I de seneste par ugers skoledebat er breve, protester og mødeindkaldelser føget gennem luften. Folkeskolens øverste politiske beslutningstager er blevet kritiseret for at politisere. Skolens kommunale chefer er blevet bebrejdet, at de vil være med til at bestemme. Og et samrådsspørgsmål om, hvor ansvaret for folkeskolen ligger, er blevet fortrudt og trukket tilbage igen.
Her er historien om, hvordan et tilsyneladende ganske uskyldigt brev til folkeskolens lærere fik de gamle sår fra den uforsonlige strid mellem kommuner og lærere om arbejdstid og den deraf følgende lockout i foråret 2013 til at springe op igen.
Måske fordi der bag denne historie ligger en anden historie, som handler om, at kommunernes egentlige magt over folkeskolen ifølge en forsker har været under afvikling i mere end 30 år.
Først et kort resumé: Den 14. august skriver undervisningsminister Merete Riisager (LA) og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, i fællesskab et brev, som sendes direkte til alle folkeskolelærere. Heri ønskes alle lærere velkommen tilbage fra sommerferie, og derefter slås det fast, at ”I er som dygtige lærere afgørende for at skabe rammerne for, at eleverne kan udvikle sig til myndige borgere”, og lige så afgørende er det, ”at I har det nødvendige professionelle råderum og autonomi til konkret pædagogisk praksis”.
Da de kommunale skolechefer i Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) erfarer, at et sådant brev er sendt ud, henvender de sig til Kommunernes Landsforening (KL), fordi ”vi som arbejdsgivere oplever, at der i den konkrete sag ikke bliver gået i takt”, som BKF-formand Jan Henriksen, Middelfart, formulerer det over for Kristeligt Dagblad. Han ønsker ikke at blive interviewet yderligere om emnet.
KL’s formand, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), og KL’s direktør, Kristian Wendelboe, skriver den 28. august til ministeren og kritiserer brevet, som de finder ”uheldigt”, da det efter deres opfattelse ”sender et signal om, at en af kommunernes kerneopgaver skal løses uafhængigt af den kommunale ledelse”. KL-toppen har nu bedt om at mødes med ministeren og har indtil da ikke flere kommentarer.
Den 4. september kalder Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind (S), undervisningsministeren i samråd og beder hende svare på to konkrete spørgsmål. Det ene går på, om ministeren mener, der er tilstrækkelig ro om rammer og økonomiske forudsætninger for at styrke og løfte kvaliteten i folkeskolen. Det andet lyder: ”Anerkender ministeren, at ansvaret for folkeskolen ligger hos kommunerne, og hvordan hænger det i så fald sammen med ministerens politiske brev, uden om kommunerne, sendt direkte til bl.a. alle landets lærere og pædagoger?”
Efterfølgende har Annette Lind imidlertid trukket de to spørgsmål tilbage og erstattet dem med et nyt, som kun handler om at sikre de økonomiske rammer. Over for Kristeligt Dagblad forklarer hun, at hun har fortrudt spørgsmål nummer to.
”Det står ministeren frit for at skrive de breve, hun vil. Det er derfor, jeg nu koncentrerer mig om at spørge til økonomien i forlængelse af det fremlagte finanslovsforslag, hvor der er tilført ekstra penge til privatskolerne, men ikke til folkeskolen,” siger Annette Lind, som på grund af travlhed i mødeplanerne endnu ikke kan sige, hvornår samrådet vil finde sted.
Spørgsmålet om, hvem der ejer og har ansvar for skolen, er kompliceret og rummer mange svarmuligheder. Ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) lyder det korte svar:
”Det gør folket.”
Og det lidt længere:
”Det er borgerne, der betaler skat til og leverer børn til folkeskolen. Hvis man spørger, hvem der bestemmer politisk, er det de folkevalgte politikere på Christiansborg og i kommunerne.”
Annette Lind formulerer sit svar anderledes:
”Der er for mig ingen tvivl om, at folkeskolen hører under det kommunale selvstyre. Hvis opfattelsen af dét skrider, er det kommunale selvstyre ikke meget værd,” siger ordføreren, som dog tilføjer, at ”de overordnede rammer” udstikkes af Folketinget og Undervisningsministeriet.
Men ifølge Lejf Moos, lektor emeritus ved DPU Aarhus Universitet og ansvarlig for en større undersøgelse af styringsmekanismerne i de nordiske skolesystemer, er der et tredje bud på, hvem der ejer den danske folkeskole:
”Hvis jeg skal svare en smule skarpt, vil jeg svare, at Moderniseringsstyrelsen ejer folkeskolen i dag,” siger skoleforskeren med henvisning til den finansministerielle styrelse, der har til formål at holde de offentlige udgifter i ave.
