Prøv avisen

Hvem er klimaengel og hvem er klimasynder?

Foto: Iben Gad+ Leif Tuxen+ Lars Aarø

Den globale opvarmning er et helt centralt valgtema op til folketingevalget 5. juni – og bekymringen for kloden rækker langt ind i hverdagen. Vi har bedt en ekspert vurdere tre almindelige danskeres CO2-aftryk

Mange vil gerne være med til at belaste klimaet mindre: Skære ned på flyrejser, sortere affald, indføre kødløse dage og måske gå med i en klimamarch. Men samtidig kan det være svært at sige nej til det gode liv med ild i brændeovnen, røde bøffer og billige weekendture med fly til Paris, Barcelona og London.

Og når de sociale medier bugner med lækre rejsefotos, viser forskningen, at det inspirerer til at flyve mere og længere end nogensinde.

Det har blandt andre danskstuderende Cecilie Tang Christensen fra Aarhus lagt mærke til.

”Jeg må sige, at jeg får helt ondt i maven, når jeg ser alle dem, der lægger feriebilleder op og skriver, at nu er der billetter fra Ryan Air til 200 kroner. Det virker lidt egoistisk i en tid, hvor meget handler om klimaet,” siger den unge studerende, som er en af de tre personer, der til Kristeligt Dagblad fortæller om deres daglige forbrug.

Ud fra deres oplysninger har avisen bedt Torben Chrintz, videnchef i Danmarks Grønne tænketank Concito, vurdere det CO2-aftryk, de hver især sætter.

Så mød 62-årige Bente Hansen fra Stege, som uden at tænke så meget over det er ”klimaengel”. 22-årige Cecilie Tang Christensen fra Aarhus, som i dag tænker sig godt om, inden hun flyver på ferie. Og 62-årige Eigil Kaas fra Gundsømagle, som flyver mindst 10 gange om året i forbindelse med sit arbejde – som klimaforsker.

Rejser: Har ikke fløjet de seneste 18 år. Hvis hun holder ferie, er det i Danmark.

Hustandsindkomst: Beskeden.

Daglig transport: Cykler, men har en lille dieselbil, som hun bruger, når hun skal hente sin søn en-to gange om måneden på Lolland. Brian bor i et bofællesskab der.

Bolig: Rækkehus på omkring 60-80 kvadratmeter.

Energiforbrug: Fjernvarme. Holder 20-21 grader indenfor om vinteren. Slukker elektriske apparater, når hun ikke bruger dem. Vasker tøj på spareprogram.

Madvaner: Spiser mest fisk og grøntsager, men også kød.

Tøjforbrug: Køber højst et stykke nyt tøj om året.

Mobiltelefon: Udskiftes kun, hvis den går i stykker.

Civilstand: Enke, to børn og et barnebarn.

Hvordan synes du selv, det går?: ”Det er ikke fordi, jeg tænker vildt meget over klimaet i hverdagen, men jeg sorterer affald og sparer på strømmen. Umiddelbart undrer jeg mig over, at man skal skylle plastik- og glasemballage rent, inden man sorterer det. Det virker som et stort vandspild. Og for nylig var det fremme i de lokale medier, at det hele alligevel var blevet blandet sammen af renovationen. Så jeg stoler ikke helt på, at det har den store effekt at sortere. Men jeg gør det.”

Ekspertens vurdering: ”På 13-skalaen må det blive et 11-tal til Bente Hansen. Bilen trækker lidt ned, men de manglende flyrejser kraftigt op. En forholdsvis lav hustandsindkomst trækker også op. For jo flere penge, man har, jo flere bruger man, og det er som regel skidt for klimaet.”

Rejser: Fløj senest i januar sammen med sin kæreste på en forlænget weekend til Paris. I sit sabbatår rejste hun en del i Asien, og har et par gange været på flyferie med sin svigerfamilie til Italien.

Hustandsindkomst: SU og opsparing.

Daglig transport: Cykler.

Bolig: Lejlighed i Aarhus på 38 kvadratmeter, som hun deler med sin kæreste.

Madvaner: Parret er for nyligt begyndt at have tre kødløse dage om ugen.

Energiforbrug: Fjernvarme. Holder cirka 20 grader indenfor om vinteren.Slukker for elektriske apparater, når hun ikke bruger dem.

Tøjforbrug: Køber oftes tøj i genbrugsbutikker.

Mobiltelefon: iPhone 6, som hun har haft siden 2016.

Civilstand: Bor sammen med sin kæreste.

Hvordan synes du selv, det går?: ”Jeg vil gerne gøre mere for klimaet, men vi vil også gerne på ferie. Til gengæld er vi begyndt at tænke os grundigt om, inden vi rejser nogen steder med fly. Det skal være noget, vi virkelig gerne vil. Til sommer bliver vi i Danmark og holder ferie. Jeg køber mest tøj i genbrugsbutikker, fordi det er svært at gennemskue under hvilke forhold, tøj fra for eksempel H&M er fremstillet.”

Ekspertens vurdering: ”Det ser ikke helt godt ud. Cecilie har sikkert færre penge til rådighed end Bente Hansen fra Stege, alligevel vil hun udlede betydelig mere CO2, også selvom hun skærer ned på kødet. Det skyldes flyrejserne, som udleder så meget, at de udraderer de andre gode ting, hun gør. En tur til Asien koster lige så meget i CO2 som fire års kødforbrug, så det kræver mange kødfrie dage at hente sådan en tur hjem på madfronten. Cecilie kunne vælge at kompensere sine flyveture, så den udledning, hun har, bliver hentet ind et andet sted i verden. Som det er nu, får hun et 8-tal.

Rejser: Flyver i embeds medfør omkring 10 gange om året, også oversøisk.

Hustandsindkomst: Høj.

Daglig transport: Oftest cykel og tog, men husstanden har også to biler.

Bolig: 151 kvadratmeter villa og sommerhus i Sverige.

Madvaner: Spiser kun kød cirka hver anden dag.

Energiforbrug: Velisoleret hus med naturgas. 21 grader indenfor om vinteren. Har meget elektrisk udstyr, men slukker, når det ikke er i brug.

Tøjforbrug: Køber nyt tøj et par gange om året.

Mobiltelefon: Udskiftes cirka hver tredje år.

Civilstand: Gift, to børn.

Hvordan synes du selv det går?: ”Jeg er ked af, at jeg flyver meget og prøver at tage toget, når jeg kan. Vi spiser mindre kød end før og er ved at få nye vinduer sat i. Jeg kan godt se det ironiske i at arbejde for klimaet og så flyve en del. Desværre er det nødvendigt, selvom vi også klarer møder via skype. Som privatmennesker er det godt at gøre en indsats, men det bedste for klimaet er, at politikerne udstikker overordnede rammer, så man bliver vejledt til at gøre det rigtige.”

Ekspertens vurdering: ”Her har vi at gøre med et CO2-udslip, som er standard inden for den givne husstandsindkomst. Flyvningerne er dog arbejdsrelaterede og tæller derfor ikke med i den personlige udledning. Det gør det jo heller ikke, hvis man er pilot. Jeg vil sige, at klimaforskeren ligger midt i feltet i sin indkomstgruppe, måske lidt bedre, fordi han er opmærksom på sine madvaner. Men hvis han også flyver på ferie, ligger han temmeligt ringe. Det må blive et 7-tal under forudsætning af, at hans rejser er arbejde.”

Foto: leif tuxen
Foto: Lars Aarø
Eigil Kaas flyver ti gange om året i forbindelse med sit arbejde – som klimaforsker. Privat kører han mest på cykel og med tog og familien har netop fået sat nye, energivenlige vinduer i huset. Han får et 7-tal i klimakarakter – forudsat at han kun flyver i embeds medfør og ikke på ferie. Foto: – Leif Tuxen
Bente Hansen fra Stege på Møn er panelets ”klimaengel”: Hun fløj sidste gang i 2001 og har cykler som primære transportkilde. – Foto: Iben Gad
Cecilie Tang Christensen fra Aarhus får et 8-tal i klimakarakter. Hun er god til at tage klimahensyn i hverdagen, men flyture trækker ned. – Foto: Lars Aarø