For snart et år siden bristede Socialdemokraternes nuværende gruppeformand Henrik Sass Larsens drøm om at blive minister i den dengang nye regering.
Hans 30 minutter lange møde med en ledende Bandidos-rocker i Hugos Vinkælder i Køge i maj var nok til, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke ville have sikkerhedsgodkendt ham, hvis det havde været et betroet offentligt job, han skulle ansættes i.
LÆS OGSÅ: Statsministeriet vasker hænder i Sass Larsen-sag
Derfor måtte Henrik Sass Larsen trække sig som ministeremne i den regering, mange ellers havde regnet med, at han skulle være finansminister i.
Han klagede efterfølgende til Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, over forløbet og fik den 25. juni medhold i to af de fem klagepunkter. Nemlig at det var forkert, at de to ministerier pålagde Henrik Sass Larsen tavshed mundtligt og ikke skriftligt, så man kunne dokumentere pålæggets eksistens, indhold og rækkevidde. Og forkert, at han siden blev nægtet aktindsigt i et centralt dokument på en uheldig og uklar måde.
Et tredje klagepunkt at Henrik Sass Larsen burde have haft en præventiv samtale, da PET fik ham i kikkerten undersøges fortsat af ombudsmanden.
Hans afgørelse fik Justitsministeriet og Statsministeriet til at strække våben, og de har både offentliggjort det nævnte notat og fjernet tavshedspålægget til Henrik Sass Larsen.
Hans advokat har i sin klage til Ombudsmanden beskrevet hele forløbet som kafkask. En dom bliver fældet, men den dømte kan ikke få at vide, på hvilket grundlag det sker, og han må ikke i hvert fald i første omgang udtale sig om sin egen sag til offentligheden.
I modsætning til mange andre ømtålelige sager har denne indtil videre kun haft meget begrænset opmærksomhed i oppositionen og pressen. Enkelte oppositionspolitikere har udtrykt ubehag ved tanken om, at en tyndbenet politirapport fra PET er nok til at forhindre en politikers udnævnelse. Kan et demokrati holde til, at en efterretningstjeneste får en sådan magt?
I det store og hele har den borgerlige opposition holdt lav profil, måske fordi den ikke mener at kunne ramme statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) selv, måske fordi den selv kunne blive ramt, hvis sagen kom frem i lyset. Men hvem traf beslutningen om, at Henrik Sass Larsen ikke skulle være minister hvis man ser bort fra, at han formelt set selv trak sig? Som i en anden Sherlock Holmes-sag kunne man begynde med forskningen i motiver.
Som sagen er rullet op indtil nu, tegner kilder tæt på sagen mindst tre mulige scenarier: det gode, det onde og det virkeligt grusomme.
Det gode scenarie er måske ikke så godt endda, men giver i hvert fald en vis politisk mening. I det scenarie vurderer Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, på et tidligt tidspunkt, formentlig i løbet af foråret 2011, at Henrik Sass Larsen vil blive for stor en belastning som minister, hvis hun vinder det nært forestående folketingsvalg.
Formiddagsavisen BT har bragt flere artikler om værtshusmiljøet i Køge, hvor Henrik Sass Larsens nære ven Tommy Kamp beskyldes for pamperi og bestikkelse beskyldninger, som politiet dog senere må opgive at føre bevis for. Artiklerne beklikker også Henrik Sass Larsen. Efter denne teori vurderer Helle Thorning-Schmidt, at hans nære venskab med Tommy Kamp står i vejen for en ministerpost.
Scenariet rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorfor PET af sig selv skulle skrive en negativ sikkerhedsvurdering af Henrik Sass Larsen, som Helle Thorning-Schmidt efter valget kunne bruge som undskyldning for, at han ikke kunne udnævnes til minister. Det svarer heller ikke på, hvorfor Henrik Sass Larsen ikke fik den præventive samtale, alle andre toppolitikere ellers altid får, hvis de kommer i PETs søgelys. Eller på, hvorfor Thorning-Schmidt ikke rent ud fortalte Henrik Sass Larsen, at han måtte holde lav profil, allerede da historierne dukkede op i BT.