”Tidligere har vi været vant til at se kommunerne som skoleejerne, der traf alle væsentlige beslutninger ud fra nogle overordnede paragraffer, som de selv fortolkede. Men allerede fra den første Schlüter-regering kom til i 1982, er der sket en stadigt stærkere afkommunalisering af beslutningerne, som staten i stedet har taget på sig. Det er blevet tydeligt med den stramme økonomiske styring. Kommuner kan ikke bare udskrive skat, men får rammerne fra staten. Og på skoleområdet er det blevet tydeligt med folkeskolereformen, hvor der fra centralt hold er opstillet 3000 kompetencemål for skolen, som kommunerne skal sørge for at få opfyldt,” forklarer Lejf Moos, som i sin rapport om skolens styring har brugt den formulering, at staten bypasser det kommunale niveau.
”I dag er kommunerne ikke længere skoleejere, højst forvaltere,” siger han.
Hvis man vil forstå, hvorfor det kan vække harme hos kommunale ledere og en socialdemokratisk politiker, at en minister og en lærerformand skriver til lærerne og opfordrer dem til at tænke selv, er nøglen netop folkeskolereformen, der trådte i kraft i 2014, og de nye arbejdstidsregler, som Folketinget indførte ved lov efter kommunernes lockout af lærerne i 2013.
Dengang gik bølgerne højt. Kommunale forhandlere brugte krigeriske formuleringer som, at lærernes arbejdstid skulle ”normaliseres”, underforstået at den havde været unormalt kort før. Og lærernes formand, Anders Bondo Christensen, fik i en opkogt stund sagt i en tale: ”Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu’ skal de da ej. Det bestemmer vi da.”
Lærerne følte dengang, at deres selvbestemmelse blev taget fra dem. Kommunerne følte, at deres ledelsesret ikke blev respekteret. Og derfor bekrigede de hinanden. Da kommunernes krav blev ophøjet til lov, blev striden almindeligvis udlagt som en sejr for dem. Men hvis kommunerne har følt sig som sejrherrer, kan det provokere at læse et brev, der lyder som et ekko af den gamle Bondo-tale, endda med den tidligere skolereform-modstander Merete Riisager som medafsender. Og den kommunale frustration kan ifølge Lejf Moos hænge sammen med, at kommunerne måske nok kunne tryne lærerne i forhold til arbejdstid, men i forhold til at bestemme over skolen er de lige så lidt sejrherrer som lærerne.
Fra 1980’erne og frem til, Riisager overtog ministeriet i november sidste år, er magten over skolen kun gået én vej: opad.
”Merete Riisager går som minister imod det, der har været tendensen i mange år. Hun er fuldblodsliberalist og tilhænger af decentrale beslutninger og sender med det omtalte brev nogle nye signaler, som måske kan få lærerne til at ånde en smule op,” vurderer Lejf Moos, som dog tvivler på, at der er tale om et decideret brud med tendensen til den stadigt mere topstyrede folkeskole.
Undervisningsministeren afviser, at det skulle være udtryk for signalforvirring, at hun på den ene side har taget ansvar for at føre folkeskolereformen ud i livet og på den anden samtidig sender et brev til lærerne med opfordring til autonomi.
”Nej, jeg er helt klar over, hvilket ansvar jeg har, og hvilket ansvar de kommunale embedsmænd har. Jeg har det overordnede politiske ansvar, og når vi i forligskredsen bliver enige om at nedbringe antallet af bindende mål, blandt andet fordi lærerne er kommet til at opleve kravene som komplekse og bureaukratiske, så er det sådan. Kommunerne har sagt, at jeg politiserer, men det er faktisk min opgave. Deres opgave er at stå for driften. Det er dem, der skal kende deres opgave,” siger Merete Riisager.
Hun er helt på det rene med, at der kan være kommunale ledere, der i 2013 følte sig i krig med Danmarks Lærerforening, og at professor Niels Egelund fra DPU Aarhus Universitet over for Fyens Stiftstidende ligefrem har beskyldt hende for at ”fraternisere med fjenden”. Men vi er ikke i 2013, siger hun:
”Der er flydt meget vand gennem åen siden da. Det nytter ikke noget at blive ved med at bekæmpe hinanden. Alle de gamle nedgroede negle må vi se at få plaster på og så koncentrere os om opgaven, som er at give danske børn en god undervisning.”