Da Berlinmuren faldt i 1989, forventede mange, at nu ville ekstra mange danskere lære tysk, fransk og andre fremmedsprog. Det gik lige modsat. Danskerne kan i dag dansk og engelsk, men den mangesprogede dannelse er så godt som død.
Tysk er i støt tilbagegang på alle uddannelsestrin og netop taget af programmet på Aalborg Universitet. Fransk var modefag i 1980’ernes gymnasium, men er stort set udryddet som gymnasiefag uden for hovedstaden. Der er i tidens løb gjort forsøg på at udbrede russisk, kinesisk, arabisk og især spansk som gymnasiefag, men med begrænset succes.
Men hvis den mangesprogede dannelse i Danmark er død, hvem var så morderen? Og var det en bevidst handling?
Uffe Gravers Pedersen var i 1986-1998 undervisningsdirektør for gymnasieområdet i Undervisningsministeriet. Han mener, at gymnasieelevernes svækkede fremmedsprogskundskaber mindst går tilbage til de tidlige 1980’ere. Dengang var han som repræsentant for gymnasiernes engelsklærerforening med til at udgive en rapport og afholde en konference på Christiansborg om emnet.
”Dengang sagde politikerne, hvad de har sagt lige siden. At det var da trist. Men nogen egentlig handling blev det ikke til,” fortæller han.
Som embedsmand var han siden med til at forberede den gymnasiereform, som kom i 1987, da Bertel Haarder (V) var undervisningsminister. Reformen øgede elevernes valgmuligheder, men ifølge Uffe Gravers Pedersen selv blev fremmedsprogene ikke svækket ved den lejlighed, men ved den næste gymnasiereform, som trådte i kraft den 1. august 2005.
”Jeg er kisteglad for forliget. På alle punkter tilgodeser det regeringens ambitioner på det gymnasiale område,” udtalte den daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs (V), da forliget var på plads med opbakning fra alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten den 27. maj 2003.
Men ifølge den tidligere direktør er denne reform den hovedskyldige i mordet.
”Man opgav linjedelingen, som indtil da havde sikret, at 40 procent af alle gymnasieelever fik tre fremmedsprog. Den andel faldt til tre-fire procent. Det var helt forudsigeligt. Det er umuligt at forestille sig, at så mange elever ville vælge sådan, når det ikke var obligatorisk. I stedet valgte de populære snakkefag som samfundsfag,” forklarer Uffe Gravers Pedersen.
Han tilføjer, at oven i denne ændring blev gymnasierne gjort selvejende og taxameterstyrede. Det betyder, at det er op til gymnasiets eget ønske og pengepung at oprette et fremmedsprogsfag – og små fag med få elever er en dårlig forretning.
”Alt, hvad der siden er sagt af skønne ord om at styrke sprogfagene, har været varm luft,” erklærer han.
Hvis stort set hele Folketinget anno 2003 bærer skylden for at tage livet af fremmedsprogene, var det et uagtsomt drab. Ingen har bevidst ønsket, at danskerne skulle ophøre med at kunne særlig godt tysk. Men der er måske heller ingen, der har kæmpet hårdt nok for det modsatte, vurderer Harry Haue, professor emeritus i uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet og ekspert i gymnasiets dannelse.
Han peger på, at tysk var det altdominerende fremmedsprog i Danmark helt frem til 1935. Lige siden har tysk været for nedadgående og engelsk for opadgående.
”Ingen har ønsket at forringe de unges kundskaber i sprogfagene, men man har opprioriteret engelsk, matematik og naturvidenskabelige fag, og det er så gået ud over de andre fag,” siger gymnasieforskeren, som ser de stadig friere valgmuligheder i både 1987- og 2005-reformen som den afgørende faktor.
Ved frit valg vælger de fleste at koncentrere sig om engelsk og de fag, de skal have for at blive optaget på en uddannelse. Andre sprogfag er svære at få topkarakter i, og en gymnasieelev med drømme om for eksempel lægestudiet kan ikke risikere at få for lavt et gennemsnit på grund af en kun halvgod karakter i tysk.