Det næste scenarie er det onde, hvor PET eller enkelte medarbejdere i PET på egen hånd har ønsket at skade en mulig socialdemokratisk ledet regering ved at sætte en central politisk figur ud af spillet. Motivet er svært at få øje på, men det kunne være, at en ny regering ville skære i PETs beføjelser og ressourcer og øge tilsynet med efterretningstjenesten. Netop nu arbejdes der på at indføre et nyt tilsyn, men normalt ordnes den slags med politisk meget brede forlig, så det ville ikke gøre den store forskel, hvem der fik regeringsmagten.
Endelig er der det grusomme scenarie, hvor den tidligere VK-regering misbruger sin magt til at ramme en ledende oppositionspolitiker. Hvor for eksempel justitsministeren eller hans embedsmænd, kort inden valget udskrives, beder PET om at levere en rapport om overvågningen af Sass Larsen, som derefter kan ligge i skuffen til en kommende socialdemokratisk statsminister, såfremt den borgerlige regering skulle tabe magten.
Hvis reglerne er blevet fulgt, blev den daværende justitsminister, Lars Barfoed (K), orienteret om sagen, forholdsvis kort tid efter at Henrik Sass Larsen blev observeret af PET i Hugos Vinkælder i Køge den 20. maj sidste år.
Hvis ministeren har fået orienteringen, hvorfor har han så ikke sikret sig, at PET advarede Henrik Sass Larsen hurtigt derefter, som ellers er den helt normale praksis?
Det har Kristeligt Dagblad spurgt Lars Barfoed om, ligesom han er blevet spurgt, hvornår han fik orienteringen af PET, men han ønsker af principielle grunde ikke at udtale sig om sagen.
Indvendingen mod, at Lars Barfoed eller andre i den tidligere regering skulle have lagt notatet fra PET stille ned i skuffen uden at foretage sig noget, er, at det kunne blive en alvorlig sag for ham, hvis det siden blev afsløret. Man kan blot forestille sig, at en nyudnævnt justitsminister Morten Bødskov (S) som det første havde taget det skjulte notat frem og rejst en storm mod sin forgænger for embedsforsømmelse.
Så hvilke muligheder efterlader det for et fjerde og knap så angribeligt scenarie? At PET slet ikke tænkte over, at Henrik Sass Larsen kunne komme ud for at skulle sikkerhedsvurderes nogle få måneder efter deres observation af ham i Hugos Vinkælder? Og at efterretningstjenesten derfor under sommerens feriefravær glemte at skrive en rapport om overvågningen den 20. maj?
Hvorefter nogen i Justitsministeriet, for eksempel efter BTs omtale af sagen den 14. juli, er blevet opmærksom på, at der egentlig burde ligge et notat om den fra PET? Som PETs medarbejder så har skrevet den 16. august og derefter overbragt justitsministeren, som allerede var på vej ud i valgkamp? Ifølge kilderne lyder den version heller ikke sandsynlig, og de har i det hele taget vanskeligt ved at konstruere en sammenhængende teori.
Kristeligt Dagblad har gennemgået sagens akter og har som nævnt talt med en række kilder om forløbet. Men de mest centrale personer har ikke ønsket at udtale sig. Det er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hendes departementschef, Christian Kettel Thomsen, justitsminister Morten Bødskov (S), Justitsministeriets departementschef, Anne Kristine Axelsson, tidligere justitsminister Lars Barfoed (K) og chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf.
Statsministeren og justitsministeren får dog en chance mere for at forklare sig, når de den 24. september skal i samråd i Folketingets Retsudvalg. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, har indkaldt til det.
Han er ikke ude efter at angribe PET, fortæller han, men han vil gerne have statsministerens egen forklaring på forløbet. Hun har nemlig, inden ombudsmandens afgørelse forelå, holdt sig til sin tavshedspligt i personsager. Nu er det centrale dokument fra PET imidlertid offentliggjort, og Sass Larsen har ikke længere selv tavshedspligt.
Derfor må Helle Thorning-Schmidt nu også selv kunne forklare, hvad der er op og ned i den sag, siger Peter Skaarup.
Vi får se.