Prøv avisen

Hvem skal arve en død mands frosne sæd?

Kernefamilien og idéen om ”den gode familie” bruges som begrundelse, når man skal forklare, hvorfor æg og sæd fryses. Foto: Nima Stock/ritzau

I dag kan man få børn ved hjælp af nedfrossen sæd fra en død mand – men bør man? Og hvor gammel må en kvinde være, før hun føder første gang? Stort forskningsprojekt vil kortlægge, hvilke forestillinger der ligger til grund for praksis og lov omkring fertilitetsteknologien og finde nye veje til at tackle den

Hvorfor vælger en kvinde at fryse sine æg, så hun bogstavelig talt har noget i banken til den dag, hun ønsker at få et barn?

Charlotte Kroløkke, professor ved Institut for Kulturvidenskaber og Kulturstudier på Syddansk Universitet, har interviewet 16 amerikanske kvinder, som har frosset deres æg. Deres fortællinger var forunderligt gammeldags; den mening, de gav deres valg, stod i komplet kontrast til den spritmoderne teknologi, de benyttede sig af.

For kvinderne ønskede en kernefamilie. De havde en forestilling om romantisk kærlighed, der burde gå forud for og danne rammen om et barn og dets opvækst. Og da manden ikke var der endnu, frøs de æggene ned, så drømmen måske kunne realiseres, når han kom.

”Jeg havde en forventning om, at ny teknologi gav nye fortællinger omkring familie og fertilitet, men jeg blev forbavset over, at det var så gamle fortællinger. Det handlede meget om, at kvinderne brugte en ny teknologi til at sikre sig, at de kunne forblive traditionelle,” siger Charlotte Kroløkke.

Samtalerne med de 16 kvinder var en forløber til et stort forskningsprojekt, som hun leder, og som i foråret blev bevilget knap seks millioner kroner af Det Frie Forskningsråd. Ice Age-projektet handler om de fryseteknologier, der sikrer opbevaring af menneskelige æg, sæd, æggestokvæv og embryoner (befrugtede æg) – og som for altid har sprængt naturens ældgamle rammer for, hvordan mennesker kan reproducere sig selv.

Formålet er at ”forstå fryseteknologiernes menneskelige, etiske, juridiske samt kulturelle forandringer og betydninger,” som der står i projektbeskrivelsen på forskningsrådets hjemmeside.

Eller sagt på en anden måde: Det er en klassisk videnskabelig endevending af de forestillinger, der omgiver fertilitetsteknologien, og som også former lovgivning og klinisk praksis og altså dikterer, hvad man kan og bør fra samfund til samfund.

”Jeg mener, at der er et enormt behov for viden, for området er meget præget af holdninger, og hvad vi føler er rigtigt og forkert. Følelser er ikke det bedste udgangspunkt, når de smitter af på lov og praksis. Evnen til at forplante sig betyder meget for mange mennesker, og derfor bør vi træffe beslutninger, der er baseret på forskning,” siger Charlotte Kroløkke.

Hun nævner et par problematikker, der er opstået i kølvandet på de ny teknologier, og som udfordrer gængs forståelse af, hvordan mennesker bør få børn:

Israel har eksempelvis haft sager om mænd, som døde, efter de havde frosset deres sæd. Må sæden benyttes efter deres død? Kan den arves, og hvem skal i så fald kunne bestemme, om den døde skal være far?

Må man springe generationer over, som det i realiteten er muligt med de nye teknologier – så en ufrugtbar søn eller datter kan bruge sin mors eller fars nedfrosne arvemateriale og skabe et barn til sig selv?

Og hvor gammel bør en kvinde højst være for at kunne få et barn ved hjælp af fertilitetsbehandling?

Charlotte Kroløkke er så småt begyndt at udrede, hvad der er på spil i individer, læger og beslutningstageres tilgang til den uorden, hvad angår forplantning, som fryseteknologierne har bragt med sig.

Meget tager udgangspunkt i tanker om ”den gode familie”, forklarer hun:

”Der er en klar fordom eller forståelse om, at forplantning er kædet sammen med værdier, der har kernefamilien som udgangspunkt. Der er en større forståelse for mennesker, som er i en kernefamilie og gerne vil have et barn, men mindre overbærenhed med den ældre kvinde, som er alene og ønsker sig et barn.”

Dette narrativ var for eksempel på spil i tilfældet med de amerikanske kvinder, der havde frosset deres æg.

Kvinderne accepterede selv dogmet om ”den gode familie”. De begrundede netop deres valg i forhold til et ønske om at bevare familien i en klassisk forstand og på den måde skabe normalitet i en abnormitet.

”Derfor var det alligevel ikke så forbavsende, hvad de sagde. For det er jo sådan, et menneske legitimerer sine valg: Man bruger kendte fortællinger til at retfærdiggøre nye muligheder, så det, man gør, ikke fremstår monstrøst,” siger Charlotte Kroløkke.

Der var også andre fortællinger på spil, der hjalp kvinderne til at berettige deres valg. Nedfrysning handlede jo præcis om at have et valg, hvad angår at få børn, uanset hvordan livet i øvrigt kom til at forme sig. Det talte direkte ind i tidstypiske værdier om autonomi og individualitet. En tredje begrundelse lå i tråd med klassiske tanker om kvindefrigørelse: Fra p-pillen til ægbanken går en lige linje, hvor kvinden får stadig mere magt over sin krop og sit liv.

På samme måde former tavse idéer om familie og forældreskab dansk lov og praksis i dag. For eksempel kan kvinder i Danmark kun nedfryse æg, hvis det foregår som led i en igangsat eller mere eller mindre planlagt fertilitetsbehandling. Nedfrysning som ren forsikring à la USA findes ikke. Det handler blandt andet om teknologien. Metoden har hidtil været så usikker, at man har tøvet med at love kvinder, at den kan skærme dem mod barnløshed i det tilfælde, at tiden rinder ud.

”Men der er også kulturelle forestillinger om, at kvinden skal tage sig af sin fertilitet og ikke gemme den. Hun skal få det ordnet med at finde sig en kæreste og få det her barn,” siger Charlotte Kroløkke og henviser for eksempel til København Kommunes fertilitetskampagne fra 2016 med det kontroversielle payoff”Har du talt dine æg i dag”, der skulle huske kvinder på, at fertiliteteten løber ud i takt med tiden.

Grundidéer om kernefamilien viser sig også, når det gælder regler om fertilitetsbehandling, fortsætter hun. For eksempel tilbyder man her i landet behandling til par, som ønsker et fælles barn, uanset om de allerede har børn hver for sig.

Samtidig gælder aldersgrænsen for fertilitetsbehandling kun for kvinden, som højst må være 45 år.

”En ældre kvinde må heller ikke komme i fertilitetsbehandling, selvom hun har en mand på 30 år, og uanset om hun fysisk er stærk nok til at gennemføre graviditet og fødsel. En mand på 80 år må derimod godt få et barn ved hjælp af fertilitetsbehandling, blot hans partner er under 45 år. Jeg mener, det dels handler om, hvornår man synes, kvindekroppen bør være reproduktiv. Og så tror jeg, reglen er baseret på en forventning om moderrollen: Det er hende, som ikke må dø for tidligt, det er hende, som skal være der – endnu mere end faderen,” siger Charlotte Kroløkke.

Projektet ”Ice Age. Entangled Lives, Times, and Ethics in Fertility Preservation” løber over tre år. Målet er at udvikle en ny humanistisk teori og metode, der kan kvalificere beslutningstagere og praktikere til at forstå og forvalte fryseteknologierne.