Hvis man skal lede efter mangesproglighedens dødsårsag, er det imidlertid ikke kun de skrevne og uskrevne regler for gymnasierne, men også den bredere samfundsdebat, der kommer på anklagebænken. I årene fra Murens fald til midten af 00’erne var globalisering et plusord, og paradoksalt nok førte visionen om en globaliseret fremtid væk fra fransk, tysk og spansk for i stedet at bevæge sig i retning af engelsk. Tv og biografer viste kun få film på andre sprog. Ingen læste litteratur på tysk og fransk, men stadig mere blev kommunikeret på engelsk.
Måske toppede denne tendens, da Det Radikale Venstre på sit sommergruppemøde den 17. august 2006 foreslog at gøre engelsk til officielt andetsprog ved siden af dansk. Visionen var ikke at tage livet af andre sprog, men at signalere vigtigheden af engelsk.
”Ud over at signalere åbenhed over for omverdenen så mener vi, at det kan tiltrække flere turister og erhvervsfolk til Danmark,” sagde daværende folketingsmedlem Charlotte Fischer om forslaget.
I dag indgår ønsket om engelsk som officielt andetsprog ikke i de politiske hensigtserklæringer. Men vi er tæt på at kunne betragte danskerne som en befolkning, der alle kan begå sig på to sprog, dansk og engelsk. Til gengæld er kundskaberne i andre fremmedsprog på retur. Den sidste tendens ser man ifølge Jørn Boisen, lektor ved Institut for engelsk, germansk og romansk ved Københavns Universitet, over hele verden. Men idéen om, at engelsk er gangbart overalt, trives kun i de skandinaviske lande og Holland.
”Det er kun i små lande, at man har forestillingen om, at enhver kommunikation mellem mennesker af forskellige nationaliteter skal foregå på engelsk. Kun halvdelen af tyskerne, 37 procent af franskmændene og 20 procent af spanierne angiver selv, at de taler engelsk. Det betyder, at der i disse store europæiske lande er en udbredt forventning om, at når man kommer på besøg i deres land, kan man også tale deres sprog,” siger han.
Lektoren tilføjer, at universiteternes sprogfag er de fag, som har den dårligste økonomi og den laveste ledighed. Det hænger sammen med, at der på universiteterne ikke bevilges penge ud fra jobmuligheder, men alene antallet af studerende. Vil man vælge et fag med gode jobmuligheder, er tysk eller fransk gode bud. Men det kan man jo ikke vælge på universitetet, hvis man tidligere i sit uddannelsesforløb har brugt valgfriheden til at fravælge at terpe tyske kasus-endelser og franske modal-verber.
Da der den 3. juni 2015 kom en ny gymnasiereform, stod på ny en bred kreds af partier bag. Kun Enhedslisten og Alternativet var udenfor. Der blev iværksat en national sprogstrategi og oprettet et nationalt sprogcenter. Visionen var, at mange flere danskere skal mestre tre sprog.
”Vi ønsker ikke, at eleverne for eksempel vælger spansk på bekostning af tysk eller fransk. De skal have engelsk og tysk eller fransk samt et tredje sprog,” sagde den daværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby (V).
Men ifølge Jørn Boisen kom der kun ”den strategi, at der nu skal lægges en strategi”. Og trods de gode intentioner i dét mener han, at der mangler de afgørende tiltag, som kan vække mangesprogligheden til live igen:
”Hvis de folkevalgte virkelig ønskede at prioritere tysk, fransk og de andre fremmedsprogfag i gymnasiet, kunne de bare gøre dem obligatoriske. Og hvis der er et ønske om at prioritere sprogfagene på universitetet, kunne man opstille et mål for, hvor mange kandidater, man ønsker at uddanne i de enkelte fag, og så tildele os økonomi efter dét.”