

Tager man i betragtning, at der er langt flere personer under 60 år i Danmark, end der er personer over 80 år, står det endnu mere tydeligt, at covid-19 i overvejende grad er en farlig sygdom for de ældre, og især dem der allerede er svækkede, for eksempel af hjerte- og lungesygdomme eller diabetes:

”Ser du på gruppen over 80 år, er der 158 døde i alt. Det er mange flere dødsfald i en mindre population. Covid-19 er karakteriseret ved, at det er en epidemi, som overvejende er dødelig for de ældre,” siger Lone Simonsen.

Island har testet sin befolkning intensivt og har dermed et mere klart billede end for eksempel Danmark af antal smittede og infektionens farlighed, siger Lone Simonsen.

Her er godt 35.000 personer testet, cirka 10 procent af befolkningen. 1711 personer har eller har haft infektionen. Otte er døde.

”Det er en dødelighed på 0,5 procent ud af det samlede antal smittede og er ikke ret højt,” siger Lone Simonsen.

Statistik ændrer ikke ved, at corona er en alvorlig sygdom, som rammer altså især de ældste hårdt, og som også i mere sjældne tilfælde kan kræve liv og lidelser uden for disse grupper.

Men når samfundet langsomt åbner igen fra i dag, er den gode nyhed, hvor dygtigt danskerne har formået at skærme netop disse grupper, fordi alle har taget risikoen for infektion alvorligt, siger Lone Simonsen:

”Den gode besked er jo, hvor gode vi har været til at få epidemien kontrolleret. Det er helt utroligt, og jeg havde aldrig troet, vi kunne gøre det så godt. Det er et klap på skulderen til familien Danmark,” siger hun